Afrikas problemer med statsdannelse er ikke større end Europas, hvor der jo bl. a. er blevet udkæmpet to tåbelige verdenskrige for at finde ud af, om landene i Centraleuropa med sværindustrien var ligeværdige med kolonimagterne eller ej. Kolonimagterne vandt begge verdenskrige, men mistede alligevel bare deres kolonier, og de måtte i sidste verdenskrig desuden have hjælp fra USA, der benyttede lejligheden til at overtage rollen som verdens ledende magt på deres bekostning.
Dette førte så til planen om at lave Europas Forenede Stater via en konstruktion, der startede som et fællesmarked, der udviklede sig til EU, der nu planlægges at udvikle sig videre til en forbundsstat for hele Europa. En utrolig optimistisk plan, som formentlig højst delvis vil nå målet, men i stedet give stor risiko for nye konflikter mellem folkene i Europa. Ikke i form af en ny verdenskrig, for det er Europa jo blevet alt for svagt til. Men sandsynligvis i form af en masse mindre konflikter/krige, som store lande uden for Europa jo nok også vil blande sig i.
Landene i Afrika nærmer sig meget langsomt demokratiet, som det jo ses i Nigeria og flere andre lande. Men Afrikas problem er den alt for store befolkningstilvækst, der fastholder næsten hele kontinentet i fattigdom. Afrikas befolkning var 1,2 mia i 2016, men ventes at stige med hele 1,3 mia til 2,5 mia i 2050. Til sammenligning falder Europas befolkning i stedet langsomt, og de nuværende 741 mio ventes at blive reduceret til kun 715 mio i 2050. Så hvor Afrikas befolkning for blot få årtier siden var væsentlig mindre end Europas, så vil Afrikas befolkning altså nok i 2050 være cirka 3,5 gange større end Europas.
For 75 år siden var diktaturet blevet populært i Europa, og masser af lande udskiftede demokratiet med diktatur. Dette bragte bl. a. Hitler, Mussolini, Franco og Salazar til magten. De to førstnævnte forsvandt, da de tabte verdenskrigen. Men de to sidstnævnte blev siddende i Spanien og Portugal lige, indtil de døde som meget gamle mænd. Derefter fik også disse lande demokrati, og det samme skete for flere andre diktaturstater mod øst. De østligste EU lande har dog kun været demokratier i meget få år. Desuden er noget, der ligner de gamle drømme, der førte til diktaturer så mange steder i Europa vendt tilbage i form af de populistiske bevægelser, der jo ligeledes sætter spørgsmålstegn ved demokratiet. Drømmen om at komme af med al den “overflødige” snak i demokratiet og i stedet få en stærk leder, der via disciplin skaber et meget mere effektivt samfund, nægter åbenbart at dø, selvom al erfaring viser, at diktatur i stedet bare fører til korruption, magtmisbrug og fængslinger af de kritikere, der påpeger magtmisbruget. Drømmen om diktaturet skyldes jo nok til dels, at diktatur oftest fungerer bedre end demokrati i firmaer, hvor beslutninger helst skal træffes hurtigt. Men forskellen er jo, at firmaledere heldigvis ikke råder over politi og militær, som de kan sætte ind for at stoppe strejker og tvinge de ansatte til at arbejde dobbeltspil mange timer om ugen for den halve løn. Firmalederes muligheder for magtmisbrug er derfor mange gange mindre, end de er for de diktatorer, der kontrollerer et helt land.
Europæerne kan ikke glemme, at Europa engang var verdens mest avancerede kontinent. Så de føler sig stadig bedre end andre. Men befolkningens størrelse er bare gået tilbage i Europa, mens den er vokset eksplosivt andre steder. Desuden er også Europas økonomiske og teknologiske overlegenhed en saga blot, og Europa er godt på vej til at blive et tyndt befolket lille kontinent med den allermindste befolkning blandt kontinenterne med undtagelse af Australien, der både er for lille og har for meget ørken til at kunnebfå en stor befolkning. Afrika kan derimod blive det vigtigste og mest magtfulde kontinent engang i fremtiden. Det vil bare ikke ske, før Afrika når op på en endnu større befolkning og desuden derefter får stoppet befolkningstilvæksten. Men efter år 2100 kunne det sagtens risikere at blive virkeligheden.