Lidt historik:
John Christensen, Henrik Stevnsborg: Masker og maskeforbud
Af sprogrevisor, cand. phil. John Christensen og seniorstipendiat, lic. phil. Henrik Stevnsborg
1. I spørgsmål nr. 273 ønskede folketingets retsudvalg den 13. april 1987 (alm. del ‐ bilag 382) oplyst, hvorvidt justitsministeren overvejede at indføre et maskeringsforbud under demonstrationer o.l. Spørgsmålet faldt i forlængelse af BZ-urolighederne i efteråret 1986.
Justitsminister Ninn-Hansens svar forelå den 10. juli og var éntydigt benægtende: »Et sådant forbud ville efter min opfattelse give anledning til afgrænsningsvanskeligheder i praksis, og jeg mener heller ikke, at en ordning af den omhandlede karakter ville være i overensstemmelse med den danske tradition«, hedder det bl.a. i ministerens svar. Det fremgår også af svaret, at dét, justitsministeren umiddelbart havde i tankerne, var muligheden af en ændring i eller tilføjelse til straffelovens § 114. Denne paragraf 114 blev indsat med 5-kolonneloven nr. 225 af 7. juni 1952 og erstattede det indtil da gældende særlige uniformsforbud. Forbudet mod at bære uniform blev på sin side indført i 1933 for at dæmme op for politiske grupperinger og partiers militante agitationskorps. Det vendte sig ikke direkte mod demonstranter, som skjulte ansigtet, men mod brugen af »passiv bevæbning« og anonymisering i form af ensartede kasketter, tørklæder, skråremme og blankpolerede støvler. Men straffelovens § 114 handler fortsat om korps, grupper eller sammenslutninger, »der har til
hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen«. Straffen herfor er fængsel i indtil 6 år. Et maskeforbud efter denne paragraf ville automatisk hæve hele spørgsmålet om maskering op i et plan, hvor der er tale om forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, d.v.s. terrorisme og borgerkrigslignende tilstande. Man kan på den baggrund kun hilse det velkomment, at justitsministeren således slog koldt vand i blodet. 1980´ernes Danmark er ikke 1930´ernes, og at forhåndsrubricere hættemænd som statsfjender og terrorister vil være proportionsforvrængende.
På den anden side både kan og bør man diskutere, om justitsministeren alligevel nåede den rigtige konklusion.
2. Det kan ikke bestrides, at et maskeforbud kan give anledning til afgrænsningsvanskeligheder, al den stund dét at maskere sig er et urmenneskeligt fænomen med bund i instinkter og psykologiske mekanismer, som aldrig kan udryddes med lovgivning. Masken har fulgt os gennem hele vores udvikling fra naturfolk til, ja, højt civiliserede mennesker. I tidernes morgen indgik den som et vigtigt led i den religiøse kultus, hvor vi brugte den som middel til at skræmme og forjage onde ånder og dæmoner. Senere er masken gledet fra. den hedenske gudstjeneste over i skuespilkunsten, med en tradition, der som bekendt spænder fra det gamle Grækenland ‐ med den glade maske og den traurige maske ‐ til den italienske commedia dell´- arte: Harlekin, Columbine og Pjerrot. Idag ses masken kun sjældent i teatret, men parallelt med anvendelsen til scenebrug har man i århundreder kunnet møde den i maskeraderne. En maskerade er ‐ som det bl.a. fremgår af Holbergs komedie af samme navn ‐ et maske- og kostumebal, hvor den dagligdags balance og den sociale orden er forrykket for en kort, hektisk stund. Maskeraden har igen sin oprindelse i ældgamle folkelege og mummespil med optog og forklædningsløjer, gerne i forbindelse med overgangen fra vinter til vår; fra mørke til lys. Måske toppede denne tradition på Holbergs tid, men død er den langtfra. Ikke blot har børnene deres fastelavnsmasker endnu, men trangen til ansvarsfri glædesudfoldelse har tværtimod fået en ny renæssance med de seneste års pinsekarnevaller og deres titusindtallige opbud af sminkede, kostumerede og maskerede danskere.
Afgrænsningsvanskelighederne er således naturligt til stede, men alligevel. Såsandt som ethvert fornuftigt menneske kan kende forskel på en elefanthue og en rød papnæse med elastikker, må det være muligt at løse opgaven i praksis. Det må være muligt at skille maskerede lovovertrædere fra maskerede festmagere.
I hvert fald er forsøget gjort før. Justitsministeren har nemlig præcis ikke ret i, at det ville være stridende mod dansk tradition at se disse afgrænsningsvanskeligheder løst med en form for maskeforbud. Faktisk, viser det sig, har man tidligere haft et maskeforbud i Københavns politilovgivning, ja stort set lige så længe man overhovedet har haft et politi.
3. København ‐ og Danmark ‐ fik sin første politimester sidst i 1682. Politimesteren havde til opgave at sikre ordenens opretholdelse. Ordensbegrebet var præget af mangfoldighed. Politiet skulle overvåge ‐ og vi nævner i flæng ‐ at gaderne blev holdt rene, at brødet holdt kvalitet og pris, at fester afvikledes i fordragelighed og uden fråds, at ligtog havde en passende længde, at borgerne stedse gik sømmeligt klædt, uden overdreven luksus. Til disse mange andre påbud og forbud kom ved en forordning af 21. januar 1688 tillige et forbud mod at vise sig »maskeret, formummet eller sværtet« i Københavns gader. Overtrædelse skulle straffes, som det hed, »på kroppen med fængsel, og ellers efter forseelsens beskaffenhed«. Det fremgår beklageligvis ikke af det daværende justitsministerium, Danske Kancelli´s, lovsag i præcis hvilken anledning, der indførtes maskeforbud på netop dette tidspunkt. Der henvises blot til, at »maskerede har begået adskillige insolentier (d.v.s. ulovligheder) i København om aftenen«. Reglen om forbud mod offentligt at bære maske blev optaget i Den store Politiforordning af 22. oktober 1701. Hér indarbejdedes den i kapitel 3 om »ærbarheden og de gode sæder«, hvor den optræder mellem bestemmelser om bordeller, om drik og spil på værtshusene og om »grassategang«. Også senere i den enevældige tid blev der lovgivet om maskering. Ved en politiplakat af 1. marts 1803 blev bestemt,
at maskerader og maskeballer fremtidig ikke måtte afholdes, forinden Danske Kancelli havde meddelt sin tilladelse. I en anden politiplakat af 4. marts 1814 blev den jødiske minoritet advaret om, at 1688-forordningen ville blive påberåbt, såfremt den fortsatte med den uskik at »besøge hinanden i husene på deres fastelavn« i maskeret og forklædt stand.
Efter demokratiets indførelse i 1849 blev der ‐ omend med stor forsinkelse ‐ udarbejdet den første egentlige politivedtægt for København. Vedtægten trådte i kraft den 1. april 1869, og dens § 9 lyder således: »Ingen må på offentlig gade, vej eller plads vise sig maskeret eller i en dragt, der er stridende mod velanstændighed eller egnet til at fremkalde forstyrrelse af den offentlige orden. Ligeledes er det forbudt at vise nogen uanstændig opførsel, såsom ved uanstændige ord eller lader, ved uanstændig blottelse af legemet, ved at lade vandet på upassende steder, eller på anden måde«.
Denne brede bestemmelse, der på én gang er vendt mod den ordenstruende afklædning og den ordenstruende påklædning, er ganske sigende: Maskering rangerer på niveau med vandladning ‐ men straffes også derefter. Straffen er typisk, som ved alle andre politivedtægtsovertrædelser, en bøde.
Ved revisionen af politivedtægten 1. marts 1913 udvidedes § 9 med regler om forbud mod opfordring til utugt, herunder med et forbud mod »løsagtige fruentimmeres« trækken på offentlige steder. Da politivedtægten påny blev taget op til revision i slutningen af 1950´erne, blev § 9 fuldstændig omskrevet. Ved omskrivningen bortfaldt det selvstændige maskeforbud, hvilket af formanden for borgerrepræsentationens politivedtægtsudvalg begrundedes med, at der ikke skønnedes at bestå noget behov for »forbud, som griber ind i borgernes naturlige ret til frit at vælge deres egen klædedragt«. Nøgleordene var liberalisering og afskaffelse af alle »utidige indgreb i borgernes frihed«. Den nye politivedtægt for København blev bekendtgjort 21. november 1967 og trådte i kraft 1. januar 1968. Herefter er retstilstanden dén, at enhver kan maskere sig, som han eller hun vil ‐ det være sig privat eller offentligt; men noget traditionsstridigt ville der ikke være i påny at lade politilovgivningen indeholde et forbud mod at bære maske, hvor en sådan tilsløring af identitet kan forstyrre den offentlige orden. I normalpolitivedtægten kunne optages en bestemmelse svarende til den, der gjaldt i København helt op til 1968.
“Der var andre der trak mer' end jeg”