100% enig. Savner pibe.
Det er sgu ikke kun indvandrere fra Somalia og Palæstina der skal stramme op. Der er masser af etniske danskere der suger på lappen, belaster sundhedsvæsenet, ikke bidrager til fællesskabet, overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker, underrepræsenteret på arbejdsmarkedet, ringe uddannet, snævertsynede holdninger til andre menneskers livsvalg, medvirker aktivt til degradering af natur og biodiversitet, smider skrald på gader og i naturen, har intet internationalt udsyn, ryger smøger foran deres børn, drikker for mange bajere, bruger kontanthjælpen i andre lande og dermed fucker med vores fælles økonomi osv. osv. osv.
Jeg synes det er en meget central debat; hvordan får vi disse mennesker til at indgå som en forankret del af fællesskabet? Hvordan undgår vi parallelsamfund som i Tønder og Brønderslev, hvor syge mennesker lever afsondret fra omverden og mere eller mindre gør hvad der passer dem, mens vi andre betaler for deres liv, hele livet?
Hvordan undgår vi, at disse mennesker ender som en klods om benet på resten af Danmark? Hvordan sikrer vi, at de også nyder godt at de muligheder vi har opstillet?
Hvordan kan vi nå deres børn, før det er for sent, og de ender ødelagte og som et nummer på en institution?
Det, synes jeg, er en interessant og relevant diskussion. Om vedkommende så hedder Dennis eller Deniz, det er ikke afgørende for mig.
Det er sgu ikke kun indvandrere fra Somalia og Palæstina der skal stramme op. Der er masser af etniske danskere der suger på lappen, belaster sundhedsvæsenet, ikke bidrager til fællesskabet, overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker, underrepræsenteret på arbejdsmarkedet, ringe uddannet, snævertsynede holdninger til andre menneskers livsvalg, medvirker aktivt til degradering af natur og biodiversitet, smider skrald på gader og i naturen, har intet internationalt udsyn, ryger smøger foran deres børn, drikker for mange bajere, bruger kontanthjælpen i andre lande og dermed fucker med vores fælles økonomi osv. osv. osv.
Jeg synes det er en meget central debat; hvordan får vi disse mennesker til at indgå som en forankret del af fællesskabet? Hvordan undgår vi parallelsamfund som i Tønder og Brønderslev, hvor syge mennesker lever afsondret fra omverden og mere eller mindre gør hvad der passer dem, mens vi andre betaler for deres liv, hele livet?
Hvordan undgår vi, at disse mennesker ender som en klods om benet på resten af Danmark? Hvordan sikrer vi, at de også nyder godt at de muligheder vi har opstillet?
Hvordan kan vi nå deres børn, før det er for sent, og de ender ødelagte og som et nummer på en institution?
Det, synes jeg, er en interessant og relevant diskussion. Om vedkommende så hedder Dennis eller Deniz, det er ikke afgørende for mig.