Redigerettors 28. maj 2015
@BS
Jeg har lidt vanskeligt ved at følge dine ræsonnementer og det meste virker som noget "from the top of my head"-agtig nonsens.
Det man kan overse er så, at modtagerne typisk bruger de fleste af disse penge på forbrug uden at spare ret meget op. Altså er det ikke helt så dårlig en forretning, som de mest blå gerne vil gøre det til, da pengene kører videre ud i samfundet.
Endvidere skal modtagerne jo leve af et eller andet, og det er fuldstændigt håbløst at antage at de alle bare lige kan komme i arbejde. Dermed bliver spørgsmålet, hvad der egentlig er af alternativer?
Få anfægter vel at der for enkelte ikke er noget alternativ til kontanthjælp. I udgangspunktet er det dog til enhver tid bedre for staten, at subsidiere en deltidsstilling, end have folk 100% på overførsler. Vi har til stadighed positiv arbejdsindvandring og omend kompetencesættet oplagt ikke nødvedigvis er til at fylde alle stillinger fra potten med ledige, er der naturligvis et potentiale at udvinde, hvor en del af det går på parring og en anden på incitament. Her er løsningen ikke nødvendigvis at skære mere, man kan lige så vel gøre det gunstigere at deltage. Ud over at overførslen, og derved statens udgift mindskes, foregår der typisk også en værdiskabning i et arbejdsforhold, som man ikke får fra sofaen, evner tilegnes og sjovt nok bruger de lavtlønnede arbejdsmodtagere også størstedelen af indtægten på forbrug.
Kontanthjælpsmodtagere som en art multiplikator-facilitatorere, er omtrent det løjerligste argument jeg har set.
Der er også den anden lille detalje, at kontanthjælp reelt udgør underliggeren for, hvor lidt man kan betale en fuldtidsansat. Når du presser kontanthjælpen ned, så presser du reelt set også lønniveauet i bunden af arbejdsmarkedet. Alt det snak om "gevinst ved at arbejde" er derfor generelt noget pladder.
Det er vel til stadighed mindstelønnen, som udgør underliggeren. Vi har et ganske velfungerende arbejdsmarked, med ret solide fagforeninger og jeg vil gerne se dokumentation for, at reallønnen blandt de laveste lønmodtagere er så kraftiget korreleret med kontanthjælpen. Tendensen er i historisk perspektiv, at det er tilgangen på arbejdskraft som er den dominerende faktor, men at søge at holde et antal på kontanthjælp, for at subsidiere mindstelønnen, er lidt af en tanke. Umiddelbart tror jeg det er bedre overladt til markedet, da priser og lønninger også typisk hænger sammen.
Gevinsten bliver jo ikke større ved, at arbejdsgivere kan betale mindre og stadigvæk tilbyde bedre vilkår end kontanthjælp. Til gengæld bliver forhandlingspositionen for folk i denne ende af arbejdsmarkedet endnu dårligere, når alternativet til at tage et arbejde med tvivlsomme arbejdsvilkår gøres kontinuerligt dårligere, samtidigt med at målgruppen til arbejdet bliver mere og mere desperate, hvilket gør den enkelte medarbejders muligheder for at forhandle vilkår meget dårlige.
Det virker som noget udokumenteret synsning, at konkludere at en forudsætning for et sunde arbejdsforhold, er at staten holder arbejdsgiverne til ilden med et højt niveau på kontanthjælpen. Det er ganske rigtigt nogle år siden jeg deltog på det danske arbejdsmarked, men jeg har ikke indtryk af at forholdene skulle være så horrible. Videre er det næppe en problemstilling som løses gennem kontanthjælpen, af helt oplagte årsager. Eksisterer den, er det jo noget der skal løses direkte. Vi har desuden stadig positiv arbejdsinvandring, noget man faktisk budgetterer med på lang sigt, som med en vis tilfredshed også tager jobs med lav løn og lave krav til uddannelse. Der ligger en ubehagelig sandhed i et udsagn om, at forholdene ikke er gode nok til danske lønmodtagere, mens man villigt accepterer udenlandske.