Redigerettors 13. jun 2019
Jeg hørte lige P1´s debat om Henrik Sass Larsen.
Jeg er så glad for at den mand nu forsvinder fra offentligheden. Håber for ham selv, og alle os andre, at man aldrig skal glo på ham på en TV skærm igen.
Deprimeret eller ej. Det er der så mange andre mennesker, der har været igennem. Men uden samme form for udfarende offerklynk.
Det er sgu også de færreste langtidssygemeldte mennesker, der får betalt løn under sygemelding, som han gjorde i første omgang. Dernæst at have råd eller tid til gå til psykolog hver dag i et par måneder, eller hvad det nu var han påstod. Psykologbehandling foregår slet på ikke på den måde.
Jeg synes det er en hån mod folk i lignende situationer.
Han er da også politisk begavet nok til at vide, at hvis man stiller op til offentligt embede i et demokratisk samfund, er der en kritisk presse, der stiller kritiske spørgsmål. Men han drømte åbenbart om at blive finansminister, der er fritaget fra journalisternes spørgsmål.
Hvis man hører samtlige hans partifæller, skal man åbenbart rende og have så skide ondt af en mand, der selv har valgt at være i offentlighedens søgelys. Men ikke har villet indse, at det også har en pris at sætte sig selv i en magtposition.
Jeg vil gerne bestemme, men ingen må blande sig i hvordan jeg gør det. Det grænser sig til små-fascistoid/narcissistisk tænkning. Jeg ville sgu også blive deprimeret med sådan en forskruet virkelighedsopfattelse.
Skal pressen gå at have fløjlshandsker på i forhold til en mand, de har et ret velbeskrevet ry for at være ret brutal selv? - Det er bare den slags hykleri, der fylder mig med politikerlede.
Men respekt for at han nu endelig har taget konsekvensen og sygemeldt sig. Mest af alt er jeg dog bare glad for at han ikke skal være finansminister, han ville få Bjarne Corydon til ligne kong Midas. Selvom jeg har en vis respekt for Sass´ politiske og strategiske formåen, skal godt nok lede længe efter en større pamper.
Rart at komme af med noget galde, selvom det nok ikke var videre velformuleret.