@ Steve
Folk kan jo ofte godt se jeg har ret, de tør bare ikke selv sige det.
Det her er vel grundlæggende ved at være et lærebogseksempel på Dunning Kruger effekten, synes du ikke? Du er helt sikker på, at selvfølgelig mener folk, at du har ret, men når de afviser dig, så er det kun fordi, de ikke har modet til at indrømme det.
Det er ikke fordi, du argumenterer for overfladisk og teatralsk eller fordi din analyse er haltende eller fordi du fuldstændigt ignorerer virkeligheden. Det er ikke fordi du glemmer at tænke over konsekvenserne for virkelige mennesker ude i virkeligheden. Næh, det er bare fordi du har modet og de andre ikke har. Simpelthen.
Jeg kan godt lidt at stikke lidt til dig, uden at det direkte skal blive ondskabsfuldt eller personligt, men den der kommentar er en selvforherligende afstikker fra virkeligheden grænsende til det skizofrene.
Og ja, jeg har rent faktisk oplevet netop den tankegang fra en person med netop den diagnose. Prøv gerne at sætte ord på, hvordan du tænker, at man nogensinde kan have en konstruktiv dialog af nogen art, når den anden part i samtalen arbitrært bestemmer sig for, hvad du i virkeligheden mener, men bare ikke havde modet til at indrømme?
Er du i virkeligheden forelsket i Mette F, men bare uden modet til at stå ved det? Når du afviser, så er det jo reelt en bekræftelse, altså er hypotesen bekræftet!! Stevie plus Mette, Stevie plus Mette!
Jeg formoder, du godt kan se, hvor risikabel den logik er?
Så tror jeg godt på at den bøde som Højesteret "efter svare overvejelser" stadfæster, underkendes af Menneskerettighedsdomstolen fordi afbrændingen er en del af et større arrangement der beskyttes af ytringsfriheden.
Men at du bruger to evigheder og en sommer på at snakke løs om et eller andet og så pludselig brænder en bog af gør jo ikke bogafbrændingen til en del af ytringerne. Det vil være nødvendigt at finde på en tale, som er direkte afhængig af bogafbrændingen, og som ikke trivielt ville kunne ændres, så den også fungerer uden faktisk at brænde en bog af.
Ytringsfrihed er i øvrigt ikke en absolut og ubegrænset ret, der overtrumfer alle andre rettigheder. Folk har også en ret til at undgå religionsforfølgelse og EUs menneskerettighedskonvention anerkender retten til en religion og til ikke at få sin religion forhånet. Den ret er ligeværdig med ytringsfrihed, og dermed skal de to rettigheder balanceres imod hinanden.
Så jeg er ikke sikker på, at det ville være helt nemt at føre den hypotetiske sag, du beskriver.
Jeg har i øvrigt taget mine tæsk ved overfor mine parnas-venner at kritisere forsøget på at retsforfølge politiske modstandere som Trump. Det lover jeg dig. Helt op i toppen.
Du virker så også jævnt ligeglad med, om han faktisk er skyldig. Dit eneste argument for, at han ikke burde anklages for noget, er at han er oppositionens spidskandidat. Hvor går grænsen med den tankegang? Hvilke forbrydelser er okay, hvilke er ikke, og hvor er der noget jura, som bekræfter den vurdering?
Måske fordi jeg er så gammel at jeg har set så meget at jeg efterhånden er ligeglad med hvem af de to fløje der vinder.
Og så bevæger vi os over i et andet klassisk argument med slagside, den gode gamle Fox News "Fair and Balanced" tilgang, hvor man lader som om, at to meget forskellige fløje er symmetriske. Det meste af venstre-fløjen i USA er reelt centrum-højre typer som Biden, Obama, Hillary og lignende. Samtidigt diskuterer de højre-ekstreme elementer strategier for i praksis at afskaffe demokrati.
Men begge sider er jo selvfølgelig helt det samme og det gør ikke nogen praktisk forskel, hvem der vinder. Det er da også helt ligegyldigt, om vi får endnu en NATO-leder, der reelt har mere sympati for øst-blokken af autokrater end for vestlige demokratier. Det kan slet ikke påvirke udviklingen i vesten.
Eller måske fordi jeg modsat Mette F der kom til mange år senere faktisk lyttede efter skolens grundlægger Jens Juul da han sagde at politik betød samarbejde.
Samarbejde kræver to parter. Hvis samarbejdet er ensidigt, så er jo reelt en betingelsesløs overgivelse.
Der var engang republikanere, der var villige til at samarbejde, men det er ikke rigtigt tilfældet længere. Det bliver jo svært, når partiet er overtaget af en halvhjerne, der refererer til al opposition som "radical left" og mener, at alle republikanere som ikke tanketomt bare følger hans dekreter er RINO´er.
Men reelt har den form for politisk aggression været støt stigende. Under Obama var der også, det jeg husker, eksempler på, at republikanere fremsatte lovforslag, og hvis Obama så faktisk støttede dem, så ville republikanerne vende 180 grader og være imod, simpelthen fordi Obama ikke skulle se ud som om, han faktisk lykkedes med noget. Men diskursen dengang var i det mindste noget mindre absurd end i dag.