Snak

Altså det var ikke sjovt. Det står ikke til diskussion.

Okay, det var altså ikke tilsigtet sjovt. I got it. Jeg griner nu alligevel, men det er vel fordi jeg i så fald kan se du er stærkt selvmodsigende, og du åbenbart ikke kan, siden du er alvorlig - og derved ikke frivilligt morsom. Klart er det selvfølgelig at du ikke finder det morsomt, når det forholder sig således.

Du har lige givet Kusk et - eller rettere du har defineret det negativt, så det kan jeg jo forholde mig til. Kål og pølse er traditionel dansk mad, og man kan med rimelighed forbinde den form for mad med danske traditioner og skikke.

Jeg gav også dig en.

"At underkende sin egen kvalitet". Du var endda prøvedukke for tesen. Men du kan måske ikke forbindes med en vis danskhed?

"Okay, det var altså ikke tilsigtet sjovt. I got it. Jeg griner nu alligevel, men det er vel fordi jeg i så fald kan se du er stærkt selvmodsigende, og du åbenbart ikke kan, siden du er alvorlig - og derved ikke frivilligt morsom."

Selvmodsigende... Jeg har sgu da ikke påstået at være sjov. Du er jo desperat.

"Jeg gav også dig en.

"At underkende sin egen kvalitet". Du var endda prøvedukke for tesen. Men du kan måske ikke forbindes med en vis danskhed? "

Du gav mig et spørgsmål. Du citerer ikke dig selv korrekt. Og nu påstår du, at det var en tese. Jeg bad om et eksempel. Det er måske dansk ikke at have styr på begreber?

Jeg kan godt lide frikadeller, medister og den slags. Jeg spiser nok også meget salt. Men jeg finder det temmelig irrelevant, om jeg kan forbindes med en vis danskhed. Og det der trip med store dramatiske følelser for nationen, du har gang i, er der jo mange, der slet slet ikke har temperament til. Og så har du mandet dig op til at definere danskhed - det er bare en utrolig svag definition, der ikke kan bruges til noget konkret overhovedet. Og nu begiver du dig sikkert igen ud begrebsvoldtægt du fjende af det danske sprog i et forsøg på at tilbagevise alle modargumenter/eksempler/teser/spørgsmål/sætninger/ord/bogstaver/tegn, indtil du har kværnet al sproglig mening og indhold. God arbejdslyst.

Må man ikke være stolt af sig selv, og sit land - uden det har implikationer for ens holdning til et andet?

Jo, det MÅ man godt. Og det skal man endelig føle, hvis man har det sådan.

Men det er i mine øjne ulogisk at føle en subjektiv stolthed, når der ikke forefindes nogen overlegenhed - og det er endnu mærkeligere, at du vil decideret kræve, at folk skal føle denne stolthed.

Du er en dårlig dansker, hvis du ikke mener kvinde er ligeværdige. Dit syn på ligestilling er en holdning du sikker godt må slå et slag for, hvis du kan tåle skraldet. Selv synes jeg at vi burde hylde vores forskellighed som mand/kvinde, så der er jeg vel basalt set enig med dig.

Jaja, men du har jo lige sagt, at synet på ligestilling er en del af pakken for definere sig selv som værende dansk. Og det fandt jeg ret ulogisk. Gælder det statement stadig?

Det er en god ide at man ikke holder fast i løsninger, som ikke længere er nødvendige, fordi at kvinder nu kan klare sig selv økonomiskt. Og vi har kæmpet ihærdigt for at nå til det sted. I al ære og respekt for det, og hvad de venstreorienterede rødstrømper og deres mænd kæmpede for, om ikke andet. At de venstreorienterede nu i deres idealisme er kommet i kambolage med deres egen strid er ganske uheldigt. Godt at DF var der. Jeg tror vi er nået til en konsensus om at vi godt kan lide at kvinder ikke skal undertrykkes. Og er aldrig en god ide, at folk som flygter fra undertrykkelse, fastholder at undertrykke andre. Især ikke når det er i konflikt med landets norm og ret.

At påtvinge ægteskaber i vores samfund er som det er nu, ganske ødelæggende for vores syn på hvordan Danmark bør eksistere.

Kæmper vi ikke imod det, så bliver det en del af danskheden at indføre fornuftsægteskaber, og endnu værre tvangsægteskaber. Det ville være ærgerligt, som jeg ser det.

Undskyld, men i hvilken kontekst til den igangværende debat skal dette forståes?

Hvilket stadigvæk ikke er nok, men det er jo ikke dårligt at ikke være i direkte kambolage med det dertilhørende samfund. Især ikke, under fanen af at man er indifferent, eller anti-thesen til samfundet som helhed. Så bør man nok finde et sted hvor man hører mere hjemme.

Hvorfor er det ikke nok? Og hvorfor kan vi ikke få den der danskhed defineret konkret, så alle kan forstå hvad der menes?

Hvis man skal bo i Danmark(føle et tilhørsforhold til klubben), så er det vigtigt man ikke skaber disharmoni med landets normer

Det er vi da enige om, at man ikke skal skabe disharmoni. Men hvad i alverden har det med danskhed at gøre? Skal man bifalde danskhed - som åbenbart er totalt udefinerbart - for ikke at skabe disharmoni?

Det kunne godt være man hellere ville have været i Arsenal end i LFC trøjen, men nu endte man der, og det er ikke en god ide at stå og sige at LFC er noget lort, men man må være glad for at LFC gad at have en, når Arsenal ikke gad.

Igen er vi enige. Og igen spørger jeg: Hvad har det med tilegnelsen af danskhed at gøre? Det du siger er faktisk, at en tavs katolik ikke kan spille for Rangers, en rigmandsdreng ikke kan spille for St. Pauli og en irer ikke kan spille for Chelsea.

Jeg kan forstå, at du forlanger man ikke skal svine sin nuværende klub. Men du går så langt, at du kræver, at man 100% tilegner sig tanken, ideologien og kulturen bag den klub man spiller for. Og der står jeg af, for det er komplet underordnet.

Det du forlanger er kort sagt, at da Rangers hentede Shota Arveladze, så skulle man sige til ham: Du Shota, det der katolicisme, det bruger vi ikke her - du må hellere skifte religion, makker!

Dvs det er ikke nok bare at gå på arbejde, hæve sin løn, betale skat, hvis man skal føle sig dansk.

Det er vi enige i, og mit spørgsmål er stadigvæk: Hvorfor er det nødvendigvis nødvendigt at føle sig dansk?

Dog er det bedre end at prøve at underminere samfundet, ved at proklamere sin afsky for landet, sige "vi" og "de", samtidigt med at man tyder over at der rykkes på næsen, når nu landet har så meget godt at byde at man valgte at flytte dertil, og endnu vigtigere at blive boende.

Lad mig lige fange din vinkel her: Enten afskyer man Danmark og skaber disharmoni - eller også føler man sig dansk? Det giver da langt fra mening, synes jeg.

Ved ikke hvorfor du har lyst til at bruge flere kasser, når jeg allerede har afmonteret det som vælgende fejlagtigt holdning af hvad som er danskhedskassen

Hvorfor er min tilgang fejlagtig? Hvor tager vi, der har den holdning, fejl? Det er muligt du føler en særskilt danskhedsfølelse, men det kan du ikke bare antage, at alle andre så også gør.

Svaret på dine spørgsmål er om man har eller ønsker at få en forkærlighed til det land man har valgt at bo i, især frem for det modsatte. Den er ikke længere, og jeg mener ikke anderledes selvom du gentager spørgsmålet 5 gange.

Det var nu godt nok ikke det jeg spurgte om. Jeg spurgte, hvad danskheden var, hvad man skulle opfylde og hvordan man definerede den specifikt? Og det synes jeg ærlig talt ikke er noget urimeligt spørgsmål, når nu det er så bærende en del af din argumentation.

Måske skulle du arbejde på at finde ud af at definere den følelse som gør du føler dig dansk og ikke svensk. Det kan vel ikke blot fordi at lønchecken kommer fra Danmark?

Hvem siger da, at jeg føler mig specielt dansk? Jovist er man præget af etnocentrisme ved at være opvokset i Danmark, men jeg kan nu ikke se noget specifikt i Danmark, som jeg ikke ville kunne finde andre steder. Tværtimod er der begrænsninger i Danmark og normer jeg ikke kan stå inde for. De to ting taget i betragtning, så føler jeg mig så absolut ikke som dansk af andet end navn og gavn - jeg kunne for såvidt have været præcist det samme menneske, var jeg opvokset i et andet nærliggende land.

Føler du du hører hjemme. Finder du en samhørighed med landets normer - kulturelle, som politisk stadfæstede, uformelle, som formelle

Ja - altså de overordnede spilleregler som jeg startede med at nævne. Er det bare det du mener vi skal kræve? Eller skal vi forlange danskhed, som jo er en helt anden diskussion?

Selvmodsigende... Jeg har sgu da ikke påstået at være sjov. Du er jo desperat.

Det var nu ikke det som var selvmodsigende, men selve det du havde skrevet. Desperat? Ja, det er ved at tilsnerpe sig desperation at ingen jeg snakker med forstår det mest enkle.

Du gav mig et spørgsmål. Du citerer ikke dig selv korrekt. Og nu påstår du, at det var en tese. Jeg bad om et eksempel. Det er måske dansk ikke at have styr på begreber?

Jeg gav dig et svar med et spørgsmål indbygget om du var i stand til at krydse den af på din dansk checkliste, som du måtte have klar et eller andet sted. For danskheden eksisterer vel i en eller anden form - eller hvad? Upåagtet om du ikke finder den relevant.

Siden jeg allerede havde proklameret at tingene ikke er længere end nationalfølelse, så er det underligt I spørger mig om kasser, som I selv har overvejet hører hjemme i danskheden.

Ja, det er ved at være dansk at ikke have styr på særlig meget. Landet er i de sidste 10-15 år blevet gennemsyret apati, selvhad, bedrag, fusk og generel inkompetens. Jeg ved ikke om det ringer klokker for dig personligt.

Jeg kan godt lide frikadeller, medister og den slags. Jeg spiser nok også meget salt. Men jeg finder det temmelig irrelevant, om jeg kan forbindes med en vis danskhed. Og det der trip med store dramatiske følelser for nationen, du har gang i, er der jo mange, der slet slet ikke har temperament til. Og så har du mandet dig op til at definere danskhed - det er bare en utrolig svag definition, der ikke kan bruges til noget konkret overhovedet. Og nu begiver du dig sikkert igen ud begrebsvoldtægt du fjende af det danske sprog i et forsøg på at tilbagevise alle modargumenter/eksempler/teser/spørgsmål/sætninger/ord/bogstaver/tegn, indtil du har kværnet al sproglig mening og indhold. God arbejdslyst.

JEg finder det også irrelevant. Især når jeg allerede har nævnt op til flere gange at det er irrelevant for danskehedsfølelsen, ud fra mit synspunkt. Så fint vi fik det irrelevante af vejen, hvis du ikke havde forstået hvad det var de første 3 gange.

Det er ikke mit problem at mange ikke kan holde sig til enkle, men alligevel meget koncise begreber. Det er nok fordi de foretrækker at gøre det kompliceret, fordi reelt set ikke har en holdning.

Uanset hvad så er det lidt dumt at prøve at spørge mig indtil om der findes en danskhed. Hvis I vil have flere kasser på, må I selv udfylde dem - de er ganske irrelevante for mig, og jeg har ikke brug for dem, da jeg finder det for værende pladdersnak for at undgå roden af det hele. Især når jeg allerede har sagt mit standpunkt.

Virkeligheden er enkel.

Jo, det MÅ man godt. Og det skal man endelig føle, hvis man har det sådan.

Men det er i mine øjne ulogisk at føle en subjektiv stolthed, når der ikke forefindes nogen overlegenhed - og det er endnu mærkeligere, at du vil decideret kræve, at folk skal føle denne stolthed.

Hvorfor er det ulogiskt? Det er ganske logisk man føler en vis stolthed over den gruppe man har et tilhørsforhold til. Kald det overlevelsesdrift eller hvad du vil.

Hvis man ikke er stolt over at være dansk, når man er det, så burde man nok arbejde lidt med sit nationale selvværd. Og inden du påråber det største kritikpunkt til dette, bør du overveje om det at du er dansk, fylder ganske meget i at du er blevet som du er.

Godt være at du måske er ganske ligeglad med om du er dansk, svensk, arabisk eller whatnot, men der er ingen grund til at fortænke folk som har et dybere tilhørsforhold end som så. Jeg elsker Danmark, og jeg elsker at være dansk. Det er et kærlighedsforhold med de knaster der endnu engang er, men rent fundamentalt, så elsker jeg landet, og derved legitimeres mit tilhørsforhold til landet som så.

Hvis du er af anden støbning, så er det spørgsmål vist ganske irrelevant.

Jaja, men du har jo lige sagt, at synet på ligestilling er en del af pakken for definere sig selv som værende dansk. Og det fandt jeg ret ulogisk. Gælder det statement stadig?

Jo. Det gør vi vist alle sammen om de regler vi finder frem til via en koncensus. Også helt i tråd med den vestlige verden, som har samme systemer, og selvsamme love. Det er en god ide at finde frem til de kulturelle eller politiske regler hvor man slår sig ned. Det selvsamme med de formelle, som uformelle.

Når disse åbenlyse ting er på plads, så handler det om det jeg snakker om; nationalfølelsen. Hvilket i sig selv er lige så åbenlyst.

Undskyld, men i hvilken kontekst til den igangværende debat skal dette forståes?

At ikke holde fast i gamle normer, når de ikke længere er relevante, og vi har kæmpet for at ændre dem, og derved virker det lettere idiotiskt at invitere folk, hvis overbevisning undergraver det hele.

Men er vel let at stå af i de sene nattetimer. Ved dog ikke om jeg holder til. Som sædvanligt kunne jeg have sparet mig 6-7 timers skrivning hvis folk blot gad at forholde sig til hvad man skriver, istedet for at jagte spøgelser, og blive forvirret i processen.

Hvorfor er det ikke nok? Og hvorfor kan vi ikke få den der danskhed defineret konkret, så alle kan forstå hvad der menes?

Er det ikke konkret nok at elske, eller arbejde på at elske, eller føle et tilhørsforhold til landet?

Er det bedre at proppe det ind i kasser som hvor meget mælk man drikker, hvor mange øl man kan tylle, og andre ganske morsomme bieffekter det har at bo i Danmark uanset om man elsker landet eller ej? Og man kan godt elske Danmark uden at elske smørrebrød. Ja, det er chokerende nyheder for dig, men jeg ved ikke snart, hvad I er i tvivl om.

Mener du ikke danskheden eksisterer. Hvis ja, hvorfor spilder du min tid?

Det er vi da enige om, at man ikke skal skabe disharmoni. Men hvad i alverden har det med danskhed at gøre? Skal man bifalde danskhed - som åbenbart er totalt udefinerbart - for ikke at skabe disharmoni?

Ikke særlig meget. Det er blot en god ide at være i harmoni med de omgivelser hvor man er bosat. Det er har ikke så meget med danskhed at gøre. Det er vist ganske universelt. Og jeg har vist ikke påstået andet.

Et eller andet sted, så skal jeg svare på ting som ikke er relevante for det jeg har udtalt mig om.

Igen er vi enige. Og igen spørger jeg: Hvad har det med tilegnelsen af danskhed at gøre? Det du siger er faktisk, at en tavs katolik ikke kan spille for Rangers, en rigmandsdreng ikke kan spille for St. Pauli og en irer ikke kan spille for Chelsea.


Jeg kan forstå, at du forlanger man ikke skal svine sin nuværende klub. Men du går så langt, at du kræver, at man 100% tilegner sig tanken, ideologien og kulturen bag den klub man spiller for. Og der står jeg af, for det er komplet underordnet.

Nej. Hvor ser du det henne? Det er dog ikke en god ide at rigmandsdrengen ser ned på sine holdkammerater i St. Pauli, men det er ganske almindelig integration. Og harmoni følelse i klubben med holdkammeraterne, som ganske sandsynligt en god ide at implementere.

Det som jeg dog har sagt er at det hjælper på integrationen hvis man tilegner sig et vist kærlighedsforhold eller tilhørsforhold til den klub(eller det land) man frivilligt har valgt til.

Jeg har ikke krævet det, men det er en god ide at finde sin rette plads i verden, og sit rette tilhørsforhold. Det var noget man burde overveje, når man flytter land.

Omvendt bør man ikke kritisere tanken, ideologien, og kulturen, hvis man har tænkt sig at leve i harmoni med den valgte verden. Det handler om respekt for de værdier som er grundlag for identiteten i klubben(landet). Deler man dem ikke, bør man ikke skilte med det, og burde reelt set finde sin rette hylde. Man skal ikke som selvvalgt Rangers spiller kritisere Glasgowegians normer og værdier. Og det bør vel være ganske oplagt hvorfor. Selvsamme er gældende uanset hvilken gruppe du måtte snakke om.

I Danmark bor danskere. I det land tager vi mod fremmede, mod at de arbejder på at integreres med det danske samfund, og ikke stilller sig kritiske fordi de er endt hvor de ikke føler sig hjemme. OG som sagt gennem flere omgange, så bliver desto nemmere for alle parter, hvis man tilegner sig et tilhørsforhold. Og endnu bedre et kærlighedsforhold. Man kan i hvert fald godt bede om at folk som befinder sig her, finder det frem i sig selv. Opfatter man sig selv som i transit, så er ens holdning til det pågældende land ganske uvedkommende.

Det du forlanger er kort sagt, at da Rangers hentede Shota Arveladze, så skulle man sige til ham: Du Shota, det der katolicisme, det bruger vi ikke her - du må hellere skifte religion, makker!

Det er nok ikke en god ide at Shota gennem sin religion prøver at fremtvinge noget som ikke er accepteret i Rangers.

Men igen er det dine egne kasser som er i vejen for dig. Shota er i Rangers fordi han er fodboldspiller, og ikke fordi de andre skulle have noget at drille ham med. Shota gør dog ikke sig selv nogle tjenester ved at starte en religionskrig. Jeg tror også han kunne finde ud af det.

Placeret i Danmarksspørgsmålet, er det ikke en god ide at igennem sin forskelligartethed at påråber at andre skal ændre sig til en. Men en muslim kan vist sagtens elske Danmark selvom man er muslim, ligesom Shota også er i stand til at elske Rangers, og hvad det også står for.

Det er vi enige i, og mit spørgsmål er stadigvæk: Hvorfor er det nødvendigvis nødvendigt at føle sig dansk?

Fordi så har man en vis interesse i at falde til, og tilpasse sig, at bo i Danmark. Det lader til at der er tilflyttere som har visse problemer i den retning. Det kan selvfølgelig være indbildning fra min side.

Salvatore har i hvert fald proklameret at han ikke føler sig dansk efter 26 år i landet( ihvert fald for hans forældres del), samt at han legitimerer at føle et vist hadforhold til landet. Hvilket vel aldrig kan godtages, når det er selvvalgt at flytte hertil. Ligesom det er selvvalgt at undlade at flytte væk igen.

Hvorfor er min tilgang fejlagtig? Hvor tager vi, der har den holdning, fejl? Det er muligt du føler en særskilt danskhedsfølelse, men det kan du ikke bare antage, at alle andre så også gør.

Fordi du som alle de andre tosser på den ene eller den anden side prøver at definere spørgsmål som vi alle sammen følelsesmæssigt godt svaret til. At prøve at hænge en kærlighedsfølelse op på konkrete forhold, som hvad man putter i munden, der skal være opfyldt er enten en sti til selvmodsigelse eller blot ren stupiditet. Når man allerede ved at ikke alle Thaifolk kan lide thaimad, er der ingen grund til at lave sådan en forudsætning for thaiheden. Tilsæt lignende forhold for danskheden. Man kan godt elske thailand uden at elske maden.

Og ved man det, er det nytteløst at prøve at finde kasser for den nationalfølelse som jeg taler om, når det er enkelt og alligevel lidt abstrakt hvad som gør man har et tilhørsforhold til det pågældende land - eller ej.

En ting er stadigvæk sikkert. Det bliver ikke lettere at integreres ved at mene man ikke skal tilpasse sig, men at det er andres opgave. I mine øjne er det ganske enkelt stupiditet. Og flyttede jeg til Bangladesh ville jeg ikke slå et slag for at de skulle gøre plads til min danskhed så jeg slap for at føle samhørighed med Bangladeshboerne.

Det var nu godt nok ikke det jeg spurgte om. Jeg spurgte, hvad danskheden var, hvad man skulle opfylde og hvordan man definerede den specifikt? Og det synes jeg ærlig talt ikke er noget urimeligt spørgsmål, når nu det er så bærende en del af din argumentation.

Hvilket du har spurgt indtil omkring 5 gange. Du søger efter noget konkret jeg skal svare på, som ikke er en del af det jeg har udtalt mig om. Nærliggende fordi du egentlig er gået i selvsving og holdte op med at læse og forstå.

Hvis du vil være kritisk til det jeg siger, så er det en god ide du holder dig til hvad jeg har sagt. Det er ikke en god ide at spørge om hvad det vil sige at elske Danmark, for det er kasser jeg ikke kan fremstille for den enkelte. De er dog nok ikke i tvivl når det forholder sig således, og behøver ikke en checkliste.

Lad mig lige fange din vinkel her: Enten afskyer man Danmark og skaber disharmoni - eller også føler man sig dansk? Det giver da langt fra mening, synes jeg.

Det giver nok ikke mening fordi både dine læsefærdigheder og forståelsesfærdigheder ikke er på toppen pt.

Jeg sagde det er bedre at blot mene man skal gøre sin samfundsmæssige pligt, end man prøver at underminere det samfund som bærer en. Bedst er det at man har en vis forkærlighed, tilhørsforhold, osv. til det land man har valgt. Er du da uenig? Svar på det skrevne i stedet for at lave en både kryptisk og yderst mangelfuld fremstilling, fordi du har besluttet dig for at du vil skrive noget.

Hvem siger da, at jeg føler mig specielt dansk? Jovist er man præget af etnocentrisme ved at være opvokset i Danmark, men jeg kan nu ikke se noget specifikt i Danmark, som jeg ikke ville kunne finde andre steder. Tværtimod er der begrænsninger i Danmark og normer jeg ikke kan stå inde for. De to ting taget i betragtning, så føler jeg mig så absolut ikke som dansk af andet end navn og gavn - jeg kunne for såvidt have været præcist det samme menneske, var jeg opvokset i et andet nærliggende land.

Ikke alle danskere føler sig danske, eller et tilhørsforhold til Danmark. Det er ikke noget man indfødes til, men noget man tilvælger eller fravælger. De fleste af dem kan godt finde ud af at fraflytte Danmark, hvis det forholder sig således.

Måske skulle du flytte til et sted du mere føler dig hjemme i, og hvor normerne passer bedre til dig. Omvendt vil det nok ikke være en god ide, at mene at samfundet skal ændre sig for du er af den holdning, som du har.

Ja - altså de overordnede spilleregler som jeg startede med at nævne. Er det bare det du mener vi skal kræve? Eller skal vi forlange danskhed, som jo er en helt anden diskussion?

Vi kan kræve at man prøver at integrere sig. Og som sagt det gør hele proceessen lettere for alle parter, hvis man har overvejet på forhånd hvorfor man flyttede til landet. Vel næppe for at starte en revolution, når man egentlig bad om husly, og fik det. Igen er det ikke en god ide at holde fast i sin oprindelige identitetsfølelse, når man nu er flygtet fra en stor del af den til et nyt og ganske anderledes land.

Det er vel alle spørgsmål som er nærliggende at kræve man har gjort for sig, når man vælger at flytte land. Måske taler jeg bare for døven øren, fordi du er en del af generation Y, men jeg tror det egentlig ikke, at det forholder sig således. Og derved er det så nærliggende at du selv ville vælge en lignende approach skulle du flytte land. Vi antager at sådanne tiltag er en selvfølge, men det forholder sig åbenbart ikke således. Er fejlen vores? Nej, der er nærliggende man flytter fordi man har en vis interesse i landet. Det bør vel være et minimumskrav?

"Det ville da være vildt underligt når man har familie i to forskellige lande og er vokset op i et tredje"

- Hvorfor skulle det være underligt? Du har jo selv argumenteret for, at du håber, at den slags referencer bliver udvisket så hurtigt som muligt.

"Har du noget grundlag for at skrive noget så meningsløst?"

- Ja. Dit eget indlæg. Det er jo irrationelle følelser når man tillægger et folk tilhørende et bestemt geografisk område en særlig kultur. Det har du selv skrevet. Altså må det også være et udfald af dine irrationelle følelser, når du mener at holde af forskellige kulturer der bl.a. er defineret af geografiske områder. Den eneste forskel er at du stejler når det er "national-patriotisk" (f.eks. Italien), men ikke når det er "lokalnational-patriotisk" (f.eks. Sicilien). Det virker meget dobbeltmoralsk.

"Glem nu ikke at misfosteret nationalstaten og dens afkom nationalfølelse er skabt"

- Og glem du ikke, at det misforster der er totalitære regimer, er bygget på enhedstanken om bl.a. et opgør med nationalstaten. Nationalstater er ikke et onde, totalitarisme, diktatur og tyranni er. Projekt universalisme er ikke bygget på vold og mord, men afdemokratisering og ensretning via demokratiske kanaler, forskruet snak om lighed (som ikke betyder lighed) og skræmmekampagner om de krigeriske og nødvendigvis fascist-nationalistiske nationalstater. Det lader til at du er faldet for den skræmmekampagne.

"Du aner intet om mig og bruger dine personlige holdninger til at beskrive mig og tillægge mig holdninger"

- Det har du ret i. Men du argumenterer ud fra samme skræmmekampagne, som alle de andre. Jeg skal gerne erkende, at jeg smurte tykt på i mit første indlæg til dig, og jeg regner selvfølgelig ikke med at du ønsker at mennesker ikke må være forskellige og andet fra samme hylde. Men jeg mener at man som universalist bør gøre sig selv den tjeneste, at kigge på det udfald, drømmene vil ende ud i, hvis man dyrker den opfattelse, det er, at lighed ikke er folks ret til at være forskellige på lige vilkår, men derimod en fjernelse af forskelligheder, så alle med tiden tvinges til at blive lige, i den forstand at alle bliver ens.

I vores internet tider er der ingen grund til at slå et slag for den globale verden, når den eksisterer virtuelt. Det ene er et frirum for det andet, så kan selv vælge hvilket.


Omend globalisering ryger under begrebstypen "sensitiver", virker det håbløst at forsøge på at adskille internet og den fysiske verden.

Du havde tilpas meget kærlighed for Norge og dets indbyggere at du valgte at gifte dig med en. Så helt slemme kan de vist ikke være for dig.


Mine grunde og motiver vil altid bare være gætværk fra din side, men du er ynkelig nok til at forsøge på at forklare dem for mig. Stram dog op. Igen er det også morsomt at se at individet slet ikke eksisterer i din verden.


Jeg håber ikke for dig at du ikke bryder dig om at bo i Norge. Og hellere ville bo et andetsted. Man bør dog ikke klandre Norge for at være Norge. Det er lidt take it or leave it. Ligesom alle andre steder i verden.

Der er skam flere andre steder jeg hellere ville bo og Danmark er ikke nødvendigvis et af dem. Det var ikke diskussionen, men derimod værdien af borgere som ikke æælsker landet de bor i.
At jeg skulle klandre Norge for noget er et halmstrå af dimensioner. Der er ganske langt fra ikke at ønske at føle sig om del af fællesskabet, i samfundsmæssig forstand, og omfavne dette, til ikke at trives.

holder man af landet eller ej, føler man sig som en del af det eller ej, og til sidst ønsker man at være det eller ej.

Er det ikke muligt at ønske at være der, men ikke holde af landet?

Der er en ting i alt dette, som helt grundlæggende er uforståelig for mig: Hvorfor skal alting kobles op på nationalitet?

Jeg forstår ikke hvorfor man ikke kan være imod tvangsægteskaber, kvindenedgørelse, ekstremisme osv uden at skulle stemple det som udansk. Hvorfor skal det være i vores nationalitets navn, at det skal bekæmpes?

Når man ikke bare kan være ligeglad, er det fordi, at nogen går fri, hver gang man gør det. Der foregår temmelig anstødelige ting i kristendommens navn i visse miljøer i Vestjylland, men fordi man ikke kan stemple dem som udanske, er der meget lidt fokus på det.

Det samme gjorde sig indtil for nyligt (men ikke længere) gældende for bandekriminalitet, hvor der var et kæmpestort fokus på indvandrerbander, mens bander bestående af etniske danskere langt henad vejen gik fri fra fokus. Hvorfor ikke bare bekæmpe bandekriminalitet, i stedet for at gøre det til et spørgsmål om nationalitet.

Hvorfor insistere på at trække den - i denne sammenhæng fuldstændigt arbitrære - nationalitetskasse ned over alting, for derefter at skulle konstruere alle mulige forbindelser, for at få det hele til at hænge sammen.

For mig er danskhed først og fremmest det danske sprog, med alt hvad der afledes deraf af særlig humor, udtryksmuligheder, tankebaner og mentalitet. Det er det, der mere end noget andet binder os sammen som folkefærd.

At tage imod det tilflyttede lands kultur og skik er ganske alfa/omega hvis man skal integreres med det derliggende samfund.

Og igen spørger jeg... Hvorfor er det ikke nok at kunne sproget, have danske venner, tage en uddannelse i landet og arbejde?

Hvorfor skal man FØLE sig dansk?
Og hvilke træk af dansk kultur og skikke skal man tillegne sig? For jeg går stærkt ud fra at du vil få vidt forskellige svar afhængig af hvem du spørger.

Hvorfor ikke? Nationalitetsfølelse har intet at gøre med hvilket pas man har, men hvad man føler sig som.

Det vil sige at du personligt ville ønske at proceduren for at blive statsborger blev lempet til at man føler sig dansk? Uafhængig af sprog og kultur?

Åbenbart er det godt nok at være nynazist eller tilhænger af verdenskommunismen så længe man bare føler sig dansk? Man kan også være dansker hvis man går ind for et verdenskalifat, ikke snakker dansk, men føler sig dansk?

Men hvis man tillegner sig dansk kultur og sprog, men derved ikke føler sig dansk så er man ikke god nok til at være i landet?

Du er da spøjs.


Havde han som dem vi taler om, aldrig taget Sverige til sig, så ville det være et problem at blive boende, og så burde han dog tage til Danmark


Aha... Men han er jo 50/50? Er du sikker på at det er godt nok?


Hvis man ikke ændrer noget af sit jeg, så vil man blot være eks. kroat i Danmark. Med samme tilgang, så vil vedkommendes børn ligeledes være kroater, og deslige for børnebørnene. Også selvom de kun har haft Kroatien som feriested, og reelt set burde være mere attuned med Danmark end Kroatien. Hvis de altså havde haft en vis åbenhed overfor det nye sted.

Så du tror altså at forældrenes indstilling er altafgørende for at de tillegner sig denne nationalitetsfølelse? Igen formår du fuldstændigt at ignorere det omkringliggende samfund og dets indflydelse på individet.

Personligt holdt mine forældre fødselsdage med danske flag, vi holdt jul med en dansk familie og jeg havde en ældre dansk dame der var vores danske mormor.

Alligevel føler jeg mig ikke mere dansk end hverken tysker, italiener, portugiser eller europæer. Og derfor er jeg ikke god nok til at bo i dk?
Tsk..

og indse at man gør sig en stor tjeneste at tilegne sig en ny nationalitetsfølelse, hvis man har tænkt sig at blive boende

Gør man det? Why? I mit tilfælde slap jeg f.eks. for værnepligten, men til gengæld blev jeg afskåret fra visse stillinger. Jeg har dog arbejdet som praktikant på den danske ambassade i Rom og de havde ikke nogen problemer med at jeg ikke var dansker. Ærligt talt tror jeg mange af dem der arbejde på ambassaden var mere italienere end danskere og følte sig sådanne.
Det må da være et mega stort problem for dig?

Desuden har jeg 2 statsborgerskaber i stedet for 1 da det ville være prisen for at blive dansker. En personlig cost-benefit analyse fortæller mig at det ville være dumt at blive dansker... Så hvorfor skulle jeg blive det?
Jeg føler mig ikke dansk... Og det kan ikke betale sig at blive dansk.


Nå, så er det jo pusigt i holder så meget fast i jeres nationalitet, at I ikke vil erklære jer som danskere.

Se svaret ovenover... Hvad ville vi få ud af det? Miste to statsborgerskaber for at få et ligegyldigt dansk?

Men hvis du erkender at det er vigtigt for danskere, så kan du ikke fortænke os i, at være ganske ligeglade med folk, som ikke ønsker at erklære sig den kærlighed til landet, eller i det mindste prøve at integrere en "vi-følelse" med dem man deler land med, hvis normer af naturlige årsager stadigvæk og heldigvis stadigvæk huserer.

Kærlighed til "landet"? Danmark er et kedeligt fladt landskab... Skulle jeg elske det? Ej... Spøg til side.
Jeg havde da en "vi-følelse" med min folkeskoleklasse. Med min fodboldklub, svømmeklub og cykelklub. Min gymnasieklasse. Med den gruppe af konservativ ungdom som jeg var med til at starte op. Men min gymnasieklasse og med den vennekreds jeg har.

Din far opsætter en betingelse som skal være opfyldt af andre for han kan føle sig dansk. Din far er lige så umoden som du. Jeg går ud fra han er italiener. Det er min svoger også.

Ja... Det er meget umodent at du forventer at andre inkluderer dig i fællesskabet og ikke råber "perker" eller skrid hjem når du er på en pub.
Du er ikke andet end et fjols...

Alt andet lige, så er det ikke noget du burde følge. Og det er nok uanset hvor i verden du slår dig ned. Du finder nok ikke nogle folkefærd som er lige så tolerante, som danskere, hvilket jo også blev groft udnyttet bag racisme-jargonen.

Ja... Og du bygger dette på din erfaring som mørkhåret og brunøjet i dk?
Da mine forældre kom i 1985 mødtes de med denne oplevelse i Kalundborg som jo virkeligt viser hvor tolerante danskerne er - 200-300 unge angreb 60 iranske flygtninge der var indlogeret på Grand Hotel...
Velkommen til det tolerante Danmark... Tsk


Så var de nok flyttet hjem, frem for at mene at samfundet skulle tilpasse sig dem, og ikke omvendt. Flytter jeg hjem til dig, så harmonerer det nok ikke at jeg gør som jeg plejer, og jeg må tilpasse mig dine sædvaner, frem for at slå på tromme for mine. Viser jeg den respekt for dig, så er jeg sikker på du vil lade min forskelligartethed finde aftryk. Tilbage er så jeg giver dig den respekt at jeg ikke overdriver mine egne sædvaner, især hvis det skaber disharmoni.

Ok... Men hvis landets love/forfatning forbyder disse ting så mener du alligevel man skal bukke under og rejse hjem? Desuden glemmer du at mange ikke har denne mulighed.

Ja.. Hvis du ønsker en statisk personlighed (danskhed) så er det klart du tænker sådanne. Andre ville mene at det skulle gå begge veje...


Det bliver kun til fremmedhad, hvis folk ikke bliver hørt. Heldigvis har vi DF, så det ikke kommer så vidt.

What? Så det er ikke fremmedhad hvis det er et politisk parti der udfører det?
Altså... Massemord er ikke massemord hvis det er politisk legitimeret af befolkningen? OK!

Lyder som om du har tænkt dig at gøre det eneste rigtige. Det kan jeg kun applaudere. Tag dine frænder med dig.

Ikke at jeg har været et sekund i tvivl om hvor stort et fjols du er...

Omend globalisering ryger under begrebstypen "sensitiver", virker det håbløst at forsøge på at adskille internet og den fysiske verden.

Omvendt er der ingen grund til at gøre verden mere global, end den reelt er i sin fysiske form.

Mine grunde og motiver vil altid bare være gætværk fra din side, men du er ynkelig nok til at forsøge på at forklare dem for mig. Stram dog op. Igen er det også morsomt at se at individet slet ikke eksisterer i din verden.

Jeg gik ud fra at du havde en årsag til nævne det. Det som er ynkeligt at du nævner et hav af ting som bekræfter hvad jeg siger til dig, og så går du i skildpaddeskjold.

Er dog ikke helt sikker på hvor du vil hen med det hele. Dine pointer er noget svære at spotte.

Der er skam flere andre steder jeg hellere ville bo og Danmark er ikke nødvendigvis et af dem. Det var ikke diskussionen, men derimod værdien af borgere som ikke æælsker landet de bor i.

Det skulle de dog tage at stræbe efter, som jeg siger. Ellers er du jo bare en parasit, som Norge reelt set er fuldkommen ligeglad med. De kan godt få andre til at tjene penge i deres land. Din apati vil også skinne igennem for nordmændene. Jeg går dog stærkt ud fra at du har forstået at du skal integrere dig om ikke andet. Og jeg går ligeledes stærkt ud fra at du ikke render rundt og proklamere din holdning til nordmændene.

At jeg skulle klandre Norge for noget er et halmstrå af dimensioner. Der er ganske langt fra ikke at ønske at føle sig om del af fællesskabet, i samfundsmæssig forstand, og omfavne dette, til ikke at trives.

Du snakkede om noget så generelt og stort, som den norske selvbevidsthed. Hvis man ikke kan lide det, kan man ikke klandre dem for at have det. Det er en naturlig udvikling. Det er som sagt et tilvalg eller et fravalg om man vil holde af et land. Hvis ikke. Så burde man gøre alle parter den tjeneste at flytte. Du har selv valgt at flytte til Norge. Det er din opgave at falde til. Det er din opgave at finde ud af om landet passer til din psyke. Hvis du ikke har gjort dit hjemmearbejde eller arbejder for at indgå i fællesskaber, så bliver du en ø på linie med udlændinge. Den slags isolation er ikke sund for dig, ej heller samfundet, fordi din arbejdsindsats bærer præg af din ulyst.

Er det ikke muligt at ønske at være der, men ikke holde af landet?[

Selvfølgelig. Det er jo muligt, og hele grundlaget for disse debatter, fordi den slags apati ikke er brugbart, for at falde til. Tillæg dig selv en hel anden kultur, og du vil få voldsomme problemer med din indstilling. Som sagt dine parasitiske tendenser er ikke noget man skal slå på gryden for. Jeg er også sikker på at det ikke forholder sig således. For ellers må du godt nok være elendig til mode. Og det kan din kone nok mærke. Foreslog et andet sted i verden, hvor alle parter kan være mere glade. Hvis ikke, så må jeg konkluderer at du er under tøflen, og det er heller ikke godt.