Snak

"... de bortforklaringer, som de kulturradikale forsøger at komme med i denne sag, er et klassisk bevis på det skjulte jødehad og frygt for at træde på eksteme dele af det arabisk-muslimske samfund"

- Det tror jeg ikke er rigtigt. Jeg tror hverken at jøder hades eller muslimer frygtes. Til gengæld tror jeg, at det er De Radikales, efterhånden paradoksale, afstandtagen til borgerligheden, der giver sig til kende. Kritiseres indvandringen, racistiske tendenser osv. fra borgerlig side, enten pure afvises den eller "nuanceres" til ukendelighed fra radikal side, efter devisen min fjendes fjende (er min ven). Det er paradoksalt fordi den kulturradikalisme - som jeg oplever, at De Radikale (og deres støtter) lægger sig tæt op ad - bl.a. er (var) en kamp for at åbne for religionskritik, forståelsen for seksuelle rammer, nedbrydningen af (konservative) sædvaner, traditioner og familien som institution. Og i kampen mod den "gammelkendte" repræsentant på det område (borgerligheden), lader man våbnene med automatforsvar for kulturer (og kulturegenskaber), der i langt, langt højere grad er netop fjendtligt indstillede overfor religionskritik, seksuel frigørelse, afvisning af sædvaner og familien (med dertil hørende ufravigelige familiemønstre) som insitution. Men (selv-)hadet er åbenbart så stort, at indholdet ikke længere er nær så vigtigt, som dem der kæmpes imod. Det kommer til at blive et gigantisk, radikalt selvmål, for snart er der ikke længere plads til deres anti-konservative "frisind". Da vil de være tvunget til selv at erklære sig konservative eller flygte, da deres politik ikke tager højde for de kræfter, de er ved at tildele (her til lands (eller, sådan set på det meste af kontinentet)) "nye" kulturer og sammes konservative og traditionsforankrede livssyn. De (radikale og/eller kulturradikale) vil formentlig deles i to lige store lejre. Dem der gør det ene, og dem der gør det andet.

Det kunne du godt have ret i, Matias.

Når nu det viser sig, at den specifikke problemstilling ikke rigtig var et problem alligevel, er det åbenlyst paradoksalt, at højrefløjens mest skræppende krager, der reagerer impulsivt med krav om udsmidning o.lign., når der peges på problemer blandt muslimske grupper, skal belære andre om, hvordan man behandler minoriteter; og om mobning i det hele taget.

Men man kan selvfølgelig benægte, at en del af integrationsproblemerne bunder i, at dele af den politiske elite har enorme problemer med at holde hovedet koldt, når talen falder på muslimer.

Man kunne håbe, at gårsdagens misere kunne få eksempelvis Jarlov til at se lidt indad, men det er desværre usandsynligt.

"... en del af integrationsproblemerne bunder i, at dele af den politiske elite har enorme problemer med at holde hovedet koldt, når talen falder på muslimer"

- Hvis det skulle være en forklaring, hvordan forklarer man så integrationsudviklingen i lande (f.eks. Sverige), som ligner (eller har mere klare, optrukne linjer end) den i Danmark, men ikke har samme enorme problemer med at holde hovedet koldt blandt den politiske elite?

"Man kunne håbe, at gårsdagens misere kunne få eksempelvis Jarlov til at se lidt indad, men det er desværre usandsynligt"

- Det kommer ikke til at ske. Det kommer heller ikke til at ske, at Liv Holm Andersen, Zenia Stampe eller Anna Mee Allerslev nogensinde kommer til at adressere et problem, på anden vis end at opfordre "alle til at være opmærksomme på (samme)".

Det er fint nok at du er ude med riven efter de borgerlige, Okocha, og guderne skal vide, at jeg er enig med dig i kritikken af den fløjs politikere. Men den enighed fritager ikke dig (og andre der ikke er begejstrede for borgerligheden) for at netop at kigge indad. Det kunne jo være, at naivitetsforestillingerne om, at kultur og traditioner slet ikke betyder noget (som Liv Holm Andersen plæderer for), er det rene gift for sameksistensen.

"Når nu det viser sig, at den specifikke problemstilling ikke rigtig var et problem alligevel"

- Hvad er det, der ikke rigtigt er en problemstilling? Er det at der er så få tilfælde, fordi en lille minoritet har taget sine forbehold, eller er det, at det reelt ikke er videre sandsynligt, at det skulle være en tendens der ville være (stærkere) målbar, om bare alle kastede deres liv ind i det?

Et par opkald til de andre skoler på Nørrebro fra en rationelt tænkende journalist på JP. Og vupti, så viser det sig, at problemets omfang er noget så beskedent.

Det er morsomt, men også ret skræmmende.

Er det morsomt, hvis tilfældet er, at nogen har kløet nok på i forhold til den aggressive hetz, og således har ført til minoriteters tilnærmelsesvis totale segregation (fra hinanden), således at problemets omfang er begrænset? Jeg har sgu lidt svært ved at se det hysterisk grinagtige i det.

Det er som om der findes folk, der ånder lettet op og afblæser al snak, udelukkende på baggrund af hvor hyppigt episoderne optræder. Ikke på baggrund af de forbehold der allerede er taget af bestemte minoriteter, og ikke på baggrund af muligheden for, at der faktisk findes en solid foragt for samme minoriteter.

Er det morsomt, hvis tilfældet er, at nogen har kløet nok på i forhold til den aggressive hetz, og således har ført til minoriteters tilnærmelsesvis totale segregation (fra hinanden), således at problemets omfang er begrænset? Jeg har sgu lidt svært ved at se det hysterisk grinagtige i det.




Måske nærmere påfaldende og tragikomisk, hvor lidt benarbejde der skal til for at se, hvordan det i realiteten forholder sig. Flere medier har jo præsenteret historien som sandheden, mens de politikere, der nu engang profiterer bedst på den pågældende problematik heller ikke gør sig nogen ulejlighed for at tjekke efter i sømmene.

På skolerne ved man jo nok godt, hvem der er jøder, og hvem der ikke er. Uanset beklædning og den slags. At der udenfor skolerne kan være problemer, hvis man ifører sig en kalot, er en lidt anden problemstilling end den, der går på, at jøder bliver forfulgt i skolerne på Nørrebro.

Jamen hvad er virkeligheden da, Borger Louis? Er det at der er få tilfælde, punktum?

Vi snakker om to forskellige ting, Matias. Jeg hentyder til mediernes amatørisme i sagen og politikernes manglende lyst til at faktatjekke i deres iver efter gå et populistisk ærinde.

De er imponerende så meget arbejde, de overlader til formiddagsaviserne.