Snak

"Det smarte er jo ikke at behøve at have så mange penge i kassen til at behandle livstilsygdommene"

- Jamen jeg er helt enig. Kunne man helt eliminere udfordringerne, så ville det være optimalt. Men som jeg har forsøgt at argumentere for, de sidste 3-4 sider, tror jeg ikke på projektet. Jeg tror det er den teknologiske og medicinale udvikling, der skal trække læsset. Præcis som det har været tilfældet, for generationerne født ved det tyvende århunderes begyndelse og frem. I den periode har folkesundheden fået et gedigent boost, hvor f.eks. børnedødeligheden er betragteligt mindsket og middellevealderen forøget med næsten 50%. Vel at mærke i takt med de nuværende livsstilssygdommes indtog. Jeg har ikke den store tiltro til, at det enkelte individ - i en statsstimuleret, kollektiv handling sammen med andre individer - ændrer så meget ved sine vaner, at det rykker noget. Læren er, at det jo er gået meget fint, trods fokus på og oplysning om kost- og motionsvaner, stillesiddende arbejde osv. Vi bliver ældre og ældre, trods nær-afhængigheden af de mange stimulanser. Og den udvikling koster penge. Mange penge. Medicinalindustrien tjener kassen på netop den udvikling - og med den, også staten. Sukkersygepatienter og hjertekar-patienter, som for store dele er udfald af (usund) livsstil, har på 20 år gennemgået en forebyggelses- og behandlingsproces, der har reduceret dødeligheden med over 40%. En proces, der har været en kostelig, men effektiv affære. Det varer ikke længe inden "fat-killers" ser dagens lys (de findes allerede, og virker, de har bare nogle bivirkninger, der skal arbejdes på at få sorteret fra), og sådan vil den medicinale industri konstant finde lappeløsninger på aktuelle livsstilsproblemer. Løsninger, der i sidste ende kurerer og/eller forlæger liv. Igen, som jeg også tidligere har skrevet, kan man sagtens diskutere, om det er en ønskelig vej at gå (udvikling/lappeløsning via teknologiske og medicinale fremskridt, uden at fjerne afhængigheden), men det virker, og det virker beviseligt rigtig, rigtig godt. Håbet på at "den anden vej" virker, er netop bare et håb. Og en økonomisk satsning. Igen (igen), som jeg ser det.

Det er vel strengt talt også et håb, at man kan kurere alt medicinsk.

Kræft er der også forsket en del i uden at denne sygdom sådan uden videre er forsvundet. Herudover kan man jo lide betydelig skade og koste samfundet ustyrligt mange penge uden at dø af den grund. Man kan jo ligge i en seng eller sidde i en kørestol i ret mange år. Det er ikke fordi jeg på nogen måde underkender sundhedsvæsenets eller forskningens rolle, men indtil den beskrevne mirakelmedicin er tilgængelig, kan man jo ikke sidde med hænderne i skødet. Og håbe.

Løsningen bør som i alle mulige andre sammenhænge naturligvis være både at mindske sygdomsfremkaldende adfærd og samtidig tage sig af dem, der bliver syge.

Men nu sidder jeg med mistanken om, at jeg kommer til at gentage mig selv. Fredagsøllene venter.

Et begrundet håb, vil jeg mene. Alternativt må det gå over enhvers forstand, hvad pokker der er sket de sidste ca. 100 år.

Mht. syges økonomiske træk på (velfærds(!))samfundet, glædes jeg altid over, når den slags kommer fra personer, som ønsker en fortsat import af årlige, tocifrede mia. underskudsforretninger. Ikke at det gør mig noget: Jo hurtigere vi kan få sendt velfærdsmodellen i graven, des bedre. Men det er en helt anden snak.

BLiver simpelthen nødt til at spørge herinde.
Virker en lempelse af selskabsskatten virkelig så meget som visse politikere gerne vil gøre det til? Eller er det bare rent symbolsk for at det virker til man gør noget?
Spørger fordi jeg ikke ved det, og har hørt forskellige ting.

Virker en lempelse af selskabsskatten virkelig så meget som visse politikere gerne vil gøre det til? Eller er det bare rent symbolsk for at det virker til man gør noget?
Spørger fordi jeg ikke ved det, og har hørt forskellige ting.

Tror ikke umiddelbart, at det skaber en masse jobs. Jeg tror dog, at det forhindrer, at der forsvinder yderligere arbejdspladser. Ved at sætte selskabsskatten ned på samme niveau som i Sverige, reducerer det incitamentet til at opstarte en ny virksomhed i Sverige frem for her i Danmark. Så umiddelbart skaber det ikke en masse jobs, men forhindrer, at der forsvinder en masse.

Det er på en eller anden måde lykkedes CEPOS og andre, at bilde store dele af politikerne ind at det er hundedyrt at starte og køre en virksomhed i Danmark. I forhold til mange af vores konkurrenter, er billedet heldigvis noget mere nuanceret.

En nylig offentliggjort undersøgelse fra OECD viser da også at det ikke står så slemt til. Det er værd at bemærke, at for eksempel betaler virksomheder i andre lande arbejdsmarkedsbidraget, mens det i Danmark er en del af den personlige beskatning.

Derudover viser undersøgelsen, at adgangen til kvalificeret arbejdskraft på et fleksibelt arbejdsmarked, et godt sundhedssystem, hurtig og korruptionsfri sagsbehandling etc. vejer meget tungt når investeringskronerne skal placeres. I den globale konkurrence er vi ret godt med her.

Hvis midlerne til skattenedsættelsen tages fra ovenstående områder er jeg derfor ikke helt sikker på at det i længden er en fremragende idé.

Et begrundet håb, vil jeg mene. Alternativt må det gå over enhvers forstand, hvad pokker der er sket de sidste ca. 100 år.

Men jo stadig ikke noget, man uden videre kan regne med. Alternativt må det gå over enhvers forstand, hvad pokker der er sket med udviklingen i fedme og diabetes de sidste ca. 15-20 år.

"Alternativt må det gå over enhvers forstand, hvad pokker der er sket med udviklingen i fedme og diabetes de sidste ca. 15-20 år"

- Hvorfor det? Et problem skal jo først opstå og slå rod, før der bliver gjort noget ved det. Medicinalindustrien er af gode grunde konstant på bagkant i forhold til det kommende sygdomsbillede, men igennem 100 år er det alligevel lykkedes, at få hævet middellevealderen med næsten 50%. Det er selvfølgelig fordi, at industrien er fremragende til at finde løsninger på problemet, og det tror jeg også den vil gøre i forhold til fedme og diabetes.

Diabetes har da været et problem altid. Det har kræft også. Og der har vel også altid været et marked for at se tyndere ud. Specielt i USA, hvor fedmekurven knækkede lang tid før i Danmark. Det lader dermed til, at forskningen i løbet af årene er løbet ind i én eller to problemer.

Jeg håber da, at man opfinder en nem løsning på den slags. Men ingen ansvarlige mennesker kan jo afvise tiltag til at forebygge livstilsygdomme i dag med henvisning til, at der måske kommer en løsning engang i fremtiden...

Det er jo heller ikke min pointe. Forebyggelse tror jeg, jeg har nævnt henved tyve gange i denne snak. Min pointe er derimod, at det bliver udviklingen i de nævnte industrier, der kommer til at trække det tungeste læs. Som det har været tilfældet de sidste godt 100 år. Og at der til det formål, skal bruges penge. Mange penge. Igen, industrierne vil altid være på bagkant. Derfor er de også bagud i forhold til relativt nye livsstilssygdomme. Uden jeg tror, du kun vil den ene vej, så er dit argument, som jeg læser det, at den ene vej kan være ligeså god som den anden, da det alligevel blot er håbet der er eneste gældende begrundelse. Og den holdning forstår jeg ikke. Jeg synes historien taler sit tydelige sprog. Den ene vej har allerede vist fantastiske resultater, den anden... tja.

Om det, der nok er mindre væsentligt: Det er jo ikke fordi, du ikke ved det, men det er lidt svært at sammenligne behandlingsmulighederne i USA og i Danmark, eftersom velfærdsydelserne, herunder dem under sundshedsvæsnet, er vidt forskellige. At fedme er et større problem i USA hænger også sammen med, at det accepteres, at mennesker helt basalt bestemmer over deres eget liv og deres egen krop. Det sagt findes der allerede effektive "fat-killers". Det har jeg vist også fået skrevet et sted i tråden. De er bare proppet med bivirkninger, som får mange til gå udenom dem.