Ja. For dels betyder selve ordet Holocaust kun, at det var jøder, der blev dræbt og ofret (af religiøse grunde, fordi nazisterne beskyldte dem for at have slået Jesus ihjel).
...
Nej...
Bare fordi man har givet udryddelsen af 6 mio. jøder et navn, betyder ikke, at man så per definition er ligeglad med de øvrige ofre.
Endvidere lå nazisternes antipatier mod jøder ikke så meget i det faktum, de skulle have slået Jesus ihjel. Hitler var udtalt ikke-religiøs og mange af hans kumpaner fulgte trop (Goebbels, Bomann og Himmler var f.eks. alle rabiate anti-kirkelige, mens chef-ideologen Rosenberg var germansk hedensk). Så at de fra den ene dag til den anden pludselig skulle tro på en oldgammel katolsk (!!) skrøne, er slet og ret ikke rigtigt.
Deres antipati mod jøderne lå ikke i kristendom eller Biblen - den lå i genetik, for ej at glemme en udsøgt mulighed for at skabe en fælles fjende af det tyske folk.
Og dels er 6 millioner et ekstremt lille tal i forhold til de mindst 50 millioner, der døde ialt under 2. verdenskrig, og som hovedsageligt var civile.
Og din pointe er?
Jeg husker desuden stadig den historielærer, der var glade for at kunne fortælle os, at der heldigvis ikke var negre inden for de tysk kontrollerede områder, fordi nazisterne, som han sagde, betragtede negrene som den mest lavt stående af samtlige menneskeracer.
Og din pointe er?
Men selvom nazisterne betragtede kristendom som en højere og bedre religion end både jødedom og islam, så foragtede de alle de (efter deres opfattelse) mere primitive religioner i de andre verdensdele langt mere.
Nej.
Først og fremmest var Hitler noget mere begejstret for Islam, end så meget andet ("Islammets folk vil altid være tættere på os, end for eksempel Frankrig" (Wistrich). Det er også derfor, at muslimer godt måtte tjene i SS. Desuden omhandlede en stor del af den nationalsocialistiske mystiske cyklus netop en "primitiv religion".
Alt det er også ligegyldigt. Hitlers og NSDAP´s had af jøder var pragmatisk. Deres had af homoseksuelle var pragmatisk. Deres had af sigøjnere var pragmatisk. Ja, selv deres efterfølgende forfølgelse af deres katolske landsmænd havde en pragmatisk karakter. Ved jøderne, de homoseksuelle og sigøjnerne handlede det simpelthen om, at gøre i forvejen marginaliserede grupper til hadeobjekter, som almindelige, hvid-stakit-og-egen-have tyskere kunne blive enige om. At jøderne så også i vidt udstræk var medlemmer af den borgerlige middelklasse og deropefter, og derfor havde midler, der kunne konfiskeres, var jo bare en bonus.
Hitler og NSDAP forsøgte at skabe en myte om, at Tyskland var blevet forrådt, og havde brug for bøhmanden, der havde gjort det. Den fandt de i hvad havde været Europa´s bøhmand i de foregående 1500 år og genopfandt simpelthen hjulet. At jøderne så havde en anden religion var i det henseende en bisag.
Fordi det jo “bare” var hundredetusindevis af japanske civile undermennesker, som amerikanerne måtte skynde sig at ofre, før krigen sluttede, for lige at få afprøvet deres atomvåben effektivitet?
Jovist. Men hvad har det med din pointe at gøre?
Desuden handlede bombene på Hiroshima og Nagatomo ikke om at afprøve atomvåbenets effektivitet inden krigen sluttede - det handlede om at afslutte krigen, uden at talløse amerikanske liv skulle gå tabt på de japanske strande. Japan, dets ledelse, dets hær og dets befolkning var ikke klar til at overgive sig, hvorfor der simpelthen blev taget et valg om at bombe de to byer.
At det så var en ganske uetisk beslutning, kan vi hurtigt blive enige om - men der var i det mindste et formål med galskaben. Det var der ikke i at sende civile til udryddelseslejre, hvorfor sammenligningen også er ude i hampen.
Bombningen af Dresden derimod...
Jeg er stadigvæk ikke helt med på, hvordan vi kom fra, at amerikanerne kun skulle have keret sig om 6 mio. jøder, til bombningen af to japanske byer i 1945. Er der en pointe her et sted?