Nogle gange kan jeg godt undre mig ganske voldsomt over Liberal Alliance, og deres sondring mellem parti og regering. Som udgangspunkt påstår de at være imod overvågning af borgerne, og jeg har da også set min del af både LA´ere og LAU´ere være imod overvågningen af eleverne på gymnasiet, når der skal tages prøver.
Merete Risager forsvarer det selv med næb og kløer, og har i farten fået kaldt alle der kritiserer forslaget for "venstreorienterede" der hellere vil stå på samme side som de dovne elever der bare gerne vil snyde.
-
http://kortlink.dk/x6f7Det har dog ikke været populært, og mange på gymnasierne, også de der absolut ikke er venstreorienterede, er forståeligt voldsomt utilfredse med hendes håndtering af sagen. Hvad jeg ikke forstår er at LA i forvejen kæmper i meningsmålingerne, deres primære vælgergrundlag er blandt de unge og hele deres profil er (udover lavere skat), at man skal give mindre magt til staten, stoppe unødvendige forbud eller tilfældig overvågning af borgere man ikke har en (begrundet) mistanke imod. Som sådan ganske sympatiske holdninger, men hvorfor er man så ikke mere principielt imod sådanne forslag som det her med overvågning af elevernes computere?
Samuelsen og andre vil sikkert sætte den samme plade på med, at vi mener et i partiet, men repræsenterer en anden politik i regeringen. Fint nok, men hvorfor overhovedet være i regering, hvis ens (påståede) største bekymringer åbenbart ikke betyder noget? Er man i LA slet ikke bange for at blive opfattet lidt som DF, hvor alt åbenbart er til salg for en lidt lavere registreringsafgift?
Og så endda op til en valgperiode.. Hvordan tør man at gamble med sit største vælgergrundlag på den måde?
I historien om klamme typer i ungdomspartierne, så har DSU formanden iøvrigt følt sig tynget til at fortælle, at hans afgang ikke skyldtes stress, men at han også havde været lidt klam over for nogle kvindelige medlemmer. Skylden meldte sig tilfældigvis samtidig med at medierne havde opsnuset historien, men det er sikkert bare, nå ja, tilfældigt. Den nuværende DSU formand der ellers havde travlt med at skælde ud på Poul Madsen over klapjagten på Henrik Sass, var pludselig ikke så snaksaglig da medierne ville vide hvorfor man i DSU ledelsen havde forsøgt at tie sagen ihjel.