Hvis man er interesseret i netop Nordisk Fjer skandalen, så kan Charlotte Langkildes bog helt sikkert anbefales.
Sanne Udsen har derimod et langt bredere fokus i sine bøger. Hun er ikke psykolog eller psykiater, men er derimod en økonom med en erhvervsuddannelse, der åbenbart er blevet enormt interesseret i disse farlige mennesker, der laver alle disse bedragerier. Som nævnt har hun allerede skrevet to bøger om dem, der hedder Psykopater i Jakkesæt og Parasitter i Habitter, og netop idag udkommer hendes nye bog, der hedder Verden vil Bedrages.
Jeg vil gætte på, at Sanne Udsens oprindelige motivation var at finde ud af, om man kunne gøre et eller andet for at undgå at få ansat psykopaterne i topstillinger i erhvervslivet. Men det kan man desværre næppe medmindre, at man kan få arbejdsgiverne til at kontrollere ansøgernes anbefalinger og eksamensbeviser langt mere grundigt, end de gør idag. For igen og igen viser det sig, at disse dokumenter bare var forfalskninger, når psykopaterne endelig bliver afsløret. Jeg kender endog et tilfælde, hvor en jurastuderende blev ansat hos en advokat på rent forfalskede papirer. Formentlig havde han charmeret sig til at få en fotokopi af en anden jurists eksamensbevis og så blot indsat sit eget navn (og evt forbedret et par af karaktererne) på de fotokopier, som han vedlagde til sine ansøgninger. Dette snød advokaten, der da ikke kunne forestille sig andet end, at fotokopierne af både eksamensbevis og anbefalinger var ægte. Advokaten blev først klogere efter, at svindleren havde stjålet obligationer fra ham for et stort beløb. Stein Bagger brugte samme metode med falske dokumenter til at blive ansat i It Factory, men blev jo heller ikke afsløret før, før han langt senere havde kostet firmaet et gigantisk beløb.
Svagheden i Sanne Udsens hidtidige bøger og også i de to canadiske psykiateres bøger er efter min opfattelse, at de ikke forsøger at give noget bud på, hvorfor alle disse mennesker bliver til hensynsløse, kortsynede psykopater, der er parate til at begå manipulation og svindel i stort omfang bare for at opnå mere prestige på kort sigt. Man ved, at psykopati ikke er arvelig. Heldigvis da. For psykopater (i hvert fald de mandlige, som der er langt flest af, selvom antallet af kvindelige psykopater nu stiger hurtigere) får langt flere børn end andre. Så hvis psykopati var arvelig, så ville vi til sidst ende med udelukkende psykopater på jorden.
Men hvad er det så, der gør nogle af os til psykopater, der er så kortsynede og samvittighedsløse, at de vil gøre hvad som helst bare for at opnå kortvarig succes og prestige? Det må da logisk set være det miljø, som de er vokset op i, og en hel del tyder på, at dette faktisk er tilfældet. For der har altid været problemer i barndommen hos de psykopater, som jeg har kendskab til. Dette er både Stein Bagger og Johannes Petersen også eksempler på. For Stein Bagger havde været på børnehjem, og Johannes Petersen ville aldrig snakke om sin barndom overhovedet, hvilket jo også må skyldes, at han ikke mindedes den med glæde.