"... gå i unødvendig forsvarsposition for DF, så de på den måde kan fremstå som rigtige tolerante"
- Det kan godt være at nogen, eller mange, gør det, men det er bestemt ikke en helt generel tendens. Og jeg synes du glemmer, hvad der står på den anden side. Jeg er f.eks. flere gange herinde blevet beskyldt for at tage DFs parti, blot fordi jeg ikke, som konservativ, har deltaget i et indlægsangreb. Eller blot fordi jeg ikke har svinet brugeren BIFs personlighed til. Når man er kommet så langt ud, at det fungerer som et enten-eller i alle henseender, så har man mistet nuancerne, og det er selvfølgelig problematisk.
"Kritikken går jo på at det er bekymrende at deres stil er blevet så indflydelserig og folk synes at være blevet ligegyldige overfor det"
- I den påstand indgår faktisk nøjagtigt det jeg argumenterede for før, nemlig at "man" ikke må eller skal kunne acceptere DF. I hvert fald ikke uden konstant at rette en kritik mod deres tilstedeværelse og virke. Og det er derfor, Kusk har ret i snakken om, at man glemmer eller tilsidesætter den politiske pluralisme, den slags demokrati vi bekender os til, er bygget på.
Nuancerne forsvinder og synet på, ja, alt, bliver sort/hvidt, og problemstillinger bliver gjort til udtryk for de positioner, hvor folk har fået låst dem selv til. Eksempelvis at man sætter religionskritik over på DF-siden. Det er jo torskedumt. Og jeg tror ikke det gør meget andet, end at styrke DF. Og tilsyneladende er det en styrke, der kan mobiliseres over alt i Europa, og i større og større omfang. Jeg forestiller mig at nationalismebølgen (altså, den ubehagelige) finder næring i den dumhed, der gang på gang rulles ud, når de værdier Vesten er bygget på, devalueres og gives køb på - f.eks. at gøre det til noget beskidt, imperialistisk eller slet og ret ondt, når emner som ligestilling mellem kønnene, retten til at kritisere religion, ytringsfrihed osv. tages op.
Personligt tror jeg på, at DF (og deres ligesindede rundt omkring) ville kunne minimeres kraftigt, hvis ikke helt aflives, hvis de blev frataget det hjørne i debatten, hvorfra de har eneret på at kritisere forhold, der er uforenelige med den type samfund, man har valgt i Danmark/Europa. Problemet er jo ikke, at deres kritik altid er forkert - problemet er, at fordi det er dem der fremsiger den, reageres der pr. automatik med modstand. Og det tror jeg resulterer i, at flere og flere hopper med på deres vogn. Fordi deres kritik pure afvises, om end den kan være reel nok. Det vil mange opleve som et bevis på, at DF (og deres ligesindede) er de eneste der tager fat om problemernes rod. Og den oplevelse giver samtidig plads til, at der fra samme kant kan slippes af sted med lige nøjagtigt de kvalmende og hadske udbrud som kræftcellesnakken, dattervoldtægt, tørklæde-er-det-samme-som-hagekors osv. er et udtryk for.
Så nej, det handler ikke om hvad Konservative (eller Venstre) er blevet til. Det handler om hvad alle er blevet til.