Den er ikke sindsyg høj, men den kan godt blive lavere, hvis man førte en fornuftig politik.
Men hvorfor skal en arbejdsløshedsforsikring pinedød være lavere? Ideen med dagpenge er ikke, at folk skal leve på den i årevis, men derimod at folk ikke skal tvinges til at flytte ud af deres bolig og over i noget billigt lejeknald, bare fordi de bliver sagt op og ikke øjeblikkeligt kan finde et alternativ.
Og hvis du går fra fx 40k brutto om måneden til 4245 om ugen brutto, så kan du hurtigt få problemer med at have dækning for både bil, bolig og forbrug. Skruer du dagpengene ned, så ramler budgettet pludseligt ret kraftigt, og så er a-kassen reelt ikke emget værd som arbejdsløshedsforsikring. Så er man alligevel nødt til at købe noget privat forsikring ved siden af eller i stedet for, og så er selve dagpengesystemet jo sådan set lige til at lukke ned.
Personen i programmet takkede da også pænt nej tak til det job hun blev tilbudt, da hun ville få mindre udbetalt af at komme i arbejde.
Ja, én person i ét program har takket pænt nej tak til hvad der sikkert var skodarbejde, men det er vel at mærke en person som via sin deltagelse i programmet netop demonstrerer, at hun ikke har meget sans for at administrere sin økonomi.
Det er vel ikke just et argument for, at det i en økonomisk betragtning er for godt at være arbejdsløs, at en person som ikke kan administrere økonomi vælger det af økonomiske årsager?
Sæt nu de sociale ydelser nej, og sænk skatten på arbejde.
Hvad opnår vi ved det? Skatten på arbejde er jo næsten ligegyldig nede i den lavere end af arbejdsmarkedet, hvor vi nok finde den større andel af jobmulighederne for folk på understøttelse. Men vi kan selvfølgelig gøre det så groft, at vores understøttelse primært er teoretisk, og valget mellem arbejde og ikke arbejde reelt er et valg mellem mad eller hjemløshed. Er det den retning, du gerne ser os gå i?
Eller er det trods alt at stramme skruen lidt for meget? Kontanthjælp er allerede noget lort at leve på. Der er minimalt med tillid til den enkelte border, og jeg kan love dig for, at selv borgere på dagpenge har en fornemmelse af at være umyndiggjort. Jeg var arbejdsløs i et par år efter jeg dimitterede, så ja, det er en personlig erfaring, og nej, jeg har faktisk aldrig mødt nogen, der ligefrem fejrede at være arbejdsløse.
Selvfølgelig er der snyltere, men lad nu være med at dømme hele flokken af arbejdsløse ud fra de grimme æbler, som medierne hiver frem i tide og utide.