Man kan beskylde den nuværende regering for mange ting. Men hvis man vil blæse mindre problemer op, ignorere de langsigtede reformer der allerede er gennemført og brokke sig over, at de store problemer ikke er forsvundet på ét år bliver det måske bare en smule simpelt.
Jeg ved ikke med dig, men i mine øjne er det fandme alt for billigt sluppet at smække noget makværk sammen, som skal have effekt længe efter nuværende regering er skiftet ud, kalde det en "langsigtet reform", og så klappe sig selv på skulderen over et godt udført stykke arbejde.
Som jeg ser det, så vader landet i nogenlunde åbenlyse problemer, og såvel nuværende som forrige regering nægter at forholde sig til det. Derfor fortsætter problemerne og pengene fortsætter derfor direkte ud i nærmeste kloak, dag efter dag og år efter år.
Den siddende regering kan selvfølgelig ikke løse alle problemer på et år. Det kan ingen regering. Men det kan for fanden ikke have taget et år for de tosser at finde ud af, at forsvaret ikke ved, hvad "økonomistyring" betyder. Det vidste de vel antageligt tilbage dengang AFR var statsminister, så hvorfor er der stadigvæk ikke gjort en skid? Hvorfor er der kun blevet snakket om at skære penge fra forsvaret, i stedet for at præsentere en struktur-ændring fra dag 1 i regeringens levetid? Det er vel for fanden ikke Helle selv, der er forsvarsminister, så mens hun vrøvler om dagpenge og skidt, så kunne forsvarsministeren have været i fuld gang. Skete det? Næh.
Det kan vel ikke være nyt for nogen, at det er himmelråbende åndssvagt, at samtlige regioner udvikler hver deres EPJ-system, i stedet for at alle landets hospitaler er på det samme system? Alligevel er der gjort intet som helst for at ændre på den farce.
Der er horror story efter horror story om statslige investeringer i forskellige IT projekter og er der ændret på proceduren for, hvordan de foregår? Næh. Man bestiller stadigvæk et produkt via kravspecifikation, venter et par år, og bliver så fuldstændigt overrasket, når projektet i mellemtiden har muteret. Man sørger ikke for løbende at holde kontakt. Man sørger ikke for konstant at involvere brugere og leverandører, så fokus fastholdes på at tilfredsstille et reelt behov, frem for at overholde klausuler i en specifikation.
Uanset om regeringen hedder S-SF-R eller V-K, så kan man vel forvente, at de i det mindste løser åbenlyse problemer? Specielt hvis de vil klage over, at der mangler penge i statskassen? Men i stedet bliver det til pseudo-reformer, afgiftsstigninger, og ikke ret mange egentlige forbedringer. Måske har nogen lyst til at rose regeringen for endnu ikke at have sparket benene væk under landet, men indtil videre synes jeg, at det er meget begrænset, hvor mange problemer de faktisk har løst. Og ret skal være ret, det syntes jeg også om såvel AFR og LLR.
Men jeg skal indrømme, at jeg kunne have fulgt bedre med på det seneste, så uddyb da endelig, hvilke store og langsigtede problemer, regeringens reformer har løst.