Snak

Det mener jeg ikke, Parfit. Hvis det skulle handle om identitet, ville jeg holde livet på jorden højere end efterlivet. Det gør jeg ikke.

Er det ikke nærmest en forudsætning, for at være troende. Det er tyndt, Matias.

"Er det ikke nærmest en forudsætning, for at være troende"

- Jo da. Men for den ikke-troende kan det være en forudsætning, der er svær at forholde sig til. Det er i hvert fald min oplevelse. Ikke at den bliver sagt, men at den bliver ment. Derfra opstår der, som Parfit også erkender, en del motivgranskning. Troen på Gud må skyldes, at man søger en identitet. Eller at man er har brug for Gud, grundet en eller anden svaghed. Jeg skal ikke afvise, at det kan være tilfældet for nogen, men jeg har bogstaveligt talt aldrig mødt en person, jeg anser for at være oprigtigt troende, for hvem det skulle gælde. Det kan være, jeg bare har været heldig.

Parfit, som alle andre, må du spekulere og gætte alt det du vil. Også om min bruger. Jeg siger og skriver, som jeg gør, så må du slutte, hvad du vil slutte. Jeg tror ikke jeg kan komme det - eller dig - nærmere i den sag.

@ Matias

Personligt tror jeg dog på, at styrke tiltrækker - og vi er stærke.

Jeg studsede over dette udsagn.

Hvem er vi?

De troende :)

Ok, men det vil vel gælde alle retninger i så fald.

Det vil vel på et eller andet tidspunkt medføre en religionskamp herhjemme, medmindre De Radikale har held til at opløse Folkekirken helt og aldeles.

Det er i hvert fald det billede, der tegner sig alle andre steder - så ja, det tror jeg bestemt du får ret i.

Går tendensen ikke snarere i retning af, at det bliver en form for nationalsocialisme, hvor DFs indflydelse bliver mere og mere markant?

De traditionelle konservative værdier har i hvert fald trange kår på politisk, og jeg har svært ved at se eksempelvis Islam vinde frem på bekostning af et nationalsocialistisk tankesæt.
Både SF og S bevæger sig jo mere og mere i retning af nationalsocialistiske værdier, og et samarbejde mellem S og DF virker jo ikke længere som grebet ud af den blå luft.

Jeg har vanskeligt ved at se Islam få tag i den danske kerneborger, og der er jo ikke de store tegn på en politisk opblødning i forhold til indvandring, hvis det er fra den kant, de troende indflydelse skal komme.

Det kan selvfølgelig også bare være min mangel på fantasi, men jeg vil trods alt mene, at den velfærdsstaten i de nordiske lande er så veludviklet og grundfæstet, at de ikke vil levne plads til eksempelvis Islam.

Som en lille sidenote, så er det interessant, at De Konservative har fået en formand, der har fået en håbløs sag, hvor han allerede er fedtet ind i mulige ulovligheder.
At det lokale energiselskab blev nødt til at fyre folk i samme ombæring som man smed 3,5 mio. kr. afsted mod et tvunget sponsorat, er sgu et elendigt signal at sende.
Pape får det svært.

Nu havde jeg religionskonflikten i tankerne, ikke det nationale, politiske billede. Men jo, det kan du da have ret i, men hvad vil DF gøre? Om de så fik 50% af stemmerne? Vil de få Danmark ud af EU? Vil de opsige konventioner, der har indflydelse på befolkningssammensætningen? Vil de stå på mål for den reaktion, omverdenen vil møde Danmark med? Nej vel.

"Jeg har vanskeligt ved at se Islam få tag i den danske kerneborger, og der er jo ikke de store tegn på en politisk opblødning i forhold til indvandring, hvis det er fra den kant, de troende indflydelse skal komme"

- Det at der blandt modtagerlandes oprindelige befolkning er en manglende evne til at forestille sig islam slå rod i samfundet, er en af hovedårsagerne til, at den slår rod i samfundet. Det er faktisk en af islams største styrker som jeg ser det. De religionskulturer, den omfatter, påvirkes ikke i større grad af det omkringliggende samfund, og kan snildt dyrkes i forening med det at have et arbejde, tage en uddannelse osv. Du kan i den forbindelse læse op på den gode Tariq Ramadans bidrag til samme emne. Han hyldes (i høj grad også af ikke-indvandrere) stort i bl.a. Schweiz og England.

"Det kan selvfølgelig også bare være min mangel på fantasi, men jeg vil trods alt mene, at den velfærdsstaten i de nordiske lande er så veludviklet og grundfæstet, at de ikke vil levne plads til eksempelvis Islam"

- Hvis befolkningssammensætningen ikke bliver anderledes i dag, kan det diskuteres, hvor meget en given religion vil kunne ændre samfundsbilledet. Så langt kan vi sagtens blive enige. Men jeg forestiller mig ikke andet, end at den bliver ændret. Også radikalt. Det kan så være, at det er min mangel på fantasi, der spiller ind her. Sverige er et forgangsland på området. Jeg har skrevet det tidligere; jeg er ikke uenig i perspektiverne, der fremføres på højrefløjen. Der hvor jeg er uenig med den (højrefløjen) er ved frygten for forandringerne. Man kan kigge på disse perspektiver fra nabolandet: http://avvikandelandet.w…-scenarier/

Hvis man udskifter et folk med andre folk, vil det naturligvis ikke være det første folks kultur, der overlever, således heller ikke den forankring i velfærdsstaten, som de nordiske lande har i dag. Jeg synes egentlig det siger sig selv. De fleste undersøgelser der behandler integrationsemnet i forbindelse med til- og fravalg af kulturegenskaber, fortæller at minimum halvdelen af de tilkomne som ønsker at Guds love skal reflekteres i de respektive landes grundlove. Og ønsket forstærkes i takt med antallet af troende og tilsyneladende også des senere generationer, holdningerne kommer fra. Jeg kan ikke se, hvordan og hvorfor det skulle vende - og jeg håber heller ikke, at det gør det.

Men, hvor ser du tegnene på, at Islam, som jeg går ud fra du hentyder til, vil være mere dominerende fremover herhjemme?

Jeg oplever ikke en øget islamisering af samfundet generelt, og ej heller at en islamisk kultur vokser sig stærkere og stærkere.
Tendensen er vel derimod, at det kun er et fåtal af muslimer, der har en virkelig stærk tro, og dyrker som med alt, hvad det indebærer.
På den anden side blander størstedelen af muslimer herhjemme fra begge verdener, og dyrkelsen af det religiøse bærer mest præg, at man gør det for at gøre det.

"Men, hvor ser du tegnene på, at Islam, som jeg går ud fra du hentyder til, vil være mere dominerende fremover herhjemme?"

- Det er jeg glad for, at du skriver, for det er lige præcis det, Tariq Ramadan taler om. Islam skal ikke være konfronterende eller på kant med det eksisterende samfund - det skal dyrkes uforstyrret og i lukkede kredse. På den led vil religionskulturen beholde sit udtryk - og så må vi se hvad der sker, når befolkningssammensætningen ser anderledes ud. Skulle du savne inspiration til dette perspektiv, er der, historisk set, trods alt et par stykker at plukke fra. Den store ubekendte består i, at det ikke er afprøvet i Vesten - og her er det, at forventningerne kommer i spil. Ingen er mere rigtige end andre.

"Tendensen er vel derimod, at det kun er et fåtal af muslimer, der har en virkelig stærk tro, og dyrker som med alt, hvad det indebærer"

- Det er et svært emne at forholde sig til, fordi der er mange fortolkninger af koranen - eller rettere, der er mange måder at tillægge betydningen af forskellige vers på. Men jeg er ikke enig med dig i, at majoriteten af muslimer er en pendant til det, der kaldes kulturkristne. Min opfattelse er, at en langt, langt større andel blandt muslimer, har et tættere forhold til Gud og deres tro, end eks. etniske danskere. Igen, der findes en del undersøgelser, der viser det. Og det bemærkelsesværdige er, at det ikke kan påvises at aftage efterhånden som generationerne skrider frem.

"På den anden side blander størstedelen af muslimer herhjemme fra begge verdener, og dyrkelsen af det religiøse bærer mest præg, at man gør det for at gøre det"

- Det ved jeg ikke helt, hvad du mener med. Hvis du mener, at man er religiøs af pligt, er det bestemt ikke min opfattelse. Tværtimod. I en anden sammenhæng mener jeg heller ikke, du har belæg for at skrive, som du gør (forstår jeg dig ret). Skulle religionen egentlig ikke betyde det helt store, ville religionskulturen heller ikke gøre det, herunder den sammenhængskraft og sociale styrke, de har. I den sammenhæng ville man - vil jeg tro - ofte(re) kunne se intern modstand mod eksempelvis det, som i Vesten betegnes som religiøs ekstremisme eller fanatisme (som egentlig bare er religiøs konservatisme), men den forekommer ikke. En af mine bekendte arrangerede en demonstration (her i Danmark) mod Assad. Han er syrer og ønsker bravt, at styret styrtes og samfundet reformeres. Den demonstration var der ingen problemer med at få opbakning og tilslutning til. Da IS så begyndte at være en betydende del af modstanden mod Assad, blev han - som sekulær - forfærdet, og ville stable en demonstration mod dette på benene, for at vise, at omvæltningen ikke burde have det ansigt. Ingen tilslutning, ingen opbakning. Han er en del af en kreds af syrere, jeg går sammen med, og selvom de fleste er lettere kulturreligiøse, finder han heller ingen opbakning blandt dem. For troen på Gud er der trods alt, og det at gå imod dem, der taler Guds sag, er såre simpelt ikke acceptabelt. Jeg har det på samme måde. Jeg håber at samfundet vil ændre sig på fredelig vis, men jeg vil ikke bekæmpe dem, som med referencer til Guds ord vil tage andre midler i brug. Tendenser er svære at beskrive, fordi det afhænger af øjet der ser - men tilslutningen til interne, religiøs modstand mod religiøs konservatisme, er til at overse. Og det synes jeg ikke er et udtryk for, at man er troende af navn snarere end af gavn.