Snak

Mit liv er fuldt af kærlighed.

Super. Og du synes vi er på rette spor? Eller du er måske ikke så glad for at forholde dig til "fællesskabet"?

tl;dr

... må jeg indrømme.

Men økonomisk vækst er en forudsætning for held i kærlighed.. uden ´60er-vækst, ingen hippie-bevægelse.

Hvad mer? Børn er vel ikke meget længere tid i børnehaven, end de var for 30 år siden. Psyk-studenten synes ikke om, at folk går op i fitness og Seebach, måske foretrækker han yoga og Marie Key.

Dog er jeg enig i, at det på mange måder er trist med udryddelsen af Downs Syndrom, men jeg forstår godt forældrene.

Ok. Og hvornår er vi færdig med at vækste? Hvornår har vi fået nok? Vækst har hjulpet os til et super velstandsniveau, men er der ingen grænse for meget vi skal vækste? Eller bliver alting bare bedre med vækst, vækst og mere vækst?

Haha. Stærkt, Fribytter. Humor er altid fremragende at bringe ind. Græsset er grønt og vi skal have noget vækst.

Kan man regne med noget som helst af det, som Barfoed lukker ud, og hvordan vil en kommende borgerlig regering i så fald se ud... ren venstreregering?

Jeg tror ikke alle er uenige, Pibe. Især ikke hvis de mærker lidt efter. Jeg hæfter mig ved udsagnet om hvad døende på et hospice nævner som det vigtige. Det er dog formentlig ikke så cool at sige at man ikke gider karrieren, dyre biler, stor bolig og dyre restauranter.

Det har jeg selv tidligere været inde på. Det der virkelig betyder noget, er ikke de materielle goder, men nærværet og samværet med sine nærmeste.

Det burde være tydeligt, at vækstøkonomien ikke muliggør dette i den udstrækning det er ønskeligt for mange mennesker. Selvom man gerne vil, er man slave af sine regninger. Det er simpelthen for svært ikke at være passager på dette tog. Det er ganske paradoksalt at stress og depression er folkesygdomme i verden lykkeligste land.

Jeg har det personligt ret svært med, at pædagogerne i børnehaven ser mine børn mere end jeg selv gør. Det var ikke derfor jeg dem. Det er også derfor, at jeg har planlagt at trække stikket ud og tage familien med til steder hvor vækstparadigmet ikke er det afgørende, og hvor samfundet ikke er indrettet således at det er svært ikke at underordne sig dette paradigme.

Jeg vil kort sagt søge en lavere levestandard i bytte for en højere livsglæde. Jeg er ikke i tvivl om, at når min tid kommer, så vil jeg sætte pris på at jeg valgte samværet med min familie og venner, fremfor at have gjort ejeren af mit firma endnu rigere.

Udover at alternativet er for svær at forestille sig for mange mennesker, så er kræfterne der trækker os i den anden retning også så markant og stærke at illusionerne ikke er til at vige bort fra. Men hvis samfundet skal udvikle sig i en sund retning, er jeg overbevist om at vi bliver nødt til at omstille.
Det lader også til at det går på for flere og flere, dog ikke lige inde på bold.forum :-D