diskussionen, du refererer til, handlede om hvorvidt Ukraine skulle afgive territorium og droppe ambitionen om at entre NATO til fordel for en fredelig løsning på krigen i Ukraine eller ej.
Ja, og endda om hvorvidt vi måske burde udøve lidt pression for at få Ukraine til at vælge den retning. Det lyder jo i øvrigt så flinkt og rart når man kalder det en "fredelig løsning". Meget bedre end hvis man snakker om at kapitulere til en diktaturstat, der bruger voldsomme metoder for at forhindre nogen form for politisk frihed.
Men det er Rusland og Rusland er et lukket emne. Det sagt følte jeg, at det var en meget kort afstikker værd, så vi endegyldigt kunne få lukket spørgsmålet om, hvorvidt det var afsindigt hyklerisk, når du gladeligt ville sende 40 mio ukrainere i en diktaturstat for at "skabe fred", endda gerne uden at spørge dem først.
Og ja, der er færre og færre som anser menneskerettigheder som en universel rettighed - de kan muligvis tælles på fingrene af en afhugget hånd. Og vi har længe ikke været iblandt.
Meget billedligt skrevet, om end jeg ikke er sikker på, at en afhugget hånd har færre fingre end en normal hånd. Det sagt er jeg enig. Jeg erindrer svagt hvor ubehageligt det var, dengang for 15-20 år siden, hvor jeg begyndte at forstå betydningen af realpolitik.
Men omvendt er det jo heller ikke nemt at foreslå en kurs, hvor vi faktisk står på mål for, at menneskerettigheder er universale. Så skulle vi jo åbent gå i konflikt med en ubehaligt lang liste af lande. Og det er jo ikke som om de landes respektive befolkninger nødvendigvis står i kø for at takke os.