Det er i sandhed et afslørende billede. Afslørende fordi, det fortæller historien om menneskers afsky for hinanden. På alle niveauer. De ledere, som har nægtet at gøre livet værd at leve, for millioner og atter millioner af mennesker, der i generationer har levet i armod. I de sammenbrudte stater findes ikke fundamentet for det værdige liv for andre end de få. Det er klaner i områder, der defineres af linealtegnede grænser. De er ikke beboet af et folk. Og det bliver de heller aldrig. Vesten har støttet dem i årtier, blindt og bevidst uvidende om interne forhold, der blot ventede på at eksplodere. I anden række de mennesker, som mæsker sig i billeder som dette, fordi det menes at give carte blanche til at udtrykke det indædte og ufravigelige had, de har til mennesker, der ikke deles politisk observans med. Denne nærmest higen efter andres dybe tragedier, for at få et ekstra ståsted at råbe fra, når de små, barnagtige og ligegyldige politiske holdningsudvekslinger udfoldes. Det umættelige selvhad, udtryk gennem skam per stedfortræder. Det mest egocentriske, Vesten til dato har dyrket - og det, der vil blive Vestens endeligt. Og endelig den afsky og ligegyldighed, der udvises af de som lever af flygtninges triste skæbner. Den manglende empati i praksis.
Jeg må stole på, at der er en plan med det hele. At det er Gud, som tester os. Hvis ikke, kunne menneskeheden ligeså godt uddø i morgen - vi kan alligevel ikke finde ud af det.