Snak

Yang, hvis vi iagttager at EU-udviklingen i mange årtier har haft retning mod en føderation, hvori en bl.a. fælles udenrigs- og asylpolitik er uundgåelig, har det i lang tid været et vilkår at medlemsstaterne i stigende grad må underordne sig gældende konsensus eller kvalificerede flertalsafgørelser i EU-institutionerne. Tanken om at EU kunne være et rent handelssamarbejde med politisk bevægelsesfrihed for medlemsstaterne er utopi når de besluttende niveauer er optaget af good governance, fælles fodslag og NPM-styring.

Det erklærede mål er an ever closer union, og ud fra den betragtning giver det god mening at nedbryde den sociale sammenhængskraft i de enkelte medlemslande vha. indvandring.

Noget andet er så, at briterne stemte sig ud af unionen netop for at begrænse indvandringen... hvorefter den britiske regering lod indvandringen fortsætte og endda forøge.

Men er den gældende konsensus så bare, hvad udpegede bureaukrater mener, den bør være? Der er mig bekendt ingen lande tilbage i Europa, hvor et flertal af vælgerne mener, at Europa bør være en naturlig destination for afrikanske eller mellemøstlige migranter/flygtninge, eller sér en befolkningsudskiftning som en acceptabel løsning på de demografiske udfordringer. Selv Sverige og Tyskland har trukket hårdt i håndbremsen på det her spørgsmål.

Hver evig eneste gang europæerne rundt omkring er blevet spurgt - og her mener jeg ikke i form af indirekte demokrati - har de mere eller mindre entydigt sagt nej til udefrakommende immigration.

Der er velsagtens ikke et område hvor EU går mere konsekvent, gentagende og overlagt imod dets vælgerkorps ønsker, end når det kommer til indvandring.

Sammenhængskraften elimineres lettest med en forceret økonomisk ulighedsudvikling, drevet af vækstpsykosens konkurrencepres, og liberalisering af de nationale ejerskaber. Og disse dele af arrangementet har EU absolut styr på ... men jeg er ikke sikker på at de omnipotente beslutningstagere er særligt bevidste om hvad de egentligt har gang i. Mange er fanget i børneværelsets utopier og/eller tåbelig governance-idealisme, andre er solgte som slagterhunde.

Sidste år fik de ukrainske politikere besked på, at de blandt andet skulle intensivere deres kamp mod korruptionen i landet, styrke deres retsvæsen samt forbedre mediefriheden, hvis EU skulle kunne tage hul på de reelle optagelsesforhandlinger. Og ifølge Kommissionen er de nu nået så langt i den proces, at de konkrete forhandlinger kan gå i gang, så snart ukrainerne har opfyldt de sidste, afgørende betingelser.

Mon Ukraine kan se frem til f.eks. en bulgarsk proces på korruptionsområdet når EU´s porte åbner sig? Udsalget af de nationale ejerskaber og konkurrenceforcering i det ukrainske erhvervsliv står ihvertfald på menuen.

men jeg er ikke sikker på at de omnipotente beslutningstagere er særligt bevidste om hvad de egentligt har gang i

Nej, det er jeg mildest talt også i tvivl om. To what end er det spørgsmål, der hele tiden hober sig op for mig, når tanken falder på EU. De ansvarlige stiller jo ikke selv op i debatten eller klarlægger en vision, så man er overladt til konspirationer om udskiftning med en mere medgørlig befolkning, der dog heller ikke understøttes af nogen (af mig bekendte) visioner og brandtaler.

Næste skud på stammen er så en forhastet optagelse af Ukraine og Moldova, til trods for at problemerne med de forhastede optagelser af Ungarn, Polen, Bulgarien, Grækenland, mm. på ingen måde er løst. Hurtigt videre til den næste hovedpine, så glemmer vi måske den forrige.

Jeg går med en naiv opfattelse af, at nationalpolitik fungerer på den måde, at man først opbygger støtte til en sag, så bliver valgt ind på den støtte, og derefter gennemfører den. EU-politik fungerer tilgengæld helt åbenlyst på den måde, at hvis man har en sag, det er helt umuligt at opnå støtte til, så skal man bare ind i bureaukratiet i Bruxelles-bobbelen, for dér kan man meget mere effektivt tvinge det ned over hovedet på mindst en halv milliard mennesker, uden nogen form for offentlig debat. Det må være et slaraffenland for lobbyister.

"Jeg går med en naiv opfattelse af, at nationalpolitik fungerer på den måde, at man først opbygger støtte til en sag, så bliver valgt ind på den støtte, og derefter gennemfører den."

Det repræsentative demokrati, med alle dets mangler og problemer, skal principielt fungere som du hér beskriver - foruden oppebære en høj lydhørhed overfor strømninger og udtrykte behov i dén befolkning, det repræsenterer. Når jeg jævnligt omtaler governance-princippet som et stort problem, så er det fordi denne topstyring bypasser væsentlige demokratiske processer i sin bestræbelse på at levere politiske salgsprodukter (som skal markedsføres og siden masseres ind i befolkningernes bevidstheder).

Husk bl.a. subsidiaritetsprincippet, som de færreste EU-fanebærere forstod (de kunne ofte end ikke udtale ordet), men som skulle lappe på/aflede fra en udbredt folkelig kritik af EU-topstyringen. Ingen har siden set det fjerneste til dette princips postulerede beskyttelse af nationale/lokale interesser.

Ah, vi kan da stadig spise røde pølser 😇