Snak

TW

Men der er jo ikke rigtigt noget nyt.

Der er i mine øjne intet ændret i Trumps fredsplan (som svarer til min egen fra 2022), at de nuværende frontlinjer (som nærmest svarer til 2014 linjerne i forhold til Ukraine) danner grundlag for de nye grænser, give or take a few square miles som slet ikke er det kardinalpunkt Morisot gør det til.

Man venter nu på at Iranspørgsmålet løses fordi Trump ikke ønsker israelske interesser truet af Iran fremover og han ser det som en del af sit fredspuslespil. På den måde blev 7-10-23 en gamechanger selv ikke Trump havde indregnet men han er jo ikke just kendt for at lade en anledning gå til spilde til at løse et yderligere problem. Han savner dog givet noget russisk hjælp her og det er nok derfor han lidt er efter Putin i disse dage og så skal detaljerne jo også være genstand for armlægning og det er det vi nok ser hist og her i konfliktpunkterne.

Og i mellemtiden skal han jo holde gang i Ukrainegryden på begge sider (for og imod, tilpas afbalanceret), men der er ikke noget af det han eller USA foretager sig der ikke kan gås tilbage fra. Men han behøver ikke længere at true sig til fredsaftalen om Ukraine med fratagelse af bistand til landet, den er sådan set på plads.

Status imo.

Hvad mener du selv?

"Men der er jo ikke rigtigt noget nyt."

Steve, hvis du læser min respons på Morisots kommentar igår, vil du vide at jeg heller ikke mener at der er noget særskilt ændret i den strategiske situation - men der er taktisk udvikling iht. Iran-spørgsmålet, jvf. de seneste krigshandlinger i området og normaliseringen af de tidligere terrorister i Damaskus.

Jeg spurgte dig blot for at blive sikker på hvordan du ser Trump´s fredsplan og dennes omstændigheder, fordi jeg (fortsat) bl.a. savner dit strategiske blik på Vesten vs BRICS. Man kan jo ikke se Iran-spørgsmålet i et vakuum; Kina/Rusland har vital interesse i at Iran forbliver en væsentlig og stabil magtfaktor i Mellemøsten ... mens Vesten har vital interesse i at svække BRICS/ambitionen om at udfordre dollarens globale dominans, og hér er et regimeskifte/iransk underkastelse et delmål (som tillige vil udfordre især russernes behov for stabilitet/kontrol i Kaukasus og diverse -stans øst for Det Kaspiske Hav).

Tak i øvrigt for dit svar. Mit perspektiv på den nuværende situation fremgår ungefær af de seneste kommentarer, jeg har givet. Læs dem gerne (og husk flere af de taktisk/strategiske perspektiver, som er udlagt i bl.a. Project 2025 og Which path to Persia).

____________________

Så har Netanyahu et al som forventet indstillet Trump til Nobels fredspris for hans indsats i Mellemøsten, og slutter sig dermed til Pakistan som roser Trump for hans bidrag til afslutningen på landets væbnede konfrontation med Indien. Hvis Morisot får ret i at Trump-administrationen er ved at opgive en fredssøgende dialog med Putin et al, kan det være at Ukraine følger trop med en indstilling ... mens det kan formodes at Rwanda, Kosovo o.a. overvejer noget lignende. Skulle Trump blive seriøs runner for denne varme ballon, vil det næsten ækvivalere nomineringen af Obama - men dog næppe nå Kissinger´ske højder.

Jo, men Brics er jo bare de store middelklasselandes alternative sammenslutning med en alternativ finansieringskanal, ligesom Amagerbanken var overfor Nordea og Danske Bank. De ønsker ikke at udfordre dollaren, bare at have alternativer gennem deres New Development Bank. Brics er jo et misk mask af socialister og reaktionære lande en masse. Men de har et fælles formål. Økonomisk stabilitet og det vægter højere end principper.

Og hele vesten vs. Brics er jo kørt lidt op for det er også mere et underliggende spørgsmål om finansiering af samfundene og de politiske mål. Hvis ikke de nuværende strukturer var der, ville der være nogle andre. Det viser erfaringen efter invasionen i 2022.

USA vil ikke et regimeskifte i Iran, som jeg skrev. Det tror jeg i hvert fald som sagt ikke. USA har også en interesse i Irans styrke, men må selvfølgelig tage bestik af hvad Israel siger og komme til undsætning, når man føler sig truet, men det er langt fra det samme som at man ønsker det iranske styre afmonteret. En ting er at Trumps fredsplan er havnet i forlænget spilletid pga. the Israel situation men Iran ville være en rematch der slet ikke er ressourcer til eller interesse for. Nuvel, det måske ville være nice to, men ikke need to på nogen måde, selvom jeg ved godt der er en stor vestlig interessekampagne til det formål.

IMHO.

Steve, tak for respons – jeg kan nogenlunde følge dit overordnede perspektiv, under forudsætning af at Trump-administrationen reelt har intentioner om at indgå i en multipolar verdensorden, hvor det globale lederskab er delt mellem flere parter … og under forudsætning af at man lykkes med dette forehavende. Men jeg har en række bemærkninger til disse præmisser - og beklager at jeg muligvis fatter mig i en vis længde.

Som du formentligt er vel bekendt med, Steve, er der stærke kræfter i USA og Europa, som fortsat mener at en vestligt domineret, unipolar verdensorden er det eneste farbare strategiske mål, fordi Kina vil overtage dominansen i en multipolar verdensorden – qua landets industrielle forspring/megakapacitet og forholdsvis billige adgang til de fornødne råstoffer. I den amerikanske kongres er der konsensus herom; amerikanerne må ikke miste grebet om verdensøkonomien – og blandt både neoliberale og neokonservative kræfter er der vilje til at forfølge denne ambition med både økonomiske, politisk/diplomatiske og militære midler.

Hvor Trump(-administratioen) egentligt befinder sig i denne sammenhæng er utydeligt, men hans trusler mod det ’anti-amerikanske BRICS’ og organisationens støtter er udtalte – hvilket jeg i indeværende debat flere gange har kildeanvist. Forleden udgav CNN denne artikel, som trods visse mangler/begrænsninger skildrer situationen, herunder det lange tidsperspektiv og især visse BRICS-medlemslandes behov for at fare med lempe: https://edition.cnn.com/2025/07/10/business/brics-tariff-threat-trump

BRICS har kun knap tyve år på bagen, men har i sin levetid udvidet både medlemstal og partnerskaber – og organisationens mål er at gøre medlemslandene uafhængige af IMF, Verdensbanken og dollaren; ikke at bekæmpe disse institutioner eller valutaen. Som du nævner har man etableret institutionen NDB og siden CRA, som udgør alternativer til vestligt dominerede IMF/Verdensbanken og dollaren(s rolle som global reservevaluta) … og man er i færd med at tilvejebringe valutafacilitering/et alternativ til SWIFT.

Om det meste går som forventet blandt BRICS-aktørerne, vil deres brug af de vestlige finansieringssystemer reduceres stærkt indenfor de kommende 10-20 år … og dette perspektiv bør tages ret alvorligt i Vesten, hvilket det i stigende grad bliver (visse amerikanske geo- og militærstrateger, foruden politikere og erhvervsfolk, taler tilmed om at vinduet for at gøre noget ved den økonomisk-militære trussel fra Kina lukker indenfor de kommende par år).

Som nævnt kan krigstilstandene i Østeuropa og Mellemøsten ikke ses isoleret fra hverken hinanden eller fra den geopolitiske konflikt- og konkurrencesituation, så tillad mig nedenfor at gøre opmærksom på en række forhold, der gør holdbare diplomatiske løsninger i den nærmeste fremtid højest usandsynlige.

Iran/Mellemøsten
Trump-administrationen har nogenlunde fulgt Biden-administrationens linje i Mellemøsten, men givet den betydeligt mere gas og anvendt mere direkte magt. Man har i palæstinensernes, libanesernes og iranernes øjne brudt løfter, løjet, manipuleret og anvendt vold i en stigende skala, herunder understøttet israelske terrorlignende angreb på politiske, religiøse og militære kræfter/ledere – og desuden medvirket til bombardementer i betydelig skala mod alle tre parter, og i Irans øjne har man forsøgt at provokere et regimeskifte via dubiøse anklager, hvilket helt uundgåeligt leder tankerne hen på hvad der skete med Irak, Libyen og Syrien, som blev udsat for lignende dubiøse informationskrige og angreb.

På denne vis har man svækket de diplomatiske muligheder og provokeret en oplevelse af at landets sammenhængskraft og velbefindende er eksistentielt truet … og dette har betydet at Iran søger militær bistand fra bl.a. Rusland og Kina, hvilket er sat i værk. Samtidig er opbakningen blandt landets befolkning til at Iran anskaffer nukleare våben øget i konsekvens af de amerikansk-israelske angreb … og når man lægger blot ovenstående sammen, tyder en del på at Israels sikkerhed på sigt næppe vil øges.
https://nypost.com/2025/07/10/world-news/some-enriched-uranium-survived-us-strikes-on-iran-nuclear-sites-is-still-accessible-senior-israeli-official/

Europa/Ukraine
Trump-administrationen har gjort sig ud til bens med Zelensky og den europæiske elite, men siden styrket båndene til bl.a. tyskerne og italienerne. I NATO-regi er kraftig europæisk oprustning besluttet – og den nyligt bekræftede politik er fortsat at Ukraine på sigt skal optages som fuldgyldigt medlem af alliancen. Trump har rost både Rutte og andre europæiske sikkerhedshøge, mens han samtidig har gentaget den velkendte snak om at Ukraine ikke kommer i NATO.

I forhold til Zelensky/Ukraine har Trump reorienteret sig og indgået den såkaldte mineral-aftale, som giver amerikanerne langsigtede interesser i den ukrainske undergrund, infrastruktur o.a. – hvilket ifølge Trump selv udgør en sikkerhedsgaranti for Ukraine.

Trump har talt en del med Putin, ligesom der på andre diplomatiske niveauer har været dialoger … men der er ingen konkrete perspektiver for en forhandlingsproces, og jævnligt har Trump udtalt sig nedsættende og kritisk om Putin; senest at Putin bs’er … og at Ukraine mangler militær støtte, hvilket han vil eksekvere på. Samtidig reagerer han på at russerne, i konsekvens af dalende forventninger til Trump’s fredsforehavende og Ukraines asymmetriske angrebstaktikker i Rusland, intensiverer især luftangreb i/omkring større ukrainske byer. I tilgift verserer der nu fortællinger om kemisk krigsførelse fra russisk side; parallelt med distributionen af fortællinger om iranske attentatforsøg mod Trump selv – og fra Trump-administrationen forlyder det at man ikke tolererer krænkelse af international lov (lex Biden et al). Angiveligt vil Trump på mandag komme med en større udmelding (flere sanktioner mod Rusland og våbenpakker til Kiev?), hvilket kan forcere konfliktudviklingen.

Trump-administrationens politikker og muligheder for diplomatisk succés
Som nævnt er tiltroen til at Trump optræder pålideligt og har kontrol med retningen på de krige, USA ikke blot finansierer og faciliterer, men også tager konkret del i, faldende – og i specielt Iran særdeles lav. Trump har dermed intet valg, hvis han vil opnå holdbar, diplomatisk succés; han må droppe dobbelttydighederne, diverse våbenhviletrick og gennemtvinge forhandlingsprocesser, som reelt inddrager de iranske interesser. I denne forbindelse kan han også blive nødt til at tilgodese både palæstinensiske og libanesiske interesser, hvilket indebærer at han må passivisere de mest radikale kræfter på israelsk side.

Trump må i forhold til Ukraine gennemtvinge at landet ændrer forfatningens ambition om NATO-medlemskab … og at NATO både formelt og de facto ændrer kurs i spørgsmålet. Russerne har igennem flere år krævet at der kommer solid og forpligtende dokumentation på at Ukraine forbliver ude af NATO - bl.a. fordi den historiske diskussion af NATO’s løfter om ikke at udvide mod øst har overbevist dem om at mundtlige tilkendegivelser og diplomatiske/politiske forsikringer ikke er nok. Trump må også erkende, og gennemtvinge at europæiske og ukrainske beslutningstagere anerkender, at 2014-grænserne er historie. Russerne vil hverken afgive Krim eller de 4 ulovligt annekterede regioner – men ændrede grænsedragninger kan formentligt diskuteres … hvormed bl.a. Kherson og Zaporizjzja, foruden Odessa og Kharkiv, kan forblive del af et indskrænket, men fortsat relativt robust og neutralt Ukraine.

Trump har også mulighed for at foreslå en ændret europæisk sikkerhedsarkitektur, hvor et forpligtende og velkontrolleret samarbejde mellem Rusland og Europa/NATO etableres – hvilket også vil kræve en vis akrobatik, foruden et opgør med den grundlæggende sikkerhedstænkning blandt neoliberale og neokonservative kræfter i Vesten.

Ovenstående forudsætter naturligvis også at Trump er villig, og i stand, til at samle konsensus om en ændret sikkerheds- og udenrigspolitik i sit nationale bagland, hvor han som antydet vil få det uhyre svært … og i forvejen har betydelige udfordringer på flere fronter. Hvis du spørger rundt i Trump’s administration og i den amerikanske kongres, vil du finde solidt flertal for at hverken Iran eller Rusland (endsige Kina) skal have noget som helst foræret, tværtom.

Muligheder for fortsat krigsførelse og diplomatisk thrashing
Trump har som alternativ et usikkert status quo, hvori fortsat krigsoptrapning kan indgå. Man kan fastholde presset på Iran om demilitarisering og udfasning af berigelsesaktiviteter/erhvervelse af kernevåben - og foretage diverse luftangreb, mens man via asymmetriske aktiviteter (politiske kampagner, heftige sanktioner, attentater, destabilisering af grænseregioner, aktivering af ekstremistiske militser m.v.) slider på Irans sammenhængskraft og provokerer en udvikling a la dén i Syrien – mens man samtidig anvender magt i Libanon, Gaza og Vestbredden, mhp. udrensning af modstanden mod det zionistiske styre. Måske kan en sådan pakkeløsning, som er blevet væsentligt mere farbar i lyset af bl.a. velvillige anti-shia islamisters magtovertagelse i Damaskus, over tid gøre Israel mere sikkert (og samtidig svække BRICS/Ruslands geostrategiske situation).

Supplerende kan Trump-administrationen skippe dialogen med Putin/Rusland, med henvisning til at have erkendt at the Putin er en blodtørstig bullshitter som kun forstår magtens sprog – hvilket han vil få massivt medløb på fra både de ukrainske, europæiske og amerikanske magthavere. Prisen bliver så at der skal føres asymmetriske krige, suppleret af militære anslag fra amerikansk side, og at man skal investere yderligere i amerikansk militarisering, end man allerede har gjort med den store, smukke lovpakke. Samtidig skal man styrke den sydøstasiatiske flanke, hvilket man har taget en del skridt til – medmindre at man kan lykkes med en såkaldt strategisk sekvensering henover de kommende krigsår.

Der er, for mig at se, i nogen grad tale om en pest-kolera situation for Trump og hans fredsgambling, men dette var/blev reelt også tilfældet for Biden. Og jeg tror at vi om kort tid vil se at Trump spiller sig flere kort af hænde, hvormed han må vælge mellem at blive ´pløkket´ af sine egne … eller følge de udlagte sigtelinjer, som peger mod mere krig/ekspansion af konflikten.

Så blev det tirsdag - og Trump har annonceret at Ukraine vil blive forstærket militært, primært via velvillige, europæiske NATO-landes køb af amerikanske våben - hvormed Trump, indtil videre, slipper for selv at bringe ekstrabevillinger på bordet. Der er desuden fundet et økonomisk råderum, som Biden-administrationen efterlod ... og dette vil efter sigende indgå i forstærkelsen af det ukrainske militær.

Dermed følger man division of labour-modellen, som denne er beskrevet i bl.a. Project 2025 og italesat af forsvarsminister Hegseth ved NATO-mødet i februar måned.

Trump har givet Putin/Rusland 50 dage til at ´komme til bordet´; ellers vanker der angiveligt sanktioner, inklusive ´secondary tariffs´ mod bl.a. russernes handelspartnere i BRICS (dvs. primært Indien og Kina). Fredsspillet pusler, eller noget.

Zelensky har gennem nogen tid luftet planer om at anmode sine europæiske partnere om at betale til de ukrainske soldater, givet stigende rekrutteringsproblemer.

"Ukrainian President Volodymyr Zelenskyy will urge European partners to help fund higher wages for his soldiers fighting Russia’s invasion, in a renewed effort to bolster military recruitment amid growing fatigue in the war-torn country." https://www.ft.com/content/54837721-7fa0-434a-9438-91ea0a2277f5

Men i Kiev er der folkelige protester mod lovgivningsinitiativer, som peger den absolut forkerte vej, når det kommer til korruptionsbekæmpelse.

“The decision to rapidly push through legislation weakening the independence of the National Anti-Corruption Bureau (NABU) and the Special Anti-Corruption Prosecutor’s Office (SAPO) — both key reform institutions established after the EuroMaidan Revolution — has left many questioning Zelensky’s motives, even if the move has since been partially reversed following fierce backlash in Ukraine and abroad.” https://kyivindependent.com/zelenskys-big-blunder-explained/

Og tilsyneladende er EU blevet bekymret for hvad der sker med den ukrainske partner.

“President Volodymyr Zelensky’s anticorruption policies have already provoked Ukraine’s first antigovernment protests since the Russian invasion in 2022. Now, it seems, they may cost the country a portion of its foreign aid from the European Union, in a clear rebuke from the bloc, once a staunch ally.” https://www.nytimes.com/2025/07/26/world/europe/eu-ukraine-corruption-aid.html

Måske passer ovenstående ikke så skidt ind i den europæiske del af Trump-administrationens mulige fredspuslespil? Trump har i øvrigt just annonceret at de 50 dages deadline til Putin/Rusland nu er reduceret til 10-12 dage.

Retorikken trappes op - og Trump syner nu mere end træt af Putin et al, og Medvedev´s iøjnefaldende påstand om at amerikanernes ultimatum bringer en krig mellem Rusland og USA nærmere har ikke gjort det bedre. https://www.reuters.com/world/trump-orders-nuclear-submarines-moved-after-russian-provocative-statements-2025-08-02/

Hvis man godt kan lide podcasts i baggrunden og interessere sig for Danmark og Europas sikkerhed er dette interview mellem Glenn Dinesen og Sarah Wagenknect (tysk politiker), ikke uinteressant. Hun taler om årsager og krigen, men også om hvordan Ursula VL er i gang med at sælge Europa til USA og gøre os så afhængige af dem at vi i praksis er ved at blive amerikanske vasalstater.
https://www.youtube.com/watch?v=nGgb1BIFFXw&t=471s

Wagenknecht har nogle ret relevante synspunkter, som desværre ikke rigtigt diskuteres i det tyske/europæiske parnas - og Glenn Diesens interviews stemples i samme regi over en kam som pro-russisk propaganda.

Har du hørt Diesens, også historisk set, temmeligt relevante interview med Benoit Paré, KomNu? Ellers er det hér: https://www.youtube.com/watch?v=Uu3zx7vu5KY&t=37s

Paré er fransk reserveofficer og var OSCE-observatør i Donbas-området forud for krigseskalationen i 2022.