Snak

Mærkeligt, at hun har taget et "hvidt overherredømme" efternavn.

Det er revenge cultural appropriation.

Så rundede vi et år efter valget.

En eller anden politisk kommentator sammenlignede den nuværende situation i Folketinget med mønsteret fra 70´erne.
Ikke helt skævt.

En socialdemokratisk mindretalsregering, der fra tema til tema, finder sit flertal i en forholdsvis grumset parlamentarisk situation.
Adskillelsen fra samarbejdet med de radikale, har udstyret Mette med frie hænder, i modsætning til Thorning der politisk, retorisk og strategisk, blev ydmyget af Vestager, og Nyrup der i 90´erne led under Jelveds regime, og det forhold at han stod i gæld, da det var de radikale der bragte ham til fadet i ´93.

En markant forskel fra 70´erne, er fraværet af en politisk midte.
Dengang bestod midten af de kristelige, CD, Retsforbundet og naturligvis de radikale.
Sidstnævnte er eneste repræsentant på midten i dag.
RV har efter mange års ørkenvandring, mødt en endnu mere smertelig virkelighed.
Nu er partiet henvist til sidelinjen i dansk politik, uanset om der sidder en rød eller en blå regering.
Før kunne partiet agere kongemager i kraft af rollen som tungen på vægtskålen og i endnu højere grad fordi ledende socialdemokratiske folk som Lykketoft, mente at de radikale var nøglen til magten.
Der var Mette iskold.
De radikale kan få lov at støtte regeringen, og herudover deltage på udvalgte områder.
Reelt er det valgets største taber, trods den mandatmæssige fremgang.

Morten Østergaard har ikke noget valg. Et stort flertal af de radikale vælgere, hælder til rød blok, og muligheden for at vælte regeringen, er ikke en option for RV.
Søren Pind påpegede i denne uge (Berlingske) at V og de radikale burde slå pjalterne sammen.
Den verdensfjerne mand, overser helt at det af flere grunde er en politisk kropumulig akse, og så mangler der lige 30-35 mandater.

Blå blok er en ruinhob.
Der er formentlig en meget begrænset tiltro blandt de blå partier til, at Ellemann på noget tidspunkt bliver en seriøs trussel for Mette.
Det betyder selvfølgelig at partierne har svært ved at se det geniale i koordinerede udmeldinger, i hvert fald foreløbig.

Mon ikke corona bliver alibiet, når regeringen i august fremlægger et finanslovsforslag uden andet end symbolske initiativer ift klima, Arne, normeringer mv.

Corona vil påvirke resten af valgperioden, og kun hidtil ukendte "sager", kan potentielt give Mette nævneværdige problemer.
Det socialdemokratiske tusindårsrige er i gang.

Jeg er faktisk næsten derhenne hvor jeg er tæt på fuldkommen ligeglad hvem der har magten. Forskellene er så marginale. Blå blok førte jo ingen nævneværdig anden politik i sidste runde alligevel, og se hvordan Thorning-regeringen var langt mere blå end efterfølgeren. Der er adskillige blå politikere som jeg har/havde en stor lede ved: Sofie Løhde, Troels Lund Poulsen, Kristian Jensen, Ulla Tørnæs, Søren Pind, Thyra Frank, Anders Samuelsen(post Thyra Frank), med mange flere.

Jeg er glad for at der er konsensus om stram udlændingepolitik. Så er der alligevel så meget af det andet, der alligevel er styret af EU.

Jeg har mistet næsten enhver partipolitisk interesse. Og jeg var den 15årige dreng, der optog politiske debatprogrammer til walkman, drog til valgmøder, var medlem af flere partier, og ungdomsorganisationer - så Debatten og lignende i ét væk.

Så hvem der sidder de næste 4-10-15 år er jeg næsten ligeglad med. Der er nogle socialdemokrater, der er værre end andre, men de er jo slet ikke dem, der var der for et årti eller mere siden, de der Birthe Weis, Svend Auken, Lykketoft, m.m., men Mathias Tesfaye, Rasmus Stoklund, Lars Aslan, m.m. Og så kan jeg godt undvære Trine Bremsen, Morten Bødskov, Mogens Jensen, m.m, men det er sgu alt i alt tæt på det man kan kalde ét fedt, hvem der svinger taktstokken.

Lige nu slipper man da for at være pinlig over at statsministeren ikke kan styre sine private udgifter.

Så er der lidt med magtfuldkommenheden til gengæld, men det tager vi med.

Anders

Helt enig i almindelighed, og i særdeleshed med de marginale forskelle.
Især de to store partier jagter stemmemaksimering helt kompromisløst, og uden smålig skelen til ideologiske hensyn, økonomi, realisme osv.
For 50 år siden var det et vildt særsyn, hvis en vælger skiftede mellem S og V, mens det i mange år har været et skifte mange vælgere har overvejet.
Partierne er så bare blevet endnu mere ensartede med årene. Jeg gætter på at deres fokusgrupper ofte kommer til samme resultat!

-------------

"Jeg er glad for at der er konsensus om en stram udlændingepolitik."

Lige dér, har du imo årsagen til at de radikale (og DF for den sags skyld), er to partier med udfordringer.
Før i tiden lavede S og RV udlændingepolitik, med venstrefløjen, og det gav selvfølgelig muligheder for pæne radikale aftryk.
I dag henviser Mette F til, at der er et bredt flertal for en stram udlændingepolitik. 100% identisk med den argumentation Vestager anvendte, da hun gennemtvang ændringerne på dagpenge under Thorning.

Lige siden de radikale i 1924, bragte den første socialdemokratiske statsminister, Stauning, til posten, har socialdemokratiet været i et afhængighedsforhold til de radikale.
Mette Frederiksen er den første S-formand der har vovet at bryde båndene, i hvert fald i forhold til regeringssamarbejde.
Kun i 1966-68, og 1971-1973, har S regeret uden radikal støtte.

I mellemperioden var RV utro med de borgerlige, i den upopulære VKR regering, der dog mærkeligt nok blev en stor personlig succes for den radikale statsminister Baunsgaard.

De gentog dansen med Schlüter i 1982-1992, og det rystede S alvorligt.
Det historiske kongemord på Svend Auken, er ret sigende for hvor langt socialdemokratiet var parate til at gå.
Ret beset, var det den meget lille radikale folketingsgruppe, for hvem begejstringen for Auken var stærkt behersket, der afgjorde hvem der var formand i landets største parti.

Den historik var Nyrup og Thorning sig bevidst, og betalte dyrt.
Nyrup og Lykketoft sendte partiet ud i et jordskredsnederlag i 2001, og efterfølgende 20 år, fordelt på 16 års borgerlig regering, og 4 års Vestager-spanking.
Mette Frederiksen fandt tiden moden til bruddet, og strategien har til dato båret maksimalt frugt.
Selv inden corona, var rød bloks flertal massivt.

Vi må have statuerne af Christian 4 ned igen. Han brændte hekse.

Og Mount Rushmore der blev skabt af dansk-amerikaneren Borglum må også ned. Han fik kun jobbet fordi han var medlem af KKK.

Hov Steve.
Indlæg hvor du er krænket hører da bedre til i krænkelsestråden.

Nu er jeg som sådan enig i, at man ikke behøver vælte alt i affekt. Det sagt, er confederate flag og statuer af en række fremtrædende personer fra sydstatshæren ikke stort anderledes, end at køre rundt med et nazi-flag i bagruden og insistere på, at en hyldeststatue til Rudolf Höss har en anden betydning i dag.
Jeg er med på at der efter borgerkrigen måtte være lidt højere til loftet, men det er jo også en af hjørnestenene i at racisme i den grad blev sat i system.

Partierne er så bare blevet endnu mere ensartede med årene. Jeg gætter på at deres fokusgrupper ofte kommer til samme resultat!

Det er nuancer partierne er uenige om og ofte ikke den grundlæggende politik.

Det er vel også derfor ligegyldig symbolpolitik kommer frem, fordi her kan det enkelte parti få lidt opmærksomhed fra alle de øvrige og få nogle point i fokusgrupperne(meningsmålinger burde forbydes!)

Mette Fs coronahåndtering har medført enorm succes i meningsmålingerne. Spændende, hvordan resten af valgperioden kommer til at se ud. Der er stadig en del væsentlige valgtemaer som skal løses, men som coronatiden har sendt til hjørne. Med tanke på den økonomiske situation post-corona(alt er jo helt fucked i forhold til normalen), så kan jeg da i mit stille sind håbe, at der bliver lavet noget politik der rækker længere ud i fremtiden end blot en tilfredsstillelse af vælgersegmentet til næste valg - Altså nogle mere gennemgribende reformer af områder i velfærdsstaten.

Det sagt, er confederate flag og statuer af en række fremtrædende personer fra sydstatshæren ikke stort anderledes, end at køre rundt med et nazi-flag i bagruden og insistere på, at en hyldeststatue til Rudolf Hess har en anden betydning i dag.
Jeg er med på at der efter borgerkrigen måtte være lidt højere til loftet, men det er jo også en af hjørnestenene i at racisme i den grad blev sat i system.

...ligesom man kan diskutere, hvorvidt der er i Belgien, er behov for at have SÅ mange statuer af Kong Leopold II, der var folkemorder, stjernepsykopat og sadist.

Men som én

- der ser på hele Black Lives Matter sagen med sympati
- er en etnisk minioritet...i Danmark
- man med lidt god vilje kan kalde farvet

...så finder jeg det faktisk forkert på den måde at rive op i historien, vælte statuer og prøve at slette minder fra fortiden.

Det er blot med til at grave dybere kløfter og skabe øget polarisering. Vi kan ikke ændre på, hvad der er sket i fortiden - men vi kan lære af fortiden - og ændre på, hvad der fremadrettet sker.

Når den arbejdsløse, ressourcesvage, socialt belastede hvide mand i trailerparken i Alabama ikke kan/må knytte sin identitet til ´The Confederacy´ - så vil han bare hade minoriteter endnu mere - og det vil bare føde til mere racisme.

Jeg mener faktisk Höss, så ingen grund til at rette i det.

At rive op i fortiden er en nødvendighed. Jeg tror ikke på, at man bare kan sætte en streg over det, og starte frisk, især hvis man stadig hylder symbolerne.
Hvis et ban af flaget til Nascar, eller en fjernet statue, medfører, at noget trailer trash vil hade sorte endnu mere, fordi de ikke kan skilte med det offentlig, er der næppe noget at hente hos dem alligevel.