Det har været fremme i medierne de seneste dage, at hjælpen i nærområderne er beskåret til under et eksistensminimum, fordi man er ved at løbe tør for penge.
Ja, hvilket primært er multiliteral støtte, som går gennem især FN. Flere betydende nationer er nu begyndt at sende flere penge og jeg tror da også at Danmark, med deres politik, vælger et tilsvarende kompromis, mellem asylsøgere og penge i retning nærområder. I EU-regi har de store spillere dog været optaget med andre ting, og flere af de velstående Golfstater og USA er først kommet ind i kampen, da der blev sat fokus på hvor få de tog ind. Det er et sådant kollektivt push der er behov for og det er Danmark ikke en motor der kan trække, særlig når man i forvejen, relativt, er en stor bidragsyder.
Jeg har ikke noget ønske om at være perfid. Du gav - som jeg læste det - udtryk for en holdning, jeg er uenig i og grundlæggende finder forkastelig. Det er muligt, at jeg har misforstået dig - så er du velkommen til at rette mig. Det er også muligt, at vi bare er uenige.
Jeg gav egentlig ikke udtryk for en holdning. Det er dog typisk tingenes tilstand, hvor ingen i første omgang har lyst til at spille ud først. Særlig hvis der er et ramme-budget som skal fyldes, eksempelvis i FN-regi, står nationer, ignorerer man velgørenhedsdiktaturet Norge, ikke i kø for at tage det relativt største stykke af lagkagen.
Videre synes jeg ikke det er uvæsentlig at se på konsekvenser, sådan rent nationalt, især relativt til hvad den faktiske opgave er og hvordan pengene bruges mest effektivt. Sådan er jeg nu engang pragmatisk anlagt. De ekstra syriske flygtninge berører næppe mig, men de udgør noget i budgettet, hvilket man så må huske næste gang der snakkes offentlige ydelser, lønforhandlinger, boligmangel, skattestigniger, ældreomsorg og om du kan få to serveringer med budding i hospitalssengen. Det giver udslag og det er typisk i de lavere indtægstlag, at det mærkes. Så kan vi godt ævle og kævle om det kollektive ansvar, men det bliver jo aldrig jævnt fordelt og på sigt skal vi også kunne give meningsfulde tilbud. Vi bliver jo ikke bedre til at integrere, ved at skrue hastigheden op på samlebåndet. Nærmere er der nok flere som bliver tabt i systemet.
Det lyder ikke som om, at vi på det personlige plan forholder os så forskelligt. Mit ærinde har ikke været at fortælle hverken dig eller andre bold.brugere, at I skal gøre noget andet i jeres privatliv. Jeg argumenterer mod den aktuelle politiske retorik og ageren.
Men det er jo netop politik. Nationalt bliver det ikke mindre vanskelig af, at man netop har haft valg. Vores politikere har så travlt med at holde sit grundlag, mens de tyske og svenske hellere vil skubbe vælgere væk.
Det kan godt lyde hult, når der snakkes om at man må tage "vores del af ansvaret", men det rummer jo også den politiske sandhed. Det er "vores del" som er det vigtigste, skal man holde balance i den folkelige opinion. Det er pokkers kedeligt at det skal være sådan, men politikerne repræsenterer hele vælgerskaren, ikke bare de som har valgt dem ind. Det betyder også en masse slæben med fødderne, særlig hvis man håber at nationer man måler sig mod, pludselig gør tiltag, så man kan retfærddiggøre selv at flytte på sig.
Til sidst er selve fordelingen jo et nulsumsspil, når man har sat af i nationalbudgettet til bistand. Det betyder typisk, at tager du af midlerne for at hjælpe her, må du fjerne af midlerne for at hjælpe der. Jeg tror på at Løkke og Co. vælger at opjustere og give ekstra bevilling, for at hjælpe der, for at man kan holde egen baghave fri for teltbyer. I første omgang må der dog nok lidt mere ro på EU-situationen, for at man kan dedikere sig til en plan. Det er naturligvis frustrerende, når flygtninge må stå og trippe mens aben sendes rundt, men det er om man kan lide det eller ikke spillets gang. Det er set så mange gange før. Rwanda er vel skræmmeeksemplet, hvor man sidder og diskuterer farve på indsats-køretøjer, mens slagteriet står på. Jeg tror dog at man har forstået, at problemet ikke bare forsvinder.