Den uendelige flygtningedebat fører altid til en konstant strøm af gensidige beskyldninger om racisme,nazisme, landsforræderi, dårlig moral, egoisme, blindhed overfor fakta fra begge sider, og generelt bliver debatten hurtigt meget personlig og hadefuld.
Jeg har selv mange venner og kolleger med vidt forskellige kulturelle og religiøse baggrunde som Jeg sætter stor pris på, og Jeg oplever naturligvis en stor forskel på forholdet til det enkelte menneske,og forholdet til "fremmede" som en massebetegnelse.
Jeg ser en klar fordel i at mennesker med forskellige baggrunde blandes sammen i vores samfund, det udvider vores horisont og sætter kulør på tilværelsen,men Jeg er samtidigt overbevist om at denne internationale kultur-udveksling skal foregå i et omfang der ikke destabiliserer samfundet,en destabilisering der uundgåeligt vil opstå hvis man ikke er realistisk i forhold til de modsætninger der reelt eksisterer folkeslagene imellem.
Jeg har skrevet i et tidligere indlæg at Jeg betragter den Vestlige civilisation som værende overlegen på alle parametre globalt set og det står Jeg ved,netop derfor ønsker Jeg ikke at man fører en politik der skaber grobund for splittede Europæiske samfund i fremtiden,nu hvor vi endelig har lagt de voldelige nationalistisk motiverede konflikter på hylden.
At være stolt at min verdensdel og den kultur den er rundet af,betyder iøvrigt IKKE at Jeg hader og foragter alle ikke-Europæiske folkeslag.
At man er stolt af sin egen familie, er heller ikke ensbetydende med at man hader alle andres.
Jeg synes at man tit overser det absolut mest grundliggende problem i forhold til det såkaldte multikulturelle samfund, nemlig dynamikken befolkningsgrupper imellem når de anbringes i en statslig ramme.
De mest klokkeklare eksempler på stats-problematikken ser man i Mellemøsten og Afrika,hvor forskellige kolonimagters mere eller mindre tilfældige grænsedragninger i kølvandet på de 2 verdenskrige tvang vidt forskellige kulturelle og religiøse befolkningsgrupper ind i nogle overordnede fællesskaber de ikke følte sig hjemme i.
De samme grupper havde altid boet i de samme områder som nu, forskellen var blot at man under den nye statslige "paraply" var tvunget til at skabe et sæt grundliggende spilleregler der gjaldt HELE befolkningen, uanset de forskellige befolkningsgruppers religioner,traditioner og værdisæt.
Under statens tag er det ikke holdbart at hver befolkningsgruppe lever sit eget stille liv, med kun sporadisk og altid selvvalgt kontakt til "de andre".
Hér er det ganske enkelt pinedød nødvendigt at ALLE kan se sig selv som en integreret og deltagende del af et overordnet åndeligt fællesskab.
Der er og skal naturligvis være plads til uenighed og synspunkter der peger i alle tænkelige retninger, men vigtigheden af fælles pejlemærker på det overordnede plan kan ikke overvurderes, efter min mening.
En for stor forskel på basisværdierne og den kulturelt betingede måde at betragte og løse diverse problemer på, vil skabe en situation hvor kontrol over staten bliver livsvigtig for hver enkelt gruppering,da den magthavende gruppe reelt sætter dagsordenen for samfundet, hvilket som regel udmønter sig i mindretalsdiktaturer eller flertals-tyranni.
Irak er et skrækeksempel på dette.
Da Saddam Husseins Sunni-mindretalsdiktatur faldt, vejrede Shia-flertallet morgenluft og var tydeligvis væsentligt mere opsatte på demokrati end Sunnierne, der godt vidste hvad der ville ske hvis Shiaerne fik magten.
Alt imens den Vestlige presse med glædestårer i øjenkrogene kunne berette om den fantastiske demokratiske omvæltning i Irak der havde ført til dannelsen af en ny folkevalgt regering, begyndte der ret hurtigt at indløbe rapporter om at Sunni-muslimer overalt i Irak forsvandt sporløst efter at have været i politiets varetægt.
Den magthavende religiøse gruppe begyndte ganske enkelt at slagte løs på "de andre", for at sikre sig dominans over samfundet.
En stat med flere etniske eller religiøse grupperinger af betydelig størrelse, og af tilpas divergerende art vil konsekvent befinde sig i en tilstand af intern splittelse, hvor den enkelte borgers fællesskabsfølelse dybest set begrænser sig til at omfatte den del af befolkningen der ligner vedkommende selv rent herkomst-mæssigt.
Staten som ramme om et multikulturelt folk er altså (i mine øjne), ikke en god løsning, men hvad gør man så?
Jeg kunne egentligt godt tænke mig at høre hvordan de ærede medlemmer af dette forum mener at fremtidens nationalstater skal indrettes.
Tager Jeg helt fejl, og kan staten sagtens danne ramme om et funktionsdygtigt multikulturelt samfund,uden parallelsamfund?
Er nationalstaten som begreb et fortidslevn?
Jeg kunne godt tænke mig en debat der IKKE handler om burkaforbud,håndtryk,eller tvangsægteskaber, men som mere handler om folks forestillinger og ideer til fremtidens samfundskonstruktioner.
AGF & Arsenal!
Man kan ikke vinde hver gang.
Heller ikke hver anden..