DF er dog skræmmende nok de mest intelligente, på deres helt egen, ikke-tænksomme facon, når der kommer til accepten af, at kulturel homogenitet er meget betydende for samfundets indretning. Så må de leve med at de ikke kan få omsat deres holdninger og udtryk til en akademisk standard, og må overlade den slags til fantaster i andre partier samt en ikke ubetydelig skare af eksperter og andet godt, som på imponerende vis har evnet at få universitetsgrader i egne drømmescenarier.
Selvom ikke så få i Vesten ønsker det, er verden ikke mere kompliceret, end at der er langt flere der ønsker et liv forankret i kulturreligiøse og -konservative rammer, end der er mennesker der finder det rimeligt at anse alle værdier som ligeværdige - eller i hvert fald kun på afstand være af andre holdninger. Det er det, DF (og andre værdimæssigt, højreorienterede partier i Europa) tjener på. Den naivitet der bl.a. udtrykkes gennem vesterlændinges mistro til, at lande og befolkninger der er blevet både befriet for den vestlige imperialisme og støttet finansielt og politisk, vælger noget helt, helt andet (f.eks. tilbagerulning af kvinders rettigheder og status), end netop opgøret med de tankesæt, der herskede i tiden med kolonialisering - eller naiviteten der igennem forsøg på placering af vestligt egetansvar for indskrivningen af anti-homo-love i ikke så få stater, popper op her og der. Da er det, at DF og deres ligesindende, ikke-vidende og ikke-tænksomme, vinder på. For de accepterer, at sådan er kulturernes møde med hinanden nu en gang. De behøver ikke læse sig til en konstrueret virkelighed, for meget mindre kan bringe dem langt tættere på den reelle virkelighed. Den hvor langt de fleste af klodens indbyggere befinder sig i.
At DF så i det lange løb vil tabe, er en anden snak. Det vil de, og den tid kan vi blot glæde os til. Men jeg tror ikke, at DF, deres søsterpartier i andre europæiske lande og deres stigende vælgertilslutning, vil kapitulere uden også fysisk kamp. Den må så desværre tages - som alle andre steder, hvor forskellige etniciteter og for forskellige kulturer og religioner mødes og tvinges til at leve side om side.