Snak

Nu kører det jo helt af sporet. Matias, du skal kalde mig kulturmarxistisk halalhippie og jeg skal sætte dig i bås med Søren Krarup, og den skal vi køre frem og tilbage et par sider. Jeg gider ikke det der eksperimenterende fis du har gang i. Fokus på opgaven!

Det er jo i øvrigt ret ukontroversielt at anskue kristendommen som en enhed, i hvilken Auken, Krarup og Ruth indgår.

Auken er vel politisk-kulturelt sådan nogenlunde repræsentativ for flertallet af præster i folkekirken, Krarup ditto for et ikke ubetydeligt mindretal, mens Ruth tilhører en lille sekt uden for folkekirken.

Osv.

Nnnnnnnnnnnej. Forkert.

Det er jeg ikke overrasket over. Det tror jeg stort set alle gør. Hvilket står i stærk kontrast til den selvforståelse, som vidende, intelligente væsner, vi har af os selv, på disse breddegrader. Man har taget fejl siden afsættelsen af Shahen, hvilket giver 30+ år med mere eller mindre uafbrudte fejltolkninger. Det er meget imponerende.

Jeg er såmænd ikke uenig i Mr. Spocks indlæg, men pointen er den, at det blot ikke ret væsentligt for hverken de mennesker det omhandler, eller, på lidt længere sigt, vesterlændinge. Hvordan man så bør/kan/skal anskue det, vil jeg helst ikke give mig i kast med. Jeg ved det nemlig ikke. Det eneste jeg ved, er, at man har taget fejl - og ikke bare en smule, men bragende - i forhold til samme befolkningsgrupper både indenfor og udenfor egne grænser. Løsningerne internt er derfor de samme, og lige lidt ændrer de. Og forventningerne eksternt er derfor de samme, og lige overrasket bliver man, når resultaterne bliver helt andre, end antaget.

Som skrevet et par gange tidligere, er det bestemt ikke noget, jeg begræder. Det gør det hele meget lettere.

Du må kalde mig lige hvad du vil, Mr. Spock. Det ændrer ikke på noget som helst. Og ja, fokus på opgaven - du kan få topkarakter på et hvilket som helst studie, der er relevant for emnet. Det kan du vælge at være stolt af.

Jeg vil dog sige så meget, at det ikke er mig der er eksperimenterende. Jeg er ganske konservativ, og det eksperimenterende består i, at gamble med udfaldet af, at tilsidesætte virkeligheden for at fremme en illusion, der i bedste fald er behagelig at forholde sig til.

Så, vent, nu har jeg intet forhold til denne Irving Jensen, som jeg vist kun kender af navn (jeg ser ikke Deadline og slige), men du har skuet ud over historien og gennemskuet de mangfoldige fejltagelser gennem tiden og ved nu, hvordan det rettelig hænger sammen? Det lyder sgu lidt megalomant.

Matias forvekslede vist bare "os" med KUA..

(DR, Pol, RUC, osv. er i ovenstående selvfølgelig en delmængde i "KUA")

Okocha, såfremt du virkelig mener, at du kan slutte følgende - du har skuet ud over historien og gennemskuet de mangfoldige fejltagelser gennem tiden og ved nu, hvordan det rettelig hænger sammen - ud fra følgende, jeg har skrevet: "Hvordan man så bør/kan/skal anskue det, vil jeg helst ikke give mig i kast med. Jeg ved det nemlig ikke. Det eneste jeg ved, er, at man har taget fejl", tror jeg du kan få gavn af at tage et smugkig på, hvad det er du har behov for, at jeg skulle argumentere for og mene.

Men apropos megalomant, så er det da lidt af en voldsom holdning til egne synspunkter, at de er så rigtige, at de ikke, på noget tidspunkt, regnes med at kunne være fejlbarlige. Uanset hvad der i øvrigt sker lige foran snuden på en. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om du rent faktisk er i stand til at forholde dig kritisk til eget virkelighedsbillede, jeg har bare ikke lige oplevet det fra din side.

Det sagt tror jeg du får mest sjælefred af, at gøre som du plejer: Smutte fra tråden når du løber på en, som har så radikalt anderledes syn på virkeligheden, at det vender sig i maven på dig.

I princippet kan Matias jo godt have en glimrende pointe angående det at blande kulturer. Konsekvensen af den pointe levet ud vil bare være noget drastisk, ligesom det ville ophæve ideen om, at mennesker skal betragtes som individer og ikke som en gruppe.

Jeg ved, at Matias er non-interventionist, fordi de gode intentioner kontinuerligt giver bagslag. I den henseende må jeg dog skuffe ham; det er nemlig ikke gode intentioner, der i første omgang skaber interventionen. Sådan italesættes det bare efterfølgende, når teoretikkere sætter sig i et Deadline-studie. Det handler om rå magt og interesser, og intet andet (R.I.P. Kenneth Waltz). Så jeg ved ikke om kritikken er helt ramt; for det at ville "hjælpe dem" har jo aldrig været hovedformålet, snarere undskyldningen.

Personligt tror jeg heller ikke på ideen om, at to kulturer, der til en vis grad identificerer sig i forhold til hinanden, kan leve fredeligt sammen uden at kæmpe om en art overherredømme. Det ser vi i mine øjne hele tiden, og det er dybest set fordi, at begge er bange for deres fremtidige eksistens - derfor vil de hver især prøve at reformere hinanden. Og det sker ikke altid helt stilfærdigt.

Det er interessant at anskue et land som Irland. Man havde borgerkrig i 1922, hvor forskellige politiske fraktioner kæmpede mod hinanden. For at gøre kål på det had, som den konflikt skabte, har man sidenhen skabt en meget stærk nationalkultur, som står højere end de andre, underlæggende identiteter (i bund og grund vel det samme princip, der holdt Jugoslavien sammen under Tito). Pointen med det er, at eftersom vi i Danmark ikke har nogen nationalkultur, eller nogen fodboldkultur for den sags skyld, så vil alt for mange identificere sig via en gammel mellemøstlig religion i mangel på noget bedre.

Jeg beklager, at jeg ikke fik læst dit indlæg ordentligt, og at jeg misforstod dig, Matias. Jeg tog dig fejlagtigt – halvvejs i hvert fald – til indtægt for Teleduffes holdning ("Islam er en ond ideologi!" etc.)

Men blot for at forstå dig ordentligt:

Du mener, at fejlen (a la Irving eller whatever) er, at man fra at insistere på Islams mangfoldighed ofte springer videre til "så det hele ordner sig jo!", eller hvad?

Frem for at erkende, at kulturmøderne i indvandring på den skala, vi har oplevet fra særligt muslimske lande, uundgåeligt afføder konflikter, konfrontationer, nye rammer for den offentlige orden etc.?

For selvom vi nok er uenige om meget, er vi i hvert fald ikke uenige om valget mellem de to ovenstående.