Snak

Du ævler om DF kun er for tosser, gamle og bange mennesker. Jeg giver et eksempel på hvorfor ganske almindelige danskere også fint kan stemme DF, med Morten Messerschmidt og EU-politiken. Dit svar er at det intet har med det du skriver at gøre.

What?

Frygt er et stærkt ladet ord. Jeg ser det - subjektivt - som en skepsis til i forhold til nogle reelle problemstillinger, som eks. De Radikale partout italesætter som frygt etc. DF er en fin modvægt til De Radikale, og det udnytter de fornemt.

Jeg kan da godt ærgre mig over, at Messerschmidt ikke findes hos et parti, hvor han kan få en ministerpost. Omvendt kunne man frygte, at brodden i så fald ville blive pillet for meget af ham.

Det er da noget af en invaliderende forsimpling af diskussionen at fremhæve enkelte eksempler i forhold til folks baggrund.

Der er naturligvis tale om generelle tendenser. Der vil jo altid være ufaglærte SF´ere og højtuddannede DF´ere. De udgør jo bare en meget lille del af vælgerskaren.

Morten Messerschmidts problem er, at han næppe er DF-toppens kop te. Der er jo en grund til, at man endnu ikke har hentet ham hjem igen. Så stærkt står Tivoli-balladen vel næppe i folks bevidsthed, at det skulle være et problem i dag.

ELs politik bygger måske på misundelse, så.

Eller Keld Albrechtsens uldtrøjer.

Hvem fremstår arrogant?

Det gør Mr., når han vil gøre alle, der stemmer DF, til en form for syge mennesker, der enten er tabere eller lever i samfundets periferi.

De selvsamme mennesker var givetvis "tolerante" tidligere, da de ikke stemte DF, skal man tro Mr.

Det er lige før, at mange DF´ere er mere tolerante end det, der kom i den generalisering.

DFs/ELs holdning til EU svarer nøjagtigt på punkt og prikke til K i Processen. Han blev fremmedgjort fordi han aldrig fattede systemet. Som Orson sagde, til spørgsmålet om K er skyldig: He is guilty of everything.

Her er DFs/ELs mareridt inde i deres egne hoveder:

Before the law, there stands a guard. A man comes from the country, begging admittance to the law. But the guard cannot admit him. May he hope to enter at a later time? That is possible, said the guard. The man tries to peer through the entrance. He´d been taught that the law was to be accessible to every man. “Do not attempt to enter without my permission”, says the guard. I am very powerful. Yet I am the least of all the guards. From hall to hall, door after door, each guard is more powerful than the last. By the guard´s permission, the man sits by the side of the door, and there he waits. For years, he waits. Everything he has, he gives away in the hope of bribing the guard, who never fails to say to him “I take what you give me only so that you will not feel that you left something undone.” Keeping his watch during the long years, the man has come to know even the fleas on the guard´s fur collar. Growing childish in old age, he begs the fleas to persuade the guard to change his mind and allow him to enter. His sight has dimmed, but in the darkness he perceives a radiance streaming immortally from the door of the law. And now, before he dies, all he´s experienced condenses into one question, a question he´s never asked. He beckons the guard. Says the guard, “You are insatiable! What is it now?” Says the man, “Every man strives to attain the law. How is it then that in all these years, no one else has ever come here, seeking admittance?” His hearing has failed, so the guard yells into his ear. “Nobody else but you could ever have obtained admittance. No one else could enter this door! This door was intended only for you! And now, I´m going to close it.” This tale is told during the story called “The Trial”. It´s been said that the logic of this story is the logic of a dream... a nightmare.

Frygt er ikke lig med skepsis, og kaste frygtkortet virker mest som et autosvar fra De Radikale.

Skepsis!?

Har du hørt hvad repræsentanter for partiet har sagt om andre mennesker igennem de sidste 15 år?

En mand som Camre tangerer sgu ´skepsis´ med ret mange længder.

Ekstremerne trives i DF. Det medgiver jeg. Men at reducerer vælgerskaren til et spørgsmål om frygt er for banalt. Skepsis overfor EU og indvandringen behøver vel ikke pr automatik bunde i frygt, men kan tage sit udgangspunkt i den oplevede virkelighed.

Mit udgangspunkt var således heller ikke Camre, men derimod Messerschmidt.

Jeg medgiver gerne, at nogen af DFs politikere taler til den indre svindehund. På samme måde kan man mene, at eks. De Radikale taler til naivister, der blindt lukker øjnene for samme emners problematikker.

Af de to onder, så foretrækker jeg bestemt Messerschmidt tilgang, omend jeg min stemme ikke vil lande derude.