Hvis vi sammenligner de to sager, vil de fleste vel være enige i at MF´s lovbrud er mere omfattende og har haft langt større omkostninger for samfundet?
Hvorfor er lovbruddet større i minksagen? Det kan jeg ikke umiddelbart se, at det er.
Du tænker nok på
konsekvenserne af lovbruddet. Men den er jo svær. For ingen ved, hvad der ville være sket, hvis regeringen havde ladet smitte og mutationer brede sig i mink uden at gribe håndfast ind. Jeg tror ikke, at dét nogensinde var en mulighed for regeringen og reelt heller ikke for det store flertal i oppositionen. I hvert fald støttede jo bl.a. Venstre beslutningen, hvilket de lidt lader til at have glemt.
Den væsenligste forskel i de to sager er, at Inger Støjberg brød loven med åbne øjne. Og som en anden skriver, var det virkelig dumt, eftersom hun kunne have gennemført sin politik uden at bryde loven. I stedet så hun stort på et helt centralt retsprincip om individuel sagsbehandling.
Minksagen er mere kringlet, da den ressortansvarlige minister var Mogens Jensen - ikke Mette Frederiksen. Minksagen ligner et kommunikations- og koordinationsmæssigt sammenbrud i centraladministration, der førte til, at regeringens koordinationsudvalg kun i et bilag blev advaret om, at der ikke var hjemmel til beslutningen. At ingen af de tilstedeværende på mødet (og her tænker jeg især på topembedsmændene) tog spørgsmålet om hjemmel op, er svært at se som andet end et kæmpe svigt. Men hvor ansvaret primært bør placeres, er der fortsat megen diskussion om.
Nogen taler for en advokatvurdering af, om MF handlede groft uagtsomt. Det er der ikke mange med en højere juridisk indsigt, der tror på. Men skulle det ske, at der kommer en advokatvurdering, der siger, at MF handlede groft uagtsomt, har vi et problem, for så er det også nærliggende at konkludere, at embedsværket ikke meget tydeligt skal råbe vagt i gevær, når en eller flere ministre er ved at bryde loven (et bilag er nok). Det vil i mine øjne skabe risiko for, at det politiske arbejde sander til.
En regering SKAL kunne regne med, at embedsværket sikrer, at de politiske initiativer, der bliver besluttet og eksekveret, er lovlige. Det er en af de fornemste opgaver, som embedsværket har.