@OC
Et godt eksempel på tonen er egentlig det netop overståede stortingsvalg i Norge. Her har Høyre (Venstre), Fremskridtspartiet (DF), Kristelig Folkeparti og Venstre (Radikale/LA), hvor Høyre og Fremskrittspartiet lavede en mindretalsregering, med støtteaftale fra KrF og Venstre.
I hele perioden har regeringen egentlig videreført Arbeiderpartiets (Socialdemokraterne) hvad angår indvandring og integration. Retorikken i FrP er dog en helt anden og de har deres egen Støjberg i Sylvi Listhaug, som er norskhedens Champion. Hun har haft titel af innvandrings- og integreringsminister og selvom den førte politik omtrent er uændret fra den en rød regering tidligere førte, flygter både politikere og vælgere væk, grundet retorik og motiverne man giver udtryk for. KrF vil hellere ikke længere give tilsagn til en samarbejdsaftale da de bløder vælgere af samme grund. Venstre blødte også og var på vej under spærregrænsen, men blev holdt i live af strategisk stemmeafgivelse.
Tonen har ændret sig i Norge, og det synes jeg egentlig også man mærker på særlig muslimer. Politikken er dog uændret, hvilket er lidt kuriøst. Man kan godt forestille sig aftaler over midten som man har haft før, hvor motivet er forskelligt blandt de enkelte partier, men resultatet giver et sammenfald i interesse. De eksisterer stadig, men mange partier vil ikke deltage, fordi du så må identificeres med Listhaug og FrP, og delvist går deres ærinde. Det er ret imponerende og et direkte resultat af at de er blevet stuerene og tonen normal.
Den store vinder i valget var desuden Senterpartiet, et midterparti som slår sig op på distriktspolitik og descentralisering. De har kørt rendyrket populisme, klaget over faktatjek i valgkampen og generelt lovet at kunne blæse og have mel i munden samtidig. Trygve Slagsvold Vedum har i den grad skævet til Trump og ævler om bevægelser, samt turnerede det som tilsvarer rustbæltet eller Den Rådne Banan i Danmark, mens han skriver den ene politiske gummicheck efter den anden.