Man kan ikke fortænke Mette Frederiksen i at rive sig i håret af frustration.
Hendes parlamentariske grundlag, er en de største hurdler i bestræbelserne på at ramme statsministerposten.
Den politiske afstand til partier som RV+EL+ALT, er støt voksende, og en giftig faktor i en tre uger lang valgkamp.
Rets-, skatte- og udlændingepolitik er blandt de store knaster. Problemet bliver ikke mindre af at netop de emner, sundhed inklusiv, er de temaer vælgerne er mest optaget af.
Ift el, er det vanskeligt at vurdere om det er Pelle Dragsdahl, eller Johanne Smiths linje mht udlændingepolitik, der tegner partiet.
RV har altid været umulige. Ingen regering i danmarkshistorien med radikal deltagelse, er gået frem ved det efterfølgende valg!
Alternativet er et politisk cirkus, hvor man bør prise sig lykkelig for at være i Opposition. Partiet har voldsomme problemer med at styre butikken internt, og en rolle som regeringsbærende parti, kan blive ligeså underholdende som den bliver kaotisk.
SF er bare ligegyldige. I Mette Frederiksens verden, er det i sammenligning med de øvrige partier, en gave.
SF-profilen blev udvisket under Thorning, og Pia Dyhr forsøger desperat at (gen)skabe en fortælling, som de færreste har noteret sig hvad omhandler.
Men noget med grøn omstilling...
Alt i alt, må Frederiksen bede til at forspringet for rød blok ved valgets udskrivelse, er stort nok til at bære i de tre uger valgkampen løber.
Der er en S-tradition for at formanden får to skud i bøssen. Det kan blive Frederiksens (om)vej til Slotsholmen.
FREM for alt