"
Men mener du at det er dem du kalder "humanister" der gør krav på vi alle er kulturel ens, eller hvordan?"
- I teorien ja, i praksis nej. Men jeg bliver nødt til at begynde med denne her: "
... det er eksempel DF der gør krav på at de opfundet den dybe kulturelle tallerken, og alle skal assimileres til at passe 100% ind i vores kultur"
- Jeg ved ikke om du sigter til DFs - i øvrigt også perverterede - fastlåste forståelse af, hvad danskhed er. Det er egentlig også ligegyldigt, for jeg opfatter deres kamp for at tage patent på danskhed, som et udfald af deres ellers forståelige bekymring over konsekvenserne ved folkevandringer af den størrelse, der har fundet sted til Vesteuropa gennem de sidste 30-40 år. Deres konklusion på den udfordring er at danskheden - den fastlåste - er under pres. Og det er da også korrekt. Mit spørgsmål er så bare, om ikke den ville have været under pres under alle omstændigheder? Deres fokus stiller efter min mening andre og mere vigtige spørgsmål i baggrunden.
Tilbage til den perverterede humanisme. I teorien ja, i praksis nej. Jeg ser den som en udløber af kulturradikalismen. Blandt kulturradikalismens fjender var de nationale kulturer, den nationale identitet, religion (hvilket i princippet var begrænset til kristendommen) osv., hvilket man kun kan have forståelse for, taget kulturradikalismens samtid i betragtning. Samtidig var man begejstret ved udsigten til de noget flyvske tanker om "internationalitet". Dens problem var naturligvis, at den havde sit afsæt i en alt andet end globaliseret verden, hvorfor dens store og flotte visioner - set i bakspejlet - ofte hvilede på ren og skær ønsketænkning. Deres tanker om lighed, socialt ansvar osv. er der jo på ingen måde noget galt i - derimod er der ret meget galt i, at udpege disse værdiers fjende til at være den nationale identitet. Eller kirken. Eller noget helt tredje. For det har vist sig, at disse kulturkonstruktioner godt har kunnet ændre sig og optage sådanne værdier.
Af en eller anden årsag har den perverterede humanisme adopteret kulturradikalismens fjendebillede, selvom det i overvejende grad er helt ubegrundet. Og det fjendebillede har ledt til netop det synspunkt, som Jazzy så nøjagtigt (bortset fra brugen af "marginaliseret") har beskrevet således: "
Det hele bliver jo et eller andet sted endnu mere ironisk af, at de, der ikke vil acceptere forskelle mellem folkeslag ofte er meget hurtige til at hylde kulturer så snart de er marginaliserede"
- Så kultur er altså vigtig, bare det ikke er den (vestlige) nationale kultur. Og det er en grotesk holdning, ikke mindst fordi at stort set de eneste kulturer der rent faktisk giver plads til den slags holdninger, netop er dem der hører til i Vesten. Sat på spidsen er det et angreb på ligheden, i lighedens navn. Ikke i sig selv skræmmende - det bliver det først, når man i samme leg inkluderer den regel, at andet end ligheden ikke må angribes. Også i lighedens navn. På den led scorer den perverterede humanisme det ene selvmål efter det andet, for det betyder i praksis, at de kulturegenskaber den (eller nærmere kulturradikalismen) har været med til at fremme - i lighedens navn - lider nederlag igen og igen. På så højt plan som i FN- og EU-regi. Pharzon har oprettet en tråd om det for snart længe siden, og selvom han sikkert ikke deler mine holdninger, mener jeg at det han påpegede dengang, er et udfald af den afstandtagen fra egen kultur, jeg mener bliver dyrket.
http://www.bold.dk/snak/…tart=0&vis="
Der må vel findes en gylden mellemvej, hvor andre kulturer tilpasser sig danske normer, uden at miste deres egen kulturelle identitet?"
- Ja det skulle man tro.