Alternativets implosion er et udmærket billede på centrumvenstres kollaps.
Socialdemokratiet har set sig omkring, og ser intet andet end socialdemokratier i frit fald i det meste af Europa.
Det har medført en helt uomgængelig omkalfatring af tilgangen på de værdipolitiske tematikker.
SF er blevet et overflødigt vedhæng til socialdemokratiet. Helt drænet for profiler.
Enhedslisten har senest været ude med meldingen om, at »Vi sagtens kan tage imod fem gange så mange migranter, som i ´15.«
Partiet er et fænomen, dedikeret unge mennesker med et udsøgt naivt politisk engagement. Rosenkrantz Theill har valgt ministertaburetten, og Johanne tjener kassen andetsteds.
Enhedslisten er noget man bør forlade i tide.
I modsætning til venstrefløjen, har de radikale kun sjældent været positioneret uden for central indflydelse i dansk politik.
Den placering smuttede, da Frederiksen på grundlovsdagen i ´14, lod forstå at RV´s tid som s-plageånd er forbi.
Det har efterladt en stadig mere desperat Østergaard, i et politisk vakuum, i ingenmandsland. Det er forholdsvis dårlig timing. Vestergaard var dronningen af dansk politik. Østergaard vil blive husket som partilederen der svømmede rundt i omegnen af Lindholm, og opsøgte ghettoer, hvor han blev belært om at udlændingepolitikken er alt for eftergivende.
Og RV kan som bekendt ikke skifte til blåt.
Socialdemokratiet og Frederiksen må knibe sig i armen.
De ovennævnte partier spises af med krummerne, og så kan man i ro og mag lave rigtig politik med venstre, DF og konservative.
S har aldrig haft andet end hån tilovers for SF og EL, mens det har været sværere at slippe af med det radikale mareridt.
FREM for alt