Oppositionen må i sin frustration over MF og regeringen tænke over, at den mest succesfulde borgerlige statsminister i nyere tid var Fogh, som med stenansigt afmålt og konsekvent konstaterede, at “der ikke var noget at komme efter”, mens et blåt flertal bar ham igennem den ene dårlige sag efter den anden. Det er ikke for at sige “what about…”. Men det er væsentligt at erkende, at det manipulerende rænkespil på Slotsholmen og magtcentraliseringen ikke er noget nyt. Udviklingen er kommet løbende, og de to blokke er oftest ukritiske, når det er deres egne, der opfører sig uordentligt.
Det er (for nogen) såre menneskeligt at ville magten så meget, at tvivlsomme redskaber tages i brug, når de har vist sig effektfulde. Fogh erkendte aldrig fejl, og han holdt sig på magtens tinder i mange år. Læren er selvsagt: Erkend aldrig fejl. Det vil blive brugt imod dig, og det har alligevel ingen politisk konsekvens, så længe dine egne er med dig.
Set fra borgernes perspektiv bør det ikke være den type politikkere, vi ønsker os. Men den type politikkere er ofte succesfulde. Tænk bare på Pia K. Jeg mindes ikke, at hun i egen selvforståelse nogensinde har begået en fejl eller gjort noget forkert. Det er vel de færreste af vores partiledere, der mener det. Nogle er dog ikke blevet alvorligt testet endnu.
Jeg var glad for, da MF i starten af sin statsministertid bl.a. gav drengene fra Godhavn en undskyldning på vegne af staten, og da hun i starten af coronapandemien udtalte, at der ville blive begået fejl.
Endelig en statsminister, der står ved, at hverken politikkere eller statsapparat er fejlfrit, tænkte jeg. Det kan blive godt. Jeg var også enig med MF i, at systemet sander til, hvis vi bliver for bange for at begå fejl.
Så blev der begået en fatal fejl, og nu har piben fået en anden lyd. Kynisk set tror jeg, at MF griber det rigtig an ved at frasige sig ansvar og prøve at få lukket sagen hurtigst muligt. Men det ville et eller andet sted være befriende, hvis hun tog ansvaret på sig og støttede op om en advokatundersøgelse - også velvidende at hendes kollegaer i den modsatte side af salen sikkert ikke ville gøre det samme. Det siger historien i hvert fald.
You can talk about spirit, or you can live it - Jürgen Klopp