Snak

Du laver den samme fejl som de fleste andre. Danskheden består ikke af hvor mange kartofler man spiser, eller om man elsker en pølse fra pølsevognen, men noget så enkelt som at føle sig dansk(når man nu skal bo i Danmark).


Skal man føle sig dansk for at bo i Danmark? Og er det enkelt at føle sig dansk?

Mine forældre har været her i 26 år og jeg tror ikke de føler sig det mindste danske. Det gør jeg da for den sags skyld heller ikke. At det skulle være enkelt for dem at begynde at føle sig danske er da naivt.

Specielt når du ikke har indflydelse på samfundet, men blot er vidne til den politiske process og samfundets udvikling.

Så kan man blive dansk statsborger kan du indvende... Men hvis ikke man føler sig dansk er det vel ikke meningen man skal bliver dansker?


Omvendt er det noget af et selvmord, at tilegne sig et vist had til det land man bosætter sig i, og/eller mener at de skal forandre sig, og ikke jeg som tilflytter.

Hvis man bor længe nok i et land som man føler sig marganaliseret i er det nok meget naturligt at man opbygger et vist had. Specielt når samfundet omkring en bliver ved med at problematisere ens tilstedeværelse og på alle områder forsøger at besværliggøre ens ophold i landet.

Mine forældre har været her i 26 år og jeg tror ikke de føler sig det mindste danske. Det gør jeg da for den sags skyld heller ikke.

Jeg vil egentlig ikke blande mig i diskussionen. Men hvor er de og du da fra? Bare ren nysgerrighed.

Hvori består det enkle i at føle sig dansk?

At spørge sig selv hvorvidt man elsker eller kan og især vil se en vis samhørighed med landet.

Hvem er det som tilegner sig et had til det danske samfund?

Alle som ikke vil integreres.

Jeg vil egentlig ikke blande mig i diskussionen. Men hvor er de og du da fra? Bare ren nysgerrighed.

Min far er italiener mens min mor er fra Portugal. De har udover de 26 år i Danmark boet ca. 10 år i Tyskland.

Jeg tror dog ikke det har den store indflydelse hvor de kommer fra.

At spørge sig selv hvorvidt man elsker eller kan og især vil se en vis samhørighed med landet.

Samhørighed med et lille lukket folkefærd der ser med skepsis på fremmede?
Danskerne er jo ikke de bedste til at modtage fremmede og det siger da også alt at mine forældre i de 26 år der er gået har under 5 venner.

Alle som ikke vil integreres.

Vil det sige alle dem som ikke overholder lovgivningen? Kan du definere hvad integration er i dine øjne?

At spørge sig selv hvorvidt man elsker eller kan og især vil se en vis samhørighed med landet.

Personligt elsker jeg min familie og mine venner. Elsker du seriøst kommunen, staten og de repræsenterende politikere?
Jeg forstår ikke hvordan du kommer frem til, at herboende homogene masser af mennesker ikke skulle have lyst til at føle en vis samhørighed med deres omgivelser.

Alle som ikke vil integreres

Det siger sig selv. Men hvem er de her personer og hvor kan vi finde dem?
Lever de kun i ghettoerne, eller skal vi også ud og kigge i forstæderne?

Edit. @ Don. Jeg skylder i øvrigt personligt dig en stor tak for dine oplysende og intelligente indlæg i en anden tråd. Du højner efter min mening niveauet betragteligt.

Skal man føle sig dansk for at bo i Danmark? Og er det enkelt at føle sig dansk?

Ja, og ja. Men man behøver ikke enbart at gøre således, og det burde vel også være forstået ud fra hvad jeg skriver. "Lempelse af sin egen kultur, og nationalfølelse for et land man ikke længere er bosat i.

Men så længe du ikke skaber disharmoni, så har du vel også mindre problemer i din interaktion med danskere som helhed.

Mine forældre har været her i 26 år og jeg tror ikke de føler sig det mindste danske. Det gør jeg da for den sags skyld heller ikke. At det skulle være enkelt for dem at begynde at føle sig danske er da naivt.

Ja, det var meget naivt, at tro at andre kulturer var lige så dynamiske og tilpasningsvenlige som os selv. Meget naivt.

Men nu når det ikke er således, og det er ganske nødvendigt, så man må foreslå metoder som DF foreslår. Laissez-faire, eller lade det være op til tilflyttere, løser intet. Det har vi prøvet i flæng. En del er lykkes - en stor del - deriblandt du og dine forældre har forfejlet.

Så kan man blive dansk statsborger kan du indvende... Men hvis ikke man føler sig dansk er det vel ikke meningen man skal bliver dansker?

Nej. Så er det måske bedste man flytter hen hvor man føler en vis samhørighed - oder was? Men igen, det kommer lidt an på hvor meget du er forankret i din national- og kulturfølelse, om det er hæmmende for din egen integration. Man kan jo håbe på dine børn lykkedes hvor du/i forfejlede.

Hvis man bor længe nok i et land som man føler sig marganaliseret i er det nok meget naturligt at man opbygger et vist had. Specielt når samfundet omkring en bliver ved med at problematisere ens tilstedeværelse og på alle områder forsøger at besværliggøre ens ophold i landet.

Hvilket er noget af humlen. I er stadigvæk minoritet, og I forventer en hel nation efterkommer jeres ønsker. At i fik et godt sted at bo, burde være mere end rigeligt. Har man dog opbygget et had, så er det vist ganske klart at man bør flytte. Jeg flyttede selv fra Sverige, fordi min danskhed, og afsavnet af Danmark var for stort. Jeg var dog ganske integreret alligevel, og prøvede ikke at pådutte danske normer og moraler i det svenske samfund. Og ja, der var også en masse at elske Sverige for.

I problematiserer selv jeres tilværelse, og pådutter os det, fordi I ikke vil ændres, men forventer at vi skal. I har selv bedt om at bo her. Ansvaret for integration er dit/jeres. At finde frem til din danskhed ville gøre det meget lettere for dig selv. Vi har ikke bedt om dit had. Og det problem er let løst.

Samhørighed med et lille lukket folkefærd der ser med skepsis på fremmede?
Danskerne er jo ikke de bedste til at modtage fremmede og det siger da også alt at mine forældre i de 26 år der er gået har under 5 venner.

I lighed med alle kulturer så har vi skepsis til de elementer som skaber disharmoni. Danskere har været alt for eftergivende fordi vi vil være gode til at tage imod fremmede. Problemet er at vi har været alt for eftergivende, og har ladet dem trampe på os i processen, fordi deres ret var vigtigere end vor egen.

Danmark er mere sårbare end så mange andre kulturer, fordi den bygger på åbenhed og fleksibilitet. Men det kræves at den er to-vejs, og det har den slet, slet ikke været. Selv har du jo åbenbart intet gjort for at tage Danmark til dig. Det ville jeg nok gøre hvis jeg kom til Italien eller Portugal, og derved vil de ikke have et problem med mig, og jeg ikke med dem. Sjovt er det altid, når udlændinge snakker om at de bliver marginaliseret, når de selv har sørget for at fremmedgøre sig overfor det land de selv har valgt at blive en del af.

Vil det sige alle dem som ikke overholder lovgivningen? Kan du definere hvad integration er i dine øjne?

Lovgivningen er et godt sted at starte. Arbejde for at finde frem til en ensartethed et andet, og lade den være fremherskende et andet. Når du er begyndt at tænke i andet end "dem" om danskere, så er du kommet et godt sted af vejen.

Jeg synes det er skræmmende og beskæmmende læsning BIF.
Dit brugernavn lader ikke til at smitte af på dine indlæg.

Jeg synes det er skræmmende og beskæmmende læsning BIF.
Dit brugernavn lader ikke til at smitte af på dine indlæg.

Kan du finde ud af at konkretisere. Ellers bliver det jo flovt for dig.