Snak

Jeg er selv flytning fra Afghanistan. Da jeg kom hertil sammen med min familie, så blev vi indkvarteret på en gård lidt væk fra selve "byen". Min tid foregik enten med at være i skole, eller lege med mine danske venner fra min klasse i fritiden. Det skyldtes, at jeg ikke gad gå i modtage-klassen med de andre udlændinge. I dag ser jeg de samme rødder fra modtage-klassen rende rundt og ikke have noget at foretage sig. Mange af dem er kriminelle og lever af narkopenge, eller af at være en del af bandemiljøet.

For mit vedkommende, så hjælper ingen integrationstiltag, hvis man alligvel lukker folk ind, hvor de ikke kan indgå i forskellige relationer med etniske dansker. Endvidere, så blev de her rødder også indkvarteret i samme område, hvor der ikke var andet end betonblokke.

Nu er betonblokke ikke ensbetydende med, at det skal gå galt. Det er oftest et spørgsmål om prioritering. Jeg ser mange eksempler fra mit arbejde med forældre som man almindeligvis ikke vil definere som ressourcestærke (enlige mødre, folk på passiv overførelsesindkomst, folk i ufaglærte jobs med dårlige danskkundskaber osv), men som har børn som klarer sig fagligt godt i folkeskolen og opfører sig pænt, og det er selvom store dele af deres verden er centreret omkring om et boligområde, som de meget sjældent bevæger sig væk fra, hvorfor kontakten med etniske danskere også er begrænset. Men forældrene tager deres forældreopgave på sig og sørger for, at deres børn har nogle fritidsinteresser og ikke konstant hænger ud på gaden. Det kræver ikke meget.

Kvindesynet er af en vis betydning.

Det kommer til udtryk på arenaer, hvor integration i form af fælles praksis, og mødet mellem mennesker, normalt resulterer i en relativt ubesværet inklusion.

Imidlertid ser vi på folkeskoler, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser mm., at sameksistensen er begrænset, primært som følge af kønstemaet.

Reelt har vi taget imod en kultur, hvor den ene halvdel(mændene), er alt andet end begejstret for, at den anden halvdel(kvinderne), er involveret i nogen former for samvær med mænd, tilhørende den eksisterende kultur.

Social kontrol og genopdragelsesrejser i de unge år, afløses af tvangsægteskaber, og forbud mod indgåelse af ægteskab med ikke ikkemuslimer.

Sidstnævnte er naturligvis ikke gældende for muslimske mænd!

kimTell,
[quote]
»Lader folk passe sig selv!«

Hvad mener du? Hvilke grupper i danmarkshistorien er nurset så grundigt som netop mena-indvandrergrupperne?

22 integrationsprojekter
Mødregrupper
Rollemodeller
Fædregrupper
Ungdomsklubber
Friplads til foreninger
Modersmålsundervisning
Osv[/quote]

Hvad er det du prøver på at sige med ovenstående i forhold til mit sidste indlæg?

Simone Böhme er hot

clausp

De to indlæg hænger ikke sammen.

Det ene er et spørgsmål til dig, og det andet var generelle betragtninger vedrørende integration.

Ja, hvad gør vi så nu?

(Håber du kommer med endnu en super konstruktiv - og hysterisk morsomt - stikpille ang Fulton. Måske du også lige får flettet noget xenofob-beskyldning ind samtidig?)

NÅ, men hvad gør vi, Bosse?

Cabra

"Nu er betonblokke ikke ensbetydende med, at det skal gå galt."

Nej det er vi enige om, men jeg påpeger bare, at det gøre det sværer, hvis folk bliver "lukket" ind i de samme kulturelle normer, som deres forældre kommer fra.

Generelt synes jeg personligt, at det er et problem, at forældrene diktirer noget andet derhjemme, end det man får at vide for at blive en god samfundsborger. De her unge mennesker har svært ved at håndtere denne kulturelle splittelse, som der opstår.

kimTell,

De to indlæg hænger ikke sammen.

Det ene er et spørgsmål til dig, og det andet var generelle betragtninger vedrørende integration.

Det er ret underholdende med dig. Du må meget gerne uddybe spørgsmålets relevans i forhold til mit oprindelige indlæg.

Der var nok ingen der havde brokket sig hvis vi havde stillet en masse krav til folk der lige var kommet til landet, folk uden job, folk med problemer osv.

Er det et forsøg på Pinkster-sarkasme? Uanset hvilken model du vælger, vil der antageligvis altid være nogen der er uenige. Jeg skriver desuden intet om "en masse" krav. Det er helt oplagt at man ikke både kan blæse og have mel i munden, så der er et helt naturligt trade-off.

Hvad gør vi så nu?

Jeg er ikke typen der gør mig i fem hurtige løsninger på komplekse problemstillinger, af samme grund som jeg ikke bruger weekenden på at jagte enhjørninger.

Når du skaber førnævnte kultur, er det lidt som at lade en almindelig forkølelse sætte sig til dobbeltsidet lungebetændelse. Remedier som kunne have haft stor effekt på den første tilstand har ingen eller marginal effekt på den næste og tjener mest til at lindre lidt. Når du har skabt den sub-kultur i samfundet er det også meget vanskeligere at forske på hvad der faktisk virker.
I første omgang valgte man i et omfang bare at afskrive generationen som indvandrede, hvilket man så kan undskylde på forskellige måder. Poderne skal jo ud i det danske skolesystem, så antagelsen var at de ville udvikle sig omtrent som etniske danske dreng eller pige, siden de så får det ind mere eller mindre med modermælken. Det var endnu en naiv tilgang, da man istedet har fået en bunke kulturelle skilmissebørn at tøjle. Dels er forventningerne henholdsvis i hjemmet og i skole samt øvrig samfund forskellige, og dels har folkeskolen og de ansatte slet ikke været rustet til at forstå og håndtere den kulturelle dualitet. Det betyder at udvandingen af den kultur man skabte med de første tilkommere foregår i sneglefart, og frem for at afskrive én generation, risikerer man at måtte afskrive adskillige. Der er små tegn til bedring fra årgang til årgang, men det er langt fra tilfredsstillende.

Jeg tror ikke at løsningen er helt at droppe integration, som enkelte ellers mener, uagtet om det er nye indvandrere eller deres børn. Problemet er jo også, at når du kommer til 2. generation, er det principielt danske statsborgere der skal integreres, og det kan naturligvis ikke ignoreres. Jeg ser heller ikke en løsning i at grave en retorisk voldgrav rundt om subkulturen og stigmatisere hele segmentet. Du er selv leder, så du har vel kontakt med ganske mange organisationer. Her har du antageligvis også mødt rådne kulturer. Det er vel generelt accepteret at det i gennemsnit tager 5 år at ændre en organisationskultur og her er dialog og samarbejde helt væsentlig. Hvis du isolerer en afdeling, giver dem skylden for virksomhedens deroute og kalder dem ubrugelige, er det næppe sådan at de straks ligger sig i selen for at modbevise dig. Du får istedet en modkultur. I en organisation har man desuden kontrol, så uønskede elementer kan i et omfang fjernes. Du kan så overføre den problemstilling på makroniveau og fjerne den overordnede kontrol. Da er det ret oplagt, at tidshorisonten er eksponentielt anderledes.

Eksempelvis i Canada har man haft en succes med en større spredning, samtidig med at man involverer private sponsorer, samt velintegrerede indvandrere. Personlig havde jeg ikke haft et problem med midlertidig stavnsbånd under en integrationsfase. I forhold til incitamenter, har guleroden i mange lande mest været statsborgerskabet og de rettigheder som medfølger. Det er dog uhyre vanskelig at skille mellem, om løftet om statsborgerskab medfører en øget indsats eller om de som opnår det i udgangspunktet bare var bedre disponeret. Det meste forskning peger dog på at det er relativt få parametre, som har en solid korrelation med succesfuld integration, og det er på disse parametre man gerne skal se en assimilering. Dette vanskeliggøres dog af tilstanden som den er.
Det er ikke mit område, men en del af forskningen inden for feltet går i retning tilskyndelses eller bonus-programmer om du vil. I Danmark har tilgangen i et omfang været, både for indvandrere og arbejdsløse i almindelighed, at man skruer ned for ydelser med tanken at det gør det mere attraktivt at finde arbejde, men det med ret begrænset effekt. Det er også muligt at modulere mere positive incitamenter ind, skulle man mene. Videre hjælper tilgangen med at skrue ned ikke de som ikke har kompetencer til at gå ud at deltage. Aktuelt snakker man om at skære i børnechecken. Det er en ydelse man også i nogen grad kunne gøre deltagerafhængig, eksempelvis ved at skære hvis børnene ikke deltager og er decideret forstyrende på skolen. Implikationerne skal naturligvis undersøges nærmere, men i andre lande har man haft en vis succes på generel plan, med at straffe forældrene økonomisk, hvis ungerne udebliver uden gyldig grund, eller må sendes hjem grundet opførsel. Videre mener jeg at der kan gøres mere for at de unge faktisk kan begå sig sproglig og kulturelt inden de begynder på skolen.

Jeg tror ikke der en nogen let måde at tømme ghettoerne på og nedbryde kulturen omkring. Som med andre forældre ønsker indvandrere også det bedste for sit afkom, men at forene to kulturer i et system du ikke forstår, er næppe altid let.