@ TW
Reduktion af privatbilismen vil bidrage til
Jeg er ikke uenig, men din formulering er for passiv til, at vi rigtigt kan bruge den til noget. Hvor stor reduktion? Hvor stort bidrag? Det er meget svært at arbejde med.
Lad os prøve et lidt stærkere tankeeksperiment. Vi forbyder private biler for alle andre end de super rige. Hvad er konsekvensen? Konsekvensen er, at næsten al mobilitet skal køres over i offentlig transport, hvorefter folk kun kan komme nogen steder, hvis det offentlige tillader det. Har vi rent faktisk lyst til den løsning?
i min optik, nej. Vi har ikke lyst til at køre fast rutekørsel til alverdens landsbyer og døde områder, og vi har slet ikke lyst til at bygge togbaner overalt. Og der er rigeligt med situationer, hvor det simpelthen er mere praktisk for alle involverede, at man privat kan køre fra dør til dør.
Problemet er i min optik ikke, at private har biler. Problemet er, at den service, man opnår ved at have bil, ofte er så afsindigt meget bedre, end den service, man får gennem offentlig transport, og derfor vælges den offentlige transport fra.
Hvis man har en bil, hvorfor så tage en fodtur til et busstop, så man kan hoppe på en bus til en station, hvor man kan tage et tog, og så på et tidspunkt stå af ved en ny station, hvorefter man skal finde en ny bus, hvorefter man så har endnu en fodtur hen til destinationen? Og dertil kommer, at bussen er overfyldt, toget er forsinket, og de andre passagerer opfører sig elendigt.
Selvfølgelig kan må opnå en bedre fordeling mellem private bilister, hvis man via lovgivning og regulering sænker serviceniveauet ved at have bil, men så snakker vi jo reelt om at gøre tilværelsen dårligere for primært dem, der har de færreste midler i forvejen. Det virker ikke helt rimeligt.
I stedet burde man bare lade være med at bygge flere vejbaner, end man gerne ser fyldt op med biler. Motorveje mellem byerne er fornuftigt nok, men lad være med at bygge 4 spor i hver retning. Og inde i byerne kunne man fint dedikere baner til busser. Så kan de glide igennem mens folk i biler må vente på, at det bliver deres tur.
Derfra er det bare et spørgsmål om at få opdraget folk, så de opfører sig ordenligt, når de er ude med den offentlige trafik, og så få landsforvist alle de sataner, der stiller sig til venstre på rulletrapper, larmer i stillezonerne, ryger uden for rygezoner, og sidder med fødderne oppe på sæderne.
Helt generelt er der grund til at se på vor økonomis og samfundsordens krav om høj økonomisk aktivitet og vækst, hvis vi altså vil gøre noget seriøst ved både forurening og ressourcekrisen, som vinker forude.
Jeg er ikke uenig. Problemet med vores nuværende tilgang er, at der kun optimeres ud fra håndgribelig profit. Alle uhåndgribelige omkostninger ignoreres. Alle eksterne omkostninger ignoreres. Og det er endvidre frygteligt kortsigtet.
Men problemet er jo omvendt, at hvem end der er den første, til at skrue ned for ambitionsniveauet for bæredygtighedens skyld per definition vil falde bagud, så længe alle andre fortsætter med at presse på for uendelig vækst. Og ingen har lyst til at efterlade de penge på bordet til alle andre.
Men selv liste Ø anbefaler aktuelt at Danmark forbliver i NATO, så længe at der ikke findes et bedre sikkerhedspolitisk alternativ (læs bl.a. partiets betænkninger herom fra 2024).
Ja, lige aktuelt, men havde snakken nu fundet sted i fx 2021, så ville billedet potentielt være et andet. Og den anbefaling gik det jeg husker heller ikke helt smertefrit igennem, på trods af situationen vi befandt os i.
Så selv om det selvfølgelig er en høflig lille overdrivelse, at de røde bare gerne vil sidde i rundkreds og holde i hånd, så synes jeg ikke, at det er en fuldstændigt malplaceret opsummering af venstrefløjens holdning til forsvarsområdet. Det er noget, som i bedste fald tolereres.
Hvis målet med militarisme i øvrigt er at skabe fred, kan det i høj grad diskuteres om militarismen ´virker´
Problemet kommer jo af, at "fred på acceptable vilkår uden militarisme" ikke er en gangbar mulighed. Valget er enten "fred på uacceptable vilkår" eller "militarisme".
Jeg kan ikke lide krig og ødelæggelse og titusindvis af døde civile. Jeg kan ikke lide smadret infrastruktur og lidelse og børn som falder over gamle granater og bliver sprængt i luften.
Men hvilket valg har vi? Krigen forsvinder ikke, bare fordi vi lægger os ned og lader bøllerne gøre, hvad de har lyst til. Forbrydelserne forsvinder ikke. Død og ødelæggelse forsvinder ikke.
Selvfølgelig er jeg klar over, at vi, Vesten, heller ikke er specielt rene i kanten. Selvfølgelig er jeg klar over, at vores udenrigspolitik er lige så praktisk og fuld af ondskab, som de slyngelstater, vi beskriver som bøller. Men som befolkning har vi i det mindste en forståelse for, at de ting er ondskab, simpelthen fordi den slags ting er forkerte.
Det er en bedre grobund for noget godt end diverse autokratiske slyngelstaters hypernationalisme og junglelov, hvor tilhængerne grundlæggende er blevet religiøse fanatikere, der tillader alt, for hvis deres guddom kræver det, så må det være godt og rent og nobelt, og hvis deres guddom taler imod, så må det være forkert og beskidt og kriminelt.
Det fundament kan jeg ikke se, at vi kan bygge noget på. Altså er vi nødt til at stå imod. Og så er vi nødt til at være tålmodige og vente på, at menneskeheden som race engang vokser op. At vi på et eller andet tidspunkt bliver mindre forhippede på at vinde på andres bekostning, og at vi måske endda holder op med at være så glade for at slå hinanden ihjel.
En naiv tanke, bevares. Men hvad andet kan vi reelt håbe på?