Jeg tror, at hun har ret.
Jeg studerede med en del DSU´ere, som tog den klassiske vej: DSU->akademisk studie->Studenterråd->Borgerrepræsentation->Christiansborg. Det var aldrig på tale, at man skulle andet, og studierne var egentlig blot formalia for at have noget at skrive på CV´et, det gik knap så meget ud på at lære noget og blive dannet, men mere på at knytte sociale bånd og skabe netværk gennem vennetjenester. Det større perspektiv går tabt, hvis de politiske repræsentanter fra barnsben af aldrig har kunnet skue fjernere end Christiansborgs mure. Det samme gør sig givetvis gældende for de andre store partiers udrugningsproces.
Det er måske en del af forklaringen på, at Christiansborgdebatterne er så skingre og hysteriske - her er det dog interessant at bemærke, at politikerne sagtens kan finde ud af at omgås hinanden som almindelige mennesker, når rampelyset er knap så skarpt i f.eks. udvalgsmøder. Det skingre og hysteriske er en del af et teater, der går ud på at profilere og adskille sig; det er bare en uheldig konsekvens, at det smitter af på befolkningen. Læs evt. Nationen for at se, hvad folk synes er okay ytringer om andre i det offentlige rum, og læg mærke til hvordan folk altid føler sig legitimeret til deres skriblerier ud fra en eller anden forestilling om "fjenden" og dennes farlige indstilling, og det mener jeg i særdeleshed er Christiansborgpolitikernes ansvar, da de fra starten af har sat den utroligt lave standard. Det er som at pisse i bukserne for at holde varmen: Man binder givetvis sit parti tættere sammen, når man kan opstille en fjende; men samtidig nedbryder man samfundets brede sammenhængskraft totalt. Det er afgørende, at vi alle kan omgås og leve side om side, at "røde" og "blå" ikke er fjender, men eksponenter for to forskellige politiske idealer og visioner om hele landets bedste, som kan diskuteres i mindelighed, således som det generelt har været normen i over 100 år.
Det altoverskyggende problem er, at Christiansborgpolitikerne ikke virker til selv at være i stand til at se det, qua deres generelt noget begrænsede virkelighedshorisont. Ud over levebrødspolitikerne er der jo også en hel stand af professionelle, der servicerer dem og bygger karrierer på dette - de har jo ikke ligefrem nogen interesse i at klæde deres politikere på til virkeligheden, de er ansat til at "vinde". Det er f.eks. ret tankevækkende, hvordan det er historikere og fagøkonomer, der må på banen for at fortælle, at konkurrencestaten og arbejdsfællesskabet er brud med selve kernen i socialdemokratisk politik, som den har været ført siden 1800-tallet. Internt i folketingsgruppen var der ingen debat, hvis Corydon og Helle siger det er socialdemokratisk politik, så må det være sådan, det er. I min optik er det ikke sådan en god partisoldat agerer, hvis man hæver blikket op og kigger på landet 10-20-30 år ude i fremtiden, frem for at se på en snæver 4-årig periode indtil man skal på valg igen. Nogle gange føles det som om, at folket tjener Christiansborg i højere grad end Christiansborg tjener folket.
Måske ville et tvunget rotationsprincip være en fordel, for så vil det give knap så meget mening at uddanne sig til levebrødspolitiker, som jo er en reel karrierevej i dagens Danmark.
Jeg studerede med en del DSU´ere, som tog den klassiske vej: DSU->akademisk studie->Studenterråd->Borgerrepræsentation->Christiansborg. Det var aldrig på tale, at man skulle andet, og studierne var egentlig blot formalia for at have noget at skrive på CV´et, det gik knap så meget ud på at lære noget og blive dannet, men mere på at knytte sociale bånd og skabe netværk gennem vennetjenester. Det større perspektiv går tabt, hvis de politiske repræsentanter fra barnsben af aldrig har kunnet skue fjernere end Christiansborgs mure. Det samme gør sig givetvis gældende for de andre store partiers udrugningsproces.
Det er måske en del af forklaringen på, at Christiansborgdebatterne er så skingre og hysteriske - her er det dog interessant at bemærke, at politikerne sagtens kan finde ud af at omgås hinanden som almindelige mennesker, når rampelyset er knap så skarpt i f.eks. udvalgsmøder. Det skingre og hysteriske er en del af et teater, der går ud på at profilere og adskille sig; det er bare en uheldig konsekvens, at det smitter af på befolkningen. Læs evt. Nationen for at se, hvad folk synes er okay ytringer om andre i det offentlige rum, og læg mærke til hvordan folk altid føler sig legitimeret til deres skriblerier ud fra en eller anden forestilling om "fjenden" og dennes farlige indstilling, og det mener jeg i særdeleshed er Christiansborgpolitikernes ansvar, da de fra starten af har sat den utroligt lave standard. Det er som at pisse i bukserne for at holde varmen: Man binder givetvis sit parti tættere sammen, når man kan opstille en fjende; men samtidig nedbryder man samfundets brede sammenhængskraft totalt. Det er afgørende, at vi alle kan omgås og leve side om side, at "røde" og "blå" ikke er fjender, men eksponenter for to forskellige politiske idealer og visioner om hele landets bedste, som kan diskuteres i mindelighed, således som det generelt har været normen i over 100 år.
Det altoverskyggende problem er, at Christiansborgpolitikerne ikke virker til selv at være i stand til at se det, qua deres generelt noget begrænsede virkelighedshorisont. Ud over levebrødspolitikerne er der jo også en hel stand af professionelle, der servicerer dem og bygger karrierer på dette - de har jo ikke ligefrem nogen interesse i at klæde deres politikere på til virkeligheden, de er ansat til at "vinde". Det er f.eks. ret tankevækkende, hvordan det er historikere og fagøkonomer, der må på banen for at fortælle, at konkurrencestaten og arbejdsfællesskabet er brud med selve kernen i socialdemokratisk politik, som den har været ført siden 1800-tallet. Internt i folketingsgruppen var der ingen debat, hvis Corydon og Helle siger det er socialdemokratisk politik, så må det være sådan, det er. I min optik er det ikke sådan en god partisoldat agerer, hvis man hæver blikket op og kigger på landet 10-20-30 år ude i fremtiden, frem for at se på en snæver 4-årig periode indtil man skal på valg igen. Nogle gange føles det som om, at folket tjener Christiansborg i højere grad end Christiansborg tjener folket.
Måske ville et tvunget rotationsprincip være en fordel, for så vil det give knap så meget mening at uddanne sig til levebrødspolitiker, som jo er en reel karrierevej i dagens Danmark.