@Matias
Og jeg har i øvrigt, kan jeg læse, en helt anden indgangsvinkel, end din (den om skatten). Økonomien ved de umiddelbare udfordringer, vi står med, bekymrer jeg mig ikke om overhovedet.
Nu var det nu bare for at illustrere hvilken byrde jeg som individ kunne forventes at skulle løfte. Hvad angår flygtningene, snakker vi 10-15 promille, pessimistisk set, af Norges indtægt over årene, så det er intet. Norge er enddog ret dårlige til at integrere, da man har råd til at lade være. Tendens er dog altid bundlinje-tænkning i et vist omfang. Hvad koster det mig/os med flygtninge. I stort omfang er det billigere at hjælpe dem i nærområder, frem for et lotteri, men når de står på dørtrinnet, er det oplagt at man inviterer ind. For de enkelte nationer og helt ned på kommunal basis, er det videre et spørgsmpl om hvem der rykker først. Det typiske som siges er "vi skal løfte vores del af ansvaret.". Så sidder man ellers og venter på naboens udspil, inden man melder ud hvad man kan tage ind. I ekstremtilfældet Rwanda, hvor man måtte have soldater på plads, og USA havde brændt nallerne i Somalia, sad man så i stedet og diskuterede farven på de fredsbevarende styrkers køretøjer og da det hele var ovre, var udmeldingen "wow, det eskalerede hurtigt!".
Vedrørende afsnittet om Vesten, er jeg oplagt ikke enig. Man har vel netop vist, og Irak/Syrien/IS er et eksempel på dette, at man er villig til at gå langt for at værne interesser. I en globaliseret verden har man dog brugt tid på at lære sig at håndtere udfordringerne. Særlig USA havde dyre lærepenge i eksempelvis Vietnamm og Somalia. Nu har man så lært at gribe det anderledes an, hvorfor man kontinuerligt destabilliserer regioner og nationer, frem for at føre krig på den gamle måde. Det er lidt som konstant at skubbe en mand på krykker ned, når han rejser sig. Videre er det jo sigende at man snakker om "Vesten", hvilket er ret nyt, trods alt. Adskillige af de fremgangsrige nationer og regioner i de forskellige verdensdele er desuden oplagt mere knyttet til, og interesseret i at pleje omgang med "Vesten", end de muslimske lande. På mange parametre kan man faktisk sige at de tilhører Vesten, og nylig historik kunne godt placere de rige oliestater i mellemøsten i samme båd, uafhængig af religion. Den eurocentristiske del af Vesten har vel i øvrigt aldrig stået stærkere, hverken som individuelle nationer eller i fælleskab, så hvor er skæringen på tidslinjen i forhold til at det skulle være mere fragmenteret? Det lyder lidt som ønsketænkning, synes jeg.
Vedrørende befolkningsudviklingen, er FN jo notorisk kendt for disse "worst case" rapporter. U i ulande er ikke uvæsentlig, og har en betydning som mange lever op til. I flæng kan nævnes Sydafrika, Botswana, Namibia, flere nord for Sahara og til dels også Nigeria, som lande inde i en positivt udvikling. Udviklingsøkonomer arbejder typisk med et vækstbenchmark for at konkludere omkring et lands fremgang. Det er isoleret til landet, og man ignorerer væsentligheden af vækstcentre som de ovennævnte, som har positiv betydning for hele regioner. Afrikanere er i udgangspunktet ikke mindre mobile end europæere og andre har været.
Forklaringen om AIDS og berøringsangst i artiklen som fejlkalkulationer fandt jeg desuden hysterisk morsomme. Hvor har ham "eksperten" været de sidste 20 år?
Og jeg har i øvrigt, kan jeg læse, en helt anden indgangsvinkel, end din (den om skatten). Økonomien ved de umiddelbare udfordringer, vi står med, bekymrer jeg mig ikke om overhovedet.
Nu var det nu bare for at illustrere hvilken byrde jeg som individ kunne forventes at skulle løfte. Hvad angår flygtningene, snakker vi 10-15 promille, pessimistisk set, af Norges indtægt over årene, så det er intet. Norge er enddog ret dårlige til at integrere, da man har råd til at lade være. Tendens er dog altid bundlinje-tænkning i et vist omfang. Hvad koster det mig/os med flygtninge. I stort omfang er det billigere at hjælpe dem i nærområder, frem for et lotteri, men når de står på dørtrinnet, er det oplagt at man inviterer ind. For de enkelte nationer og helt ned på kommunal basis, er det videre et spørgsmpl om hvem der rykker først. Det typiske som siges er "vi skal løfte vores del af ansvaret.". Så sidder man ellers og venter på naboens udspil, inden man melder ud hvad man kan tage ind. I ekstremtilfældet Rwanda, hvor man måtte have soldater på plads, og USA havde brændt nallerne i Somalia, sad man så i stedet og diskuterede farven på de fredsbevarende styrkers køretøjer og da det hele var ovre, var udmeldingen "wow, det eskalerede hurtigt!".
Vedrørende afsnittet om Vesten, er jeg oplagt ikke enig. Man har vel netop vist, og Irak/Syrien/IS er et eksempel på dette, at man er villig til at gå langt for at værne interesser. I en globaliseret verden har man dog brugt tid på at lære sig at håndtere udfordringerne. Særlig USA havde dyre lærepenge i eksempelvis Vietnamm og Somalia. Nu har man så lært at gribe det anderledes an, hvorfor man kontinuerligt destabilliserer regioner og nationer, frem for at føre krig på den gamle måde. Det er lidt som konstant at skubbe en mand på krykker ned, når han rejser sig. Videre er det jo sigende at man snakker om "Vesten", hvilket er ret nyt, trods alt. Adskillige af de fremgangsrige nationer og regioner i de forskellige verdensdele er desuden oplagt mere knyttet til, og interesseret i at pleje omgang med "Vesten", end de muslimske lande. På mange parametre kan man faktisk sige at de tilhører Vesten, og nylig historik kunne godt placere de rige oliestater i mellemøsten i samme båd, uafhængig af religion. Den eurocentristiske del af Vesten har vel i øvrigt aldrig stået stærkere, hverken som individuelle nationer eller i fælleskab, så hvor er skæringen på tidslinjen i forhold til at det skulle være mere fragmenteret? Det lyder lidt som ønsketænkning, synes jeg.
Vedrørende befolkningsudviklingen, er FN jo notorisk kendt for disse "worst case" rapporter. U i ulande er ikke uvæsentlig, og har en betydning som mange lever op til. I flæng kan nævnes Sydafrika, Botswana, Namibia, flere nord for Sahara og til dels også Nigeria, som lande inde i en positivt udvikling. Udviklingsøkonomer arbejder typisk med et vækstbenchmark for at konkludere omkring et lands fremgang. Det er isoleret til landet, og man ignorerer væsentligheden af vækstcentre som de ovennævnte, som har positiv betydning for hele regioner. Afrikanere er i udgangspunktet ikke mindre mobile end europæere og andre har været.
Forklaringen om AIDS og berøringsangst i artiklen som fejlkalkulationer fandt jeg desuden hysterisk morsomme. Hvor har ham "eksperten" været de sidste 20 år?