@ Tom
Jeg er lidt usikker på, hvad du lægger i moral a priori. Jeg tænker ikke, at der er nævneværdige genetiske forskelle på mennesker fra forskellige dele af verden.
Men der er forskel på den kultur, vi vokser op i, og de værdisæt, vi bliver lært af vores omgivende samfund. Og hvis kulturen får lov til at være autokrati og "magt giver ret", så er det min påstand, at befolkningen ikke kan undgå at blive farvet af det i et eller andet omfang. Jo længere det står på, jo mere farve.
Hvis vi lader den kultur dominere os, vil de næste generationer så overhovedet gå op i fred og fordragelighed? Vil de bekymre sig om rigtigt og forkert? Eller vil de være fokuserede på at få "nok" til sig selv, uanset hvad det koster for alle andre?
Der er ingen garantier for noget, men som jeg ser det, så vil den slags kulturer være et voldsomt dårligt fundament for den samfundsudvikling, jeg personligt gerne vil se.
Det ved jeg ikke, om jeg er enig i. Håb kan man altid have. Det er bare et ønske om, hvordan en situation skal udvikle sig. At man har et håb om et eller andet er ikke det samme, som at man ikke længere vil forsøge at påvirke, hvordan situationen udvikler sig.
Jeg håber fx, at jeg når på toilet uden at gøre i bukserne. Det er sådan et generelt håb, der kommer af at have haft en madforgiftning eller to gennem årene. Det er altid bare en lidt dårligere dag, hvis det mislykkes. Dermed åbenlyst ikke sagt, at jeg ikke også gør en aktiv indsats for at indfri det håb.
Altså Tom, helt ærligt... Nu bruger du en masse venstre-lydende ord for at sige en ting, som du nok har regnet ud, at jeg ikke er uenig i. Så enten redder jeg mine moderate kredentialer ved at kalde dig for en uvidende kommunist, men så snakker jeg sort, eller også erklærer jeg mig enig, og så begynder de andre at kalde mig for kommunist!!
Spøg til side, så burde det være åbenlyst for de fleste, at vi kun har én planet, som vi kan tage ressourcer fra. Og det er samtidigt også den ene planet, vi har adgang til, som er beboelig. Derfor har vi en definitivt endelig mængde ressourcer. Og vi har en vækstforventning på 2% per periode. y = x^1.02 er en ubegrænset eksponentiel funktion, der bevæger sig mod uendelighed. Før eller siden vil forventningen følgeligt være højere end den tilgængelige mængde ressourcer.
Og hvad gør vi, når vores virksomheder ikke længere har adgang til nok ressourcer? Vi kommer i konflikt med andre lande, som har adgang til de ressourcer. Hvis muligt, så kan vi "købe" ressourcerne. Men hvad sker der, hvis priserne bliver for dyre? Så vil USA pludselig eje Grønland, Kina vil insistere på at hele det kinesiske hav er kinesisk, og Ukraine bliver en del af Rusland.
Vores nuværende tilgang til økonomi er afsindigt god til én ting, og det er at skabe profit, defineret som den interne omsætning minus de interne håndgribelige udgifter. Og det gør, at vi som samfund kan være ekstremt produktive. Så længe vi undlader at tænke på eksterne omkostninger og uhåndgribelige udgifter. Dem er der ingen som helst dækning for i modellen.
Det er en velkendt problemstilling, og det har intet at gøre med politik eller holdninger. Det er bare sådan, modellen er sat sammen, med den vurdering, at godet fra værdien af produktionen overgår samfundets tab på overforbrug af eksterne ressourcer. Og håndgribelige omkostninger er uhåndgribelige, og derfor ikke noget, vi regner med.
Konceptet med marginalnytteværdi er heller ikke nyt. Marginalnytteværdi er den nytteværdi, det næste produkt har. Den første flaske vand på en glohed dag ude i en ørken er afsindigt vigtig. 100 kroner? 1000 kroner? Hvad er prisen på overlevelse? Flaske nummer 10 er nok stadigvæk et eller andet værd, men flaske nummer 17000?
Brug det koncept på produktion. Dengang i begyndelsen af vores kapitalistiske boom var vores produktion til rotterne og revolutionen skabte en gigantisk forskel i levestandard. Dengang gav det mening, at man prioriterede produktion nu over langsigtet bæredygtighed. Hvad er argumentet i dag? "Ej altså, jeg kan bare ikke lide at drikke min smoothie med et papirsugerør!!"
Sagt anderledes, når mørkeblå CEPOS-typer konsekvent pludrer løs om hvordan vi bare skal have mere og mere markedsøkonomi, mindre regulering, mere frihed til storkapitalen... Så er det min påstand, at de godt ved, hvad effekten nødvendigvis må være. Men de vil bare gerne have mere til sig selv nu og her, og så kan vi ignorere hvad omkostningen må være for alle på sigt.
Hvis man spørger CEPOS-typerne derude, så er min oplevelse, at der kommer bunker af forklaringer om, hvordan man rent faktisk øger niveauet af velstand og at højere vandstand i havnen løfter alle både. Og det er da ikke umuligt, at de har overbevist sig selv om det.
Forklaringen holder vand i år. Den virker nok også næste år. Men det må nødvendigvis være komplet nonsens over en lidt længere tidshorizont, og hvis det er nonsens om 100 år, så er det jo reelt også nonsens nu.
Det er ikke et spørgsmål om rød eller blå. Det er egentlig bare et spørgsmål om, hvad der virker og hvad der ikke virker. Det der virker kan fint fastholdes. Det der ikke virker er et problem, og problemer skal selvfølgelig løses. Men det, der komplicerer diskussionen, er at det jo "virker okay lige nu", uagtet at det på sigt nødvendigvis må føre til en katastrofe.
Mener du at befolkningerne i lande hvis styreformer kan betegnes som autokratiske, i modsætning til andre, a priori er forfaldne til ondskab og såkaldt bølleadfærd?
Jeg er lidt usikker på, hvad du lægger i moral a priori. Jeg tænker ikke, at der er nævneværdige genetiske forskelle på mennesker fra forskellige dele af verden.
Men der er forskel på den kultur, vi vokser op i, og de værdisæt, vi bliver lært af vores omgivende samfund. Og hvis kulturen får lov til at være autokrati og "magt giver ret", så er det min påstand, at befolkningen ikke kan undgå at blive farvet af det i et eller andet omfang. Jo længere det står på, jo mere farve.
Hvis vi lader den kultur dominere os, vil de næste generationer så overhovedet gå op i fred og fordragelighed? Vil de bekymre sig om rigtigt og forkert? Eller vil de være fokuserede på at få "nok" til sig selv, uanset hvad det koster for alle andre?
Der er ingen garantier for noget, men som jeg ser det, så vil den slags kulturer være et voldsomt dårligt fundament for den samfundsudvikling, jeg personligt gerne vil se.
Ud over at håb er et symptom på opgivelse af progressiv handling
Det ved jeg ikke, om jeg er enig i. Håb kan man altid have. Det er bare et ønske om, hvordan en situation skal udvikle sig. At man har et håb om et eller andet er ikke det samme, som at man ikke længere vil forsøge at påvirke, hvordan situationen udvikler sig.
Jeg håber fx, at jeg når på toilet uden at gøre i bukserne. Det er sådan et generelt håb, der kommer af at have haft en madforgiftning eller to gennem årene. Det er altid bare en lidt dårligere dag, hvis det mislykkes. Dermed åbenlyst ikke sagt, at jeg ikke også gør en aktiv indsats for at indfri det håb.
Min pointe er jo også netop at vi bør have politiske debatter, som tager fat om/højde for de grundlæggende problemer, vores vækstøkonomier afstedkommer ... og ad denne vej få et opgør med vækstidealismen og finansialiseringen, foruden den kroniske konflikttradition, som bidrager væsentligt til den iboende/nødvendige fortrængning/eksklusion af både kendte og ubekendte, eksterne omkostninger - og tillader os at leve i en boble.
Altså Tom, helt ærligt... Nu bruger du en masse venstre-lydende ord for at sige en ting, som du nok har regnet ud, at jeg ikke er uenig i. Så enten redder jeg mine moderate kredentialer ved at kalde dig for en uvidende kommunist, men så snakker jeg sort, eller også erklærer jeg mig enig, og så begynder de andre at kalde mig for kommunist!!
Spøg til side, så burde det være åbenlyst for de fleste, at vi kun har én planet, som vi kan tage ressourcer fra. Og det er samtidigt også den ene planet, vi har adgang til, som er beboelig. Derfor har vi en definitivt endelig mængde ressourcer. Og vi har en vækstforventning på 2% per periode. y = x^1.02 er en ubegrænset eksponentiel funktion, der bevæger sig mod uendelighed. Før eller siden vil forventningen følgeligt være højere end den tilgængelige mængde ressourcer.
Og hvad gør vi, når vores virksomheder ikke længere har adgang til nok ressourcer? Vi kommer i konflikt med andre lande, som har adgang til de ressourcer. Hvis muligt, så kan vi "købe" ressourcerne. Men hvad sker der, hvis priserne bliver for dyre? Så vil USA pludselig eje Grønland, Kina vil insistere på at hele det kinesiske hav er kinesisk, og Ukraine bliver en del af Rusland.
Vores nuværende tilgang til økonomi er afsindigt god til én ting, og det er at skabe profit, defineret som den interne omsætning minus de interne håndgribelige udgifter. Og det gør, at vi som samfund kan være ekstremt produktive. Så længe vi undlader at tænke på eksterne omkostninger og uhåndgribelige udgifter. Dem er der ingen som helst dækning for i modellen.
Det er en velkendt problemstilling, og det har intet at gøre med politik eller holdninger. Det er bare sådan, modellen er sat sammen, med den vurdering, at godet fra værdien af produktionen overgår samfundets tab på overforbrug af eksterne ressourcer. Og håndgribelige omkostninger er uhåndgribelige, og derfor ikke noget, vi regner med.
Konceptet med marginalnytteværdi er heller ikke nyt. Marginalnytteværdi er den nytteværdi, det næste produkt har. Den første flaske vand på en glohed dag ude i en ørken er afsindigt vigtig. 100 kroner? 1000 kroner? Hvad er prisen på overlevelse? Flaske nummer 10 er nok stadigvæk et eller andet værd, men flaske nummer 17000?
Brug det koncept på produktion. Dengang i begyndelsen af vores kapitalistiske boom var vores produktion til rotterne og revolutionen skabte en gigantisk forskel i levestandard. Dengang gav det mening, at man prioriterede produktion nu over langsigtet bæredygtighed. Hvad er argumentet i dag? "Ej altså, jeg kan bare ikke lide at drikke min smoothie med et papirsugerør!!"
Sagt anderledes, når mørkeblå CEPOS-typer konsekvent pludrer løs om hvordan vi bare skal have mere og mere markedsøkonomi, mindre regulering, mere frihed til storkapitalen... Så er det min påstand, at de godt ved, hvad effekten nødvendigvis må være. Men de vil bare gerne have mere til sig selv nu og her, og så kan vi ignorere hvad omkostningen må være for alle på sigt.
Hvis man spørger CEPOS-typerne derude, så er min oplevelse, at der kommer bunker af forklaringer om, hvordan man rent faktisk øger niveauet af velstand og at højere vandstand i havnen løfter alle både. Og det er da ikke umuligt, at de har overbevist sig selv om det.
Forklaringen holder vand i år. Den virker nok også næste år. Men det må nødvendigvis være komplet nonsens over en lidt længere tidshorizont, og hvis det er nonsens om 100 år, så er det jo reelt også nonsens nu.
Det er ikke et spørgsmål om rød eller blå. Det er egentlig bare et spørgsmål om, hvad der virker og hvad der ikke virker. Det der virker kan fint fastholdes. Det der ikke virker er et problem, og problemer skal selvfølgelig løses. Men det, der komplicerer diskussionen, er at det jo "virker okay lige nu", uagtet at det på sigt nødvendigvis må føre til en katastrofe.
