Fribytter
Der er et element i enhver religion, som modsiger det rationelle og logiske. Jeg ville blot påpege, at logik som et tankesæt altså ikke medfører en forståelse af, hvad det vil sige at være troende, selvom visse trosretninger kan synes mere logiske end andre. Det er en ekstern vurdering, der ikke nødvendigvis har en religiøs gyldighed.
Hvis vi prøver at gå tilbage til essensen i diskussionen som var folkekirken, så er det meget svært at se nogen logisk (rent teologisk) eller ikke-logisk (som i "vi tolker") linje, der skulle kunne retfærdiggøre den udvikling der er sket (lad os for en nem sags skyld bare snakke om de kvindelige præster i denne henseende).
Måske er det også det. Men man må bare i samme åndedrag erkende, at religionen ikke bare kan omsættes til praksis. Et andet eksempel (som Kieslowski har illustreret meget godt) er, når befalingerne kommer i konflikt med hinanden. Gud er tvetydig, og Guds befalinger kan komme i konflikt. Det kalder på, at den troende selv må træffe et valg. Det kan lede en til at tvivle, og tvivlen kan føre til en forkastelse af troen, da den ikke ud fra skrifterne synes at være sammenhængende. Men det kan også lede til fortolkning og søgen efter en bagvedliggende hensigt. Jeg vil mene, at den fortolkende tilgang til biblen giver lige så meget mening som en fundamentalistisk tilgang, da den fortolkende jo har til hensigt at skabe en sammenhæng og mening, der afspejler Guds karakter. Det er ikke bare bekvemmelighedstro, men ofte ret store intellektuelle anstrengelser, der ligger bag (om menigmand idag er bekvemmelighedskristen er for så vidt irrelevant her).
Hvis jeg forstår dig ret, så er vi helt enige her.
Men det forklarer ikke, eller legitimerer, folkekirkens kurs, som jeg i høj grad betragter som praktisk/politisk (populisme), snarere end et udtryk for religion.
Jeg vil gerne se argumentationen for det modsatte i al fald.
Men hvorfor er Biblen tvetydig visse steder? Man kan jo ikke bare lade tvetydigheden råde og kun følge de umiddelbart entydige tekststykker, da det overordnet set ville efterlade et tab af mening. Det tvetydige er iøvrigt ikke det samme som en selvmodsigelse.
Afgjort. Og der betvivler jeg de rent teologiske overvejelser (sindelag), som de pågældende mennesker har gjort for at "tolke" de steder, hvor biblen ligger i konflikt med sig selv.
Med andre ord: Det har ikke en bjælde med teologi at gøre for de mennesker. Kun praksis. Igen de kvindelige præster.
Og hvis jeg var Gud, ville jeg derfor være noget knotten. Og derfor mener jeg heller ikke man kan være både kristen og tilhænger af kvindelige præster - for der er biblen navnlig IKKE tvetydig!
Jamen enten har I en agenda, eller så er I ubevidste om, hvad jeres krav til en oprigtig kristen egentlig har af religiøst afsæt, og hvilke konsekvenser det har i forbindelse med det religiøse. Og så forstår jeg stadig ikke, at det hykleriske er kritisabelt i sig selv, da det hykleriske vel er et udtryk for, at man forsøger at forstå teksterne i en moderne kontekst, og derfor ikke er blind i forhold til omverdenen. Jeg ville da umiddelbart mene, at det ville være værre at leve fuldstændigt i en religiøs skyggeverden.
Jeg synes det er vigtigt at holde fast i, at langt de meste i biblen rent faktisk er ret entydigt. Og særligt det konkrete eksempel, der flere gange har været bragt på banen i henhold til folkekirken. Der mener jeg stadig, at spørgsmålet om arrogance melder sig.
En spændende tilføjelse er det i øvrigt, at man næsten skal kalde sig ateist, for at kunne tage den her diskussion på et bare nogenlunde fornuftigt plan. Havde jeg proklameret mig selv kristen, så skulle jeg nok hurtigt have tiltrukket mig op til flere klistermærker (som der blev gjort antræk til da jeg gik ind i denne debat). Hvorfor mon det er sådan?
Nu var jeg ikke lige med i den del af diskussionen til at begynde med. Men overordnet set er det vist svært at slå disse tænkere over en kam. Nogle forsøgte at skabe en forbindelse mellem rationalitet og videnskab og religionen ved at "bevise", at rationalitet og videnskabens opdagelse kunne føres tilbage til en højere guddommelig magt.
Andre tog udgangspunkt i tvivlen som et religiøst grundvilkår.
Andre igen var optaget af mere sociale problemstillinger, og hvordan religionen ikke var allemandseje, men istedet noget latinsk hokus pokus, der blev forkyndt i kirken.
Og hvad gældende for de fleste af dem var, at de i en eller anden henseende brugte det som et politisk magtmiddel. Præcis som man principielt også kunne gøre det i dag, og hvilket man da også gør i visse henseende (det glemmer vi bare, fordi reglen er, at når de fleste er enige om noget, så er det ikke længere politik).
Der er et element i enhver religion, som modsiger det rationelle og logiske. Jeg ville blot påpege, at logik som et tankesæt altså ikke medfører en forståelse af, hvad det vil sige at være troende, selvom visse trosretninger kan synes mere logiske end andre. Det er en ekstern vurdering, der ikke nødvendigvis har en religiøs gyldighed.
Hvis vi prøver at gå tilbage til essensen i diskussionen som var folkekirken, så er det meget svært at se nogen logisk (rent teologisk) eller ikke-logisk (som i "vi tolker") linje, der skulle kunne retfærdiggøre den udvikling der er sket (lad os for en nem sags skyld bare snakke om de kvindelige præster i denne henseende).
Måske er det også det. Men man må bare i samme åndedrag erkende, at religionen ikke bare kan omsættes til praksis. Et andet eksempel (som Kieslowski har illustreret meget godt) er, når befalingerne kommer i konflikt med hinanden. Gud er tvetydig, og Guds befalinger kan komme i konflikt. Det kalder på, at den troende selv må træffe et valg. Det kan lede en til at tvivle, og tvivlen kan føre til en forkastelse af troen, da den ikke ud fra skrifterne synes at være sammenhængende. Men det kan også lede til fortolkning og søgen efter en bagvedliggende hensigt. Jeg vil mene, at den fortolkende tilgang til biblen giver lige så meget mening som en fundamentalistisk tilgang, da den fortolkende jo har til hensigt at skabe en sammenhæng og mening, der afspejler Guds karakter. Det er ikke bare bekvemmelighedstro, men ofte ret store intellektuelle anstrengelser, der ligger bag (om menigmand idag er bekvemmelighedskristen er for så vidt irrelevant her).
Hvis jeg forstår dig ret, så er vi helt enige her.
Men det forklarer ikke, eller legitimerer, folkekirkens kurs, som jeg i høj grad betragter som praktisk/politisk (populisme), snarere end et udtryk for religion.
Jeg vil gerne se argumentationen for det modsatte i al fald.
Men hvorfor er Biblen tvetydig visse steder? Man kan jo ikke bare lade tvetydigheden råde og kun følge de umiddelbart entydige tekststykker, da det overordnet set ville efterlade et tab af mening. Det tvetydige er iøvrigt ikke det samme som en selvmodsigelse.
Afgjort. Og der betvivler jeg de rent teologiske overvejelser (sindelag), som de pågældende mennesker har gjort for at "tolke" de steder, hvor biblen ligger i konflikt med sig selv.
Med andre ord: Det har ikke en bjælde med teologi at gøre for de mennesker. Kun praksis. Igen de kvindelige præster.
Og hvis jeg var Gud, ville jeg derfor være noget knotten. Og derfor mener jeg heller ikke man kan være både kristen og tilhænger af kvindelige præster - for der er biblen navnlig IKKE tvetydig!
Jamen enten har I en agenda, eller så er I ubevidste om, hvad jeres krav til en oprigtig kristen egentlig har af religiøst afsæt, og hvilke konsekvenser det har i forbindelse med det religiøse. Og så forstår jeg stadig ikke, at det hykleriske er kritisabelt i sig selv, da det hykleriske vel er et udtryk for, at man forsøger at forstå teksterne i en moderne kontekst, og derfor ikke er blind i forhold til omverdenen. Jeg ville da umiddelbart mene, at det ville være værre at leve fuldstændigt i en religiøs skyggeverden.
Jeg synes det er vigtigt at holde fast i, at langt de meste i biblen rent faktisk er ret entydigt. Og særligt det konkrete eksempel, der flere gange har været bragt på banen i henhold til folkekirken. Der mener jeg stadig, at spørgsmålet om arrogance melder sig.
En spændende tilføjelse er det i øvrigt, at man næsten skal kalde sig ateist, for at kunne tage den her diskussion på et bare nogenlunde fornuftigt plan. Havde jeg proklameret mig selv kristen, så skulle jeg nok hurtigt have tiltrukket mig op til flere klistermærker (som der blev gjort antræk til da jeg gik ind i denne debat). Hvorfor mon det er sådan?
Nu var jeg ikke lige med i den del af diskussionen til at begynde med. Men overordnet set er det vist svært at slå disse tænkere over en kam. Nogle forsøgte at skabe en forbindelse mellem rationalitet og videnskab og religionen ved at "bevise", at rationalitet og videnskabens opdagelse kunne føres tilbage til en højere guddommelig magt.
Andre tog udgangspunkt i tvivlen som et religiøst grundvilkår.
Andre igen var optaget af mere sociale problemstillinger, og hvordan religionen ikke var allemandseje, men istedet noget latinsk hokus pokus, der blev forkyndt i kirken.
Og hvad gældende for de fleste af dem var, at de i en eller anden henseende brugte det som et politisk magtmiddel. Præcis som man principielt også kunne gøre det i dag, og hvilket man da også gør i visse henseende (det glemmer vi bare, fordi reglen er, at når de fleste er enige om noget, så er det ikke længere politik).
Mvh.