Redigerettors 16. jan 2020
Bot
Venstrefløjen/Muhammed-krisen:
Du slår mig som en mand med indsigt, og jeg vil derfor være stærkt overrasket såfremt du, imod forventning, ikke er bekendt med venstrefløjens tilgang i 2006.
Jeg har nævnt enhedslisten, der jo, som bekendt, og som navnet antyder, består af flere grupper af venstreorienterede.
Folketingstidende er et af de bedre steder at søge information.
(Forespørgelsesdebatter)
Internationale socialister har samlet en stribe venstrefløjs-synspunkter om Muhammed-krisen på deres hjemmeside.
Se i arkivet, hvor der figurerer et tema under betegnelsen:
TEMA: Muhammed-krisen 2005-6
Det er gennemgående, at de fleste mener at tegningerne er racistiske!!!
Det mest iøjnefaldende, og det mest graverende, var dog svigtet ift ytringsfrihed.
Alt andet end en ubetinget, uforbeholden og betingelsesløs opbakning, er ikke acceptabel. Imo.
Vi så den lunkne tilslutning til ytringsfriheden igen i forbindelse med Paludan under valget.
Holdningen var også kendetegnende for venstrefløjens syn på de kommunistiske regimer i Østeuropa.
Noget nyt fænomen er der ikke tale om. Langt fra.
Villy Søvndal var skeptisk i forlængelse af krisen, og forfattede et indlæg. Der gik et par uger før han, nu i ledtog med Holger K., var vendt 180 grader i et nyt indlæg, der tog afstand fra tegningerne.
Det er i sig selv besynderligt at man undlader en betingelsesløs opbakning til ytringsfriheden.
Det klinger, om muligt, endnu mere hult, når man betænker venstrefløjens ellers meget religionskritiske approach.
Det fleste kender Trilles sang, »Guds øje i det høje.«
Det kunne være yderst interessant at se reaktionerne på venstrefløjen, hvis man ændrede ét enkelt ord.
Forfatteren Stig Dalager har siden konkluderet at venstrefløjen har/havde berøringsangst.
Dalager, der dårligt beskyldes for at være pragmatismens fornemmeste ambassadør, er alligevel nået frem til ovennævnte konklusion, som vi, i al ydmyghed, er et par stykker der har båret på i en årrække.
Og for god ordens skyld:
Venstrefløjen var ikke alene.
Jelved var rasende på Thorning, over at denne støttede JP.
Uffe Elleman og Stine Bosse mente ikke at man burde »provokere«, mens Politiken trumfede både venstrefløjen og alle andre, med den imødekommende attitude overfor »Muhammads efterkommere?!?!?«
Vi så også dele af erhvervslivet sælge ud af kronjuvelerne (bl.a Arla og Grundfos), ud fra devisen, hellere mælk end ytringsfrihed.
I sandhed udgjorde modstanderne af tegningerne, et yderst aparte kollegium.
FREM for alt