Snak

Hvis jeg blev politiker, ville jeg ikke regne det som et arbejde.
Men det er så også en (blandt formentlig flere) årsag til, at intet seriøst parti ville vælge dig som kandidat til at repræsentere dem på højeste niveau.

eg betragter alle former for "arbejde" som fornedrende
Det er en lidt stram holdning. De fleste af os ville jo nok gerne slippe for vores arbejde, men omvendt er det også rimeligt nice at have et tag over hovedet, noget spiseligt i køleskabet, og opsparing nok til uforudsete udgifter. Det er ikke rigtigt opnåeligt på kontanthjælp (formuebegrænsningen kommer lidt i vejen) og vejen til førtidspension er efterhånden rimeligt svær at navigere, selv hvis man er 100% rask.

Så jeg har trods alt 20 års erfaring med PTSD (altså en form for stresslidelse), trods det jeg ikke har nogen arbejdsmarkedserfaring
Jeg føler mig fristet til at trække alderskortet. Du er kun midt i trediverne.

Det sagt, så er PTSD selvfølgelig en fair nok stress-lidelse, men det kan man også få på arbejdsmarkedet. Det er dog temmeligt skudt forbi mål, hvis du vil gøre dit stress til den rigtige form for stress.

Forestil dig at presse dig selv til det yderste for at opnå resultater, uagtet at din arbejdsplads bruger enhver lejlighed til at gøre det sværere og sværere at opnå resultater, og din chef og dine kolleger gør absolut intet for at være konstruktive. Forestil dig, at selv om der er nul støtte, så reagerer alle med hån, hver gang nogen gør noget galt. Alting er usikkert. Og selv når der er givet en garanti, så kan den trækkes tilbage retroaktivt.

Der hvor det i øvrigt for alvor går galt på den moderne arbejdsplads, og det ved 23-årige Cille selvfølgelig ikke en skid om, er når man rent faktisk ikke har fri, selv om man "har fri". For chefer sender emails rundt, som de forventer, at man forholder sig til, og arbejdet er afhængigt af, at man er opmærksom på diverse ting og sager, som man læser op på efter fyraften.

Videreuddannelse er teoretisk, men alligevel skal man bruge kvalifikationerne fra den videreuddannelse, der ikke er tid til, man kan få. Og hvis man laver fejl, fordi man ikke er videreuddannet, så er det pludselig ens personlige ansvar.

Og selvfølgelig er der også den fantastiske new management tilgang, hvor det altid er op til den enkelte medarbejder at vurdere, om man selv føler, man har gjort nok? Og det vil chefen selvfølgelig ikke vurdere, medmindre man har gjort for lidt, for så bliver man fyret.

Men ikke-politikeren taler selvfølgelig arbejdet op (eller i hvert fald ikke-skaberen, den ikke-kreative, dvs. en person som blot er en handelsvare modsat noget egenartet)
Det her er lidt noget ævl. Ikke-politikeren har faktisk haft et seriøst voksen-arbejde, hvor man har en række opgaver, der pinedød skal nås, og typisk ikke i nærheden af nok tid til faktisk at nå dem. Kombiner med hvad end familieliv, man kan tænkes at have, samt hvilke konkurrende drømme, man konsekvent har været nødt til at parkere og til sidst opgive.

"Politikeren" er en 23-årig pige, der er blevet byrod mens hun studerer statskundskab, og som næppe for alvor har oplevet at blive presset over grænsen endnu.

Lad os se, hvad hun siger, hvis hun skal ignorere fx et barn med kolik for at skrive et eller andet ligegyldigt lort til Mads Fuglede, som han så vælger at smide i papirkurven alligevel. Når hun ikke kan holde juleaften med ungerne, for nogen skal være på vagt. Og så videre. Når hun æder 48 timer med non-stop kaffe og panik for at nå i mål med et eller andet, som hun har bestemt skal gøres lige nu, og det eneste hun får tilbage bare er et møgfald for at være så langsom.

Det er den slags, man oplever ude på arbejdsmarkedet. Og det er vel at mærke før vi begynder at tænke diverse fysiske helbredsproblemer med i regnestykket. Et arbejde, som du kan løse relativt nemt, hvis du er 100% frisk, er pludselig lidt sværere, hvis du har semi-kronisk hovedpine, migræneanfald, og diverse problemer med gigt og dårlig ryg. Læg lidt søvnbesvær ind også, og pludselig skal der ikke så meget til at skabe en lavine af ophobet pres, der bare lige pludselig vælter folk omkuld.

Men altså, vi lønslaver har jo fri, når vi har fri.

@ Halil

Den debat hvor vi skriver omkring Statens rolle for danske borgere.
Men ikke noget om konsekvenserne af, hvad vi vælger, at statens rolle skal være? Ud over, at trække på skulderen og bare sige "nåh ja, det er godt nok ærgeligt" i forhold til de mennesker, der potentielt bliver kasseret?

Og ja, en nedprioritering vil have negative konsekvenser for nogle og positive for andre. Det giver sig selv og sker jo også idag. Troede du virkelig, at jeg ikke mente det ville have konsekvenser?
Næh, jeg troede bare, at når nu du vil tage diskussionen om, hvorvidt vi skal gøre x, og du mener, at det skal vi, så var du også interesseret i hvad konsekvensen af x er. Og ikke bare, at der, på det helt abstrakte plan, naturligvis er en konsekvens.

Black Spider:

Statens rolle er efter mit hoved der, hvor kernevelfærden skal være i fokus. For mig er kernevelfærden hjælp til ældre, hjælp til sygdom, børnepasning og uddannelse.

Staten skal ikke regulere alt muligt som, kunne det ligne, blot er bureaukrati på områder der ikke har med kernevelfærd at gøre. Det er ikke Statens rolle.

Desværre er det jo ikke bare lige til at ændre på, da Staten har vokset sig kæmpe stor. Derfor bliver konsekvenserne også markante, når der træffes beslutninger som gør op med nogle rettigheder.

Derfor kunne det også have forebyggende effekt, hvis f.eks. paraffinolieborgere kunne få at vide, at Sundhedsvæsenet ville nedprioritere behandlingen af dem. Så kunne de indstille sig på, at de skulle spare op til privatbehandlinger eller lære at leve med deres selvpåførte gener eller borgere kunne lade være med at få sprøjtet det ind i armene.

Desværre er kernevelfærden allerede idag under pres ude i Kommunerne, hvor de gode medarbejdere kæmper en brav kamp for at få det hele til at hænge sammen for, ofte de svageste borgere, men hvor rettigheder konstant bliver forbigået eller tilsidesat. Og det særligt indenfor nogle af de områder du tidligere har skrevet op.

Målet er at så mange som muligt skal have det så godt som muligt uden at budgettet eksploderer. Her skal der nødvendigvis laves nogle hårde prioriteringer.

https://nyheder.tv2.dk/politik/2023-02-22-fagforeninger-raser-over-store-bededag-udelukker-socialdemokratiet-fra-1-maj

Glimrende. At skyde sig selv i foden, men glimrende.

I har sikkert ret. Som " avantgarde performance artist", nåede jeg ikke langt i læserækken. Jeg har også mit gode humør og mit (skrøbelige) helbred at tænke på. Stress or no stress (Jesper Buch skulle have sagt at stress ikke skyldes arbejdstimer, men at man ikke ved, hvordan man skal løse sine problemer. Jeg kan se på Facebook at Svend Brinkmann har begået en kronik om stress på Altinget. Stressniveauet skulle være højest hos de arbejdsløse. Jeg har dog ikke gidet at læse det heller (jeg henviser til mine indledende argumenter i dette indlæg). Jeg tænkte også lidt over Halils overvejelser, før Bosse smed lænket til TV2. Dog uden at jeg kom frem til noget indspark til Halils debatoplæg. Eller Black Spiders tidligere kommentarer til det.

God weekend, alligevel. At vælge noget handler lige så meget om at fravælge andre ting. En god måde at holde al stress for døren.

😉😁

"Nietzsche er for den megalomane, hvad paraffinolien er for bodybuilderen."

- Villy Sørensen, 1952.

Hans hudfletning af Wagner er nu ganske læseværdig.

(altså Nietzxcchszhes)

Black Spider:

Kan du svare på, hvorfor prisen på en pakke smøger ikke bliver sat op til 120 kr.?

Det kunne måske hjælpe lidt på en del ting vedrørende folkesundheden.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/rygning-er-stadig-den-stoerste-draeber-i-danmark

Kan du svare på, hvorfor prisen på en pakke smøger ikke bliver sat op til 120 kr.?
Jeg kan skyde i tågen, men jeg har ikke nogen synderlig indsigt hvad angår tobakspolitik.

Jeg formoder, at det dels er et spørgsmål om popularitet. Hvor koster det og hvor vinder man point? Der er vel også en vurdering af, at hvis folk faktisk holder op med at ryge, så falder provenuet fra afgifter på tobak, men de positive effekter kommer først om 20-30 år.

Men personligt ville jeg ikke have noget imod, at tobak bliver kategoriseret på linje med andre skadelige stoffer. Det vil dog irritere mig gevaldigt, hvis det ender med massiv substitution med vaping.

Folkesundheden er vel heller ikke eneste målestok man kører efter, især med afsæt i laveste fællesnævner. Der er jo også lidt frihedsbegreber i spil. Det sætter vi der godt kan lide et glas rødvin og en bøf, men også godt kan finde ud af at motionere, ganske stor pris på.