For det første angående peer-review, så er det jo en del af problemet. Forudsætningen for at kunne peer-reviewe er at man selv er blevet peer-reviewed. Altså falder hele det system i stykker lige så snart et enkelt led i kæden hopper af. En astrolog kan jo også kigge på et horoskop og kalde det lødigt.
Det må vel i så fald gælde for al forskning og ikke kun for humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning eller…? Hvad ville være en bedre arbejdsform med henblik på kritik og kvalitetssikring?
Jeg synes der er en forskel på at udtale sig som politiker og så udtale sig som forsker. Dahl rejser og udfører en politisk debat. Han har aldrig påstået at den skulle være forskning eller have særlig vægt i kraft af hans uddannelse. Hvis og så fremt universiteterne ikke magter den opgave at regulere sig selv, så er det jo en politisk opgave at løse det. Her synes jeg egentlig at Henrik Dahl er fint kvalificeret til at tage problemstillingen op, ligesom jeg også er glad for at det eksempelvis er Stinus Lindgren der svarer igen, da han også kommer fra miljøet - om end Stinus Lindgren er naturfaglig.
Jeg mener ikke, Henrik Dahl er berettiget til at fordreje forskernes ord og pointer. Han er velkommen til at have en holdning. Han skal bare holde debatten på et sagligt niveau og underbygge sine argumenter bedre, end han hidtil har præsteret. Han er jo ikke en eller anden random boganmelder. Han er en mand med betydelig magt, der har let adgang til offentlig taletid. Det bør han behandle med en smule ydmyghed og omhu.
Trangen til politisk regulering af den frie forskning er i mine øjne i grænselandet til det totalitære. Forskningen er allerede presset. Ikke mindst den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning. Ifølge en forskerven er forskning blevet en rå branche over de seneste årtier, hvor ublu selvpromovering på andres bekostning og "backstabbing" er blevet normalt for at få fingrene i de begrænsede forskningsmidler.
Det er selvsagt meget svært at vurdere. Det kan sagtens tænkens at du eksempelvis generelt har været dygtig, og at det havde du også været hvis du havde taget en anden uddannelse. Personligt mener jeg ikke at min sproglige uddannelse har givet mig særlig meget jeg kan tage med videre, ud over de konkrete sproglige kompetencer. Men dem brugte vi godt nok forsvindende lidt tid på på mit studie. Her falder der også noget kritik tilbage på politikerne, i hvert fald hvis man skal følge professorernes logik. Man må forstå at der eksempelvis ikke er tid til feedback på afleveringer grundet de mange nedskæringer.
Det er ærgerligt at høre, at du har gået på et meget dårligt studie. De eksisterer uden tvivl. Jeg synes, jeg har lært en masse om videnskabsteori- og historie, metode, fokus og selvdisciplin mv. på mit studie. Når jeg har talt med kollegaer fra studier med større anseelse i offentligheden, viser det sig ofte, at vi har læst mange af de samme ting, men anvendt dem i forskellige sammenhænge.
Jeg tror ikke, der er særlig mange universitetsstudier, som ikke sigter mod specifikke stillinger (fx medicin) der er skræddersyede til specifikke funktioner på arbejdsmarkedet, medmindre du vil være underviser eller forsker. En uddannelse kan give dig et fundament for at tilegne dig viden og forstå komplekse sammenhænge mv. Hvis du stopper med at lære, når du får et job, er du bagud efter få år.
Jeg må læse den bog, for min egen opfattelse er en lidt anden. I det omfang humanister finder vej til arbejdsmarkedet er så vidt jeg kan se i høj grad enten uden for deres uddannelsesfelt, eller også inden for det stadig mere kritiserede pseudoarbejde. Her kunne man nævne eksplosionen i kommunikationsfolk, CSR-repræsentanter og diversitetskonsulenter som jeg har svært ved at se hvordan øger produktiviteten og snarere tager ressourcer ud af systemet. Det slår mig at man er gode til at problematisere og sjældent kommer med løsninger der ikke bare skaber nye og større problemer.
Jeg ser ikke pseudoarbejde som et specifikt humanistisk problem. Mere klassisk bureaukrati og politik kan fx også indebære masser af pseudoarbejde.
Karsten Lauritsens har fået en nylig erkendelse af, at man på Christiansborg sjældent beskæftiger sig med ting, der reelt betyder noget. Det har han fortalt om i en bog, som Sigge Vinter har skrevet. Det måtte være et spørgsmål om tid, hvornår politikkerne selv begyndte at blive trætte af at producere varm luft :-) Henrik Dahl kan i min optik tilslutte sig Karsten Lauritsens kor.
You can talk about spirit, or you can live it - Jürgen Klopp