Snak

Og så det endelige uuuuuuups.
https://www.bbc.com/news/articles/c77k670ez6yo

Nu får han tid til at lytte til Simon Rattles indspilninger med det lokale symfoniorkester.

Lidt trist at tænke på, at han næppe var blevet fyret, hvis ikke der havde været en Israel-vinkel på det. Lidt ligesom med CPH Pride.

Og El-Fattah.

@TomW

Enig, Acebone - jeg skrev endda et patetisk protestbrev til den russiske ambassadør i Danmark. Virkelig en bommert af rang, men årsagen til den russiske beslutning skal vel ses i både det udenrigs- og indenrigspolitiske perspektiv, hvor magtlogikker og kulturfortællinger for især sidstnævnte spiller en betydelig rolle. Alt andet lige, så var Putin også underlagt myten om den stærke leders handlekraft på stormagtens vegne - og i en del magtfulde russeres øjne var Moder Rusland krænket af udviklingen i Ukraine, som - trods dennes kompleksitet, de facto havde været til skade for russiske minoriteter i landet ... og givet plads til en del russofobiske rørelser i Kiev. Og samtidig var retningen i Ukraine - som jo, trods Budapest-memorandummet, havde været omstridt siden 1990´erne (bl.a. manifesteret i den orange revolution 2004) - mod EU/NATO-komplekset og krig mod terrortruslen fra øst blevet lagt ifm. Poroshenko´s magtovertagelse.

Stærkt gået med protestbrevet! Jeg nøjedes med at rase derhjemme og fik vist også skrevet nogle små, hidsige tirader herinde om, at Putin nu endelig havde mistet sin forstand. Jeg fulgte hans taler og "offentlige" seancer i den periode ret minutiøst, og for mig at se lavede han et væsentligt retorisk skifte i forhold til at fokusere hårdt på at retfærdiggøre, hvordan Ukraine var en historisk fejltagelse, hvordan afnazificering var nødvendig osv. Af en mand med så megen historisk viden og forståelse begyndte han rent ud sagt at vrøvle på en måde, der for mig var ny.

Det var dér, jeg begyndte at tvivle på ham som en rationel aktør, hvad jeg ellers tidligere havde ment. Handlingen, invasionen, stod simpelthen ikke mål med de udfordringer, der rimeligvis var i Ukraine.

Desuden skal den geostrategiske situation iagttages; amerikanerne havde lavet Kosovo, Irak-invasionen, Libyen, Syrien etc. - som alle havde resulteret i russiske tilbageslag - og rodet sig ud i en quagmire i Afghanistan. I det russiske magtperspektiv, som vi ved har en paranoid klangbund, bl.a. af historiske årsager, var det efterhånden kun et spørgsmål om tid før Ukraine og Georgien blev scener for yderligere konfrontation ... og da kontrollen med Krim for et tidssvarende russisk forsvarsperspektiv er vital, fulgte det næste nok relativt naturligt det første. En del russiske strategipapirer viser megen determinisme og politiseret worst case-tænkning (som desværre også afspejles i amerikanske ditto).

Ja, og det er da ikke, fordi jeg ikke ænser den russiske vinkel. Det er klart, når man siden Sovjetunionens sammenbrud har set NATO´s ekspansion mod øst. I Rusland ynder man gerne at sige, at man havde en forståelse af, og halvofficielt en aftale om, at NATO ville respektere den russiske interessesfære. I Ukraine havde man omvendt en forståelse af, at Rusland ville respektere ukrainsk territorial integritet, men verden er skuffende.

Jeg mener også, NATO har begået grove fejl i forhold til at gå for aggressivt frem som opponent til Rusland. I hvert fald med de europæiske briller på. Jeg kan dog godt spekulere i, om ikke amerikanerne hele tiden har været fint tilfredse med gnidninger mellem Vesteuropa og Rusland, og det blev så Georgien og Ukraines skæbner.

Ovenstående ret grove perspektiv på Putin et al´s mulige motiver ændrer selvfølgelig ikke et gram på at russernes militære interventioner forværrede en i forvejen temmeligt retsløs geopolitisk tilstand - som amerikanerne nu dobler på. Der er i mine øjne intet moralsk eller juridisk forsvar for russernes aktioner - men de kan forstås strategisk ... specielt hvis man lægger noget revanchisme ind for den russiske topkreds, som har følt sig ydmyget og ignoreret af specielt amerikanske administrationer siden midten af 00´erne. Tilmed ser store dele af den nuværende russiske elite Ruslands transformation fra statskapitalisme til markedskapitalisme efter vestligt forbillede op gennem 1990´erne som en dubiøs affære, der ranede Rusland for værdier og efterlod landet på en syg perron, som kun et mere eller mindre nationalkonservativt demokraturs doktriner kunne rette op på.

Enig langt hen ad vejen. Russerne har følt sig marginaliseret storpolitisk og løbet over ende af kapitalismen på hjemmefronten med moralsk fordærv til følge. Problemet var, at alting skulle gå så rasende hurtigt i 90´erne, og privatiseringen af statsejet industri blev hurtigt et tag-selv-bord, hvor vinderne var dem, der var mest skruppelløse. Almindelige mennesker gav deres udstedte kuponer (aktier/ejerandele) i virksomheder væk for mad og småpenge. Det var et vanvittigt og ureguleret speedrun til oligarki, mens Jeltsin sad og drak.

Man kan selvfølgelig godt argumentere for, at det var der, monsteret blev skabt. Putin fik dygtigt positioneret sig som manden, der kunne rydde op i den banale korruption (ikke den strukturelle) og genoprette stoltheden med det hårdtslående image og den helt rette balance mellem russisk ortodoksi og sovjetnostalgi.

Når jeg startede med at sige "langt hen ad vejen" er det, fordi Putin jo ikke reelt er lykkedes med at rette op på det egentlige fordærv. Det er stadig mafia, der styrer det almindelige Rusland. Der er ikke et fungerende retssamfund. Putin sidder afskåret fra pøblen som patriarken i sin gyldne løgkuppel, på toppen af et råt samfund, hvor tilliden for længst er eroderet, og alle dukker nakken, fordi det værste, man kan gøre, er at stikke ud.

Men helt enig i at russerne de facto havde alternativer, som de burde have afsøgt yderligere, evt. prøvet af. Man kan sige at det havde vi også, ligesom amerikanerne havde. Moralsk synes forskellene på vore eliters udenrigs- og geopolitikker ret marginale, og jeg tror at vi undervurderer hvor problematisk det er at vore eliter er blevet fortalere for militante løsninger og økonomisk afpresning (kaldet sanktioner o.a.) på problemer der kræver en helt anden politisk forstandighed og kreativitet - foruden afsavn. Men enig i at Trump-administrationens agilitet og flimrende færd er ret enestående pervers ... og risikoøgende. Man kan, måske mest for galgenhumorens skyld, vel spekulere på hvad f.eks. Hillary Clinton under lignende konditioner ville have gjort.

Ja, der er mange hypotetiske udfald, der er interessante at spekulere over. Jeg skal ikke kunne sige, om Hillary Clinton havde været væsentligt bedre end Trump 1.0 dengang. Som jeg forstår det, var hun også noget af en høg. Generelt et problematisk træk hos de fleste amerikanske præsidenter i dette årtusinde. Måske fordi de også har brug for at signalere "stærk mand" (m/k?) for at vinde magten, men jeg skal ikke kloge mig for meget på dét her.

Jeg kan i hvert fald godt drømme mig tilbage til en tid, hvor man formentlig internationalt kunne have fundet diplomatiske løsninger, der ikke resulterede i besættelserne af Sydossetien, Abkhasien, Krim og Donbass. Europa og Rusland havde et vindue i Putins tidlige år; det mener jeg bestemt. Jeg tror ikke på snakken om, at alt, der siden fulgte, var Putins langsigtede plan på forhånd. Det er ellers en holdning, jeg ofte hører blandt danskere.

Jvf. din akademiske baggrund, hvad tror du så der skal til for at en forsonings- og samarbejdsproces kan spire/etableres mellem Rusland og Ukraine/Vesten? Jeg nævnte sikkerhedsarkitektur aka Lissabon-Vladivostok, handel, normaliseringsprocesser o.a., men jeg tvivler på at russerne vil afgive ret meget territorium i Ukraine, hvis den nuværende politiske modus i Kiev fastholdes. Nok tværtom.

Åh, jamen jeg giver oprigtigt et opgivende suk bare ved tanken. Det er min klare overbevisning, at det var muligt at nærme sig hinanden, også efter 2012-2014, selvom det selvfølgelig blev sværere der.

Problemet er, at det hele er blevet så giftigt nu. Det ukrainsk-russiske forhold er jo smadret, snart sagt for evigt. Inden for vores levetid i hvert fald. Her mener jeg ikke enkeltpersoner og politikere. Jeg snakker om to kulturer/folk, der har levet dør om dør, og som nu hader hinanden som pesten. Hadet fra Ukraine mod Rusland bliver særligt svært at rette op på. Hvordan får man et samarbejde op at stå, selv hvis vi fryser krigen nu? Krigen har smadret alt på en måde, der overskygger alt andet.

Misforstå mig ikke; jeg er ikke blind for de historiske sår, der trækker tråde helt til i dag. Men sagen er, at almindelige mennesker i Kharkiv eller Voronezj ikke seriøst diskuterede Holodomor eller Bandera i 00´erne. Man var kommet videre. Det er total regression og tragedie, hvad der siden er sket, og nogle kræfter må simpelthen have handlet i ond tro, for det er i hvert fald ikke fornuften, der har rådet.

Jeg tror, de fleste er klar over de mange russiske fortrædeligheder, så dem orker jeg næsten ikke at ridse op. Men jeg kunne også skrive meget om, hvordan ukrainsk sprogpolitik har trukket fronterne op og forgiftet debatten, også i årene før alt ramlede. En klassisk (dansk) misforståelse, jeg ofte hører, er, at østukrainere er/var russere. Fordi de taler russisk. Men der mener jeg, man tager fejl. Den ukrainske nationale identitet var hybrid, og det var alle dage en ekstremt sprængfarlig ting at begynde at pille ved. Jeg vil vove den påstand, at langt, langt størstedelen af de russisktalende i Østukraine stolt ville betegne sig selv som ukrainere – sagt på russisk. De ville ikke kalde sig russere.

Jeg mener, at kampen om sproget er grundlæggende undervurderet og har været med til at anspore Putin. Han så i stigende grad ukrainske nationalister begynde at slå ned på brugen af russisk som arbejdssprog i Ukraine. Jeg ved ikke, om disse i deres iver kiggede vestpå mod f.eks. Polen og så en mere tydelig nationalstat – ét land, ét folk, ét sprog – og tænkte, at sådan skulle Ukraine også være. Nogle måske ud fra etnocentriske idealer, andre med tanker om, at det er sådan, man er, hvis man skal være med i EU-klubben og få den fremgang, andre østeuropæiske lande har fået. Under alle omstændigheder var det en farlig idé. Og man kunne tilføje, at baggrunden for Polens nuværende "rene" form mildt sagt ikke er ønskværdig.

Retfærdiggør ovennævnte problemer en russisk invasion? Aldrig i mit hoved. Men hvorfor man tilsidesætter al sund fornuft og ikke bare lader folk leve deres liv og tale deres sprog – og i stedet ufortrødent fodrer den store nabos paranoia, der allerede med fordrivelsen af Janukovitj var galopperende, kommer jeg aldrig til at forstå. Med mindre det altså var planen, at det skulle stikke endnu mere af, og så har man jo ikke det ukrainske folks ve og vel for øje...

Jeg hyggede mig for nogle år tilbage fint med at se den populære, ukrainske tv-serie "Sluga Narodu" – Folkets Tjener – med Volodymyr Zelenskyj i hovedrollen. Hvilket sprog taler han der? Russisk, selvfølgelig.

Jeg har selv rejst rundt i Ukraine inden 2014 (nej, jeg var ikke til EM) og er glad for bl.a. at have oplevet et ukrainsk Krim. Men hvis der er én ting, der er slående, så er det, at folk rundt i landet aldrig rynkede på næsen af, at man talte russisk. Det var ikke bare fuldt ud acceptabelt, det var arbejdssproget for de fleste. Dét valgte nogen at bekrige, og i dag vil mange ikke kendes ved at være tosprogede.

Nå, jeg kan godt mærke, jeg begynder at komme ud af en tangent, så jeg skal nok stoppe her. For at komme lidt op i fugleperspektiv igen vil jeg sige, at normaliseringsprocessen starter ved en fred, der realistisk er varig. Det er sgu svært nok i sig selv, og jeg kan være bange for, at man med det utilregnelige element fra USA in mente får skabt en situation, hvor der indgås en uholdbar fred.

Fordi hele situationen med Rusland og Ukraine er så betændt, tror jeg, vi fra europæisk side ville gøre klogt i at starte med ouverturerne til Kina. Kina er nødt til først at være med på vognen med en forståelse af fælles interesser i en ny geopolitisk virkelighed. Og vi har brug for, at de masserer russerne. Rusland kommer ikke til at tage imod ordrer fra Vesteuropa, det ved alle vist.

Hvis Kina masserer russerne, må vi massere ukrainerne. Et meget mere detaljeret roadmap tør jeg ikke at give, fordi jeg ikke aner, hvad vi stiller op med amerikanerne, og hvor de egentlig er på vej hen.

Forkert tråd

Tak for en fin moppedreng, Acebone - jeg inhalerer den lige og vender tilbage når jeg får tid.

Ja, jeg endte også med at skrive den i bidder. Der var lige noget frustration, der skulle ud, tror jeg.

Acebone, nu har jeg læst og forhåbentligt forstået dit skriv, som i mine øjne er ret nuanceret/balanceret og kendetegnet af en helt nødvendig selvkritisk vinkel på vore egne/de vestligt sindede politikker. Det er dén slags, der er brug for på alle sider af konflikten – men i udpræget grad mangler, hvilket understreger hvor vigtigt det er at forebygge krigsudviklinger, som notorisk fremmer tribalisme, revanchisme og øget bias/historisk revisionisme (jvf. Putin et al’s tendentiøse forvrængninger, som naturligvis skulle understøtte krigspropagandaen – og de ukrainske ditto, som skulle understøtte noget tilsvarende).

Også enig i at Ukraine, til forskel fra eksempelvis Polen, har/havde en meget hybrid befolkningsgruppe, modstridende interne interesser og en geostrategisk placering, som gjorde det uundgåeligt at stormagternes RISK spil med landet ville føre til en katastrofal udvikling – med potentiale for omfattende krig.

Mens russerne brød international lov med annekteringen af Krim og support/intervention til fordel for aktivister og lokale oprørere i Donbass – og derved bidrog til konflikteskalering m.m. - leverede man fra det såkaldt nye Ukraine i Kiev, herunder banderisterne, udover de kontroversielle sproglove, bl.a. følgende:

- Accept af at Højre Sektor-ultranationalister etablerede autonome gadepatruljer i en række ukrainske byer, hvilket foranledigede en del overgreb mod sigøjnere, pro-russere/anti-Maidan aktivister, regnbuegrupper o.a. Dette er bl.a. dokumenteret af ukrainske menneskerettighedsorganisationer, som løbende rapporterede og påtalte især overgreb mod transgenders og sigøjnere.

- Indsættelse af militær mod oprørerne i Donbass; afvisning af forhandlinger med dem og udpegning af dem som terrorister. Etablering af Azov-bataljonen (siden -regimentet), som rekrutterede særligt højre-ekstreme og russofobiske grupper – og efterfølgende blev placeret under indenrigsministeriet.

- Restriktioner på bl.a. folkepension og sociale ydelser, som i praksis indebar at oprørerne i Donbass blev ramt hårdt på deres økonomi/levevilkår. Skærpede restriktioner mod prorussiske partier, journalister o.a.

- Fastholdelse af at snigskytteangrebene på Maidan i februar 2014 var Janukovitj/prorusseres ansvar – og en retsproces vedr. mordbranden i Odessa, maj 2014, som lod forstå at anti-Maidan aktivister og pro-russisk sindede var up for grabs.

Ovenstående er et uddrag af hændelser/faktorer, som formentligt også bidrog til russisk revanchisme og opgivelsen af diplomati, specielt hvis man lægger deres oplevelse af den kuldsejlede Minsk II proces oveni. Tilføjes bør det vel også at Zelensky i 2019 blev valgt på bl.a. at sikre en freds- og forsoningsproces med Rusland, hvilket i sig selv var temmelig vanskeligt og samtidig blev saboteret af både vestligt finansierede mediegrupper, amerikansk diplomati og de ultranationalistiske grupperinger i Ukraine (som bl.a. rettede mordtrusler mod Zelensky). Og få måneder efter sin valgsejr drejede Zelensky på en tallerken og lagde afstand til valgløftet om at søge forsoning og kompromisser mod øst.

Putin et al var, indtil Zelensky’s u-turn, i dialog med ham og hans regering, men dette stoppede brat og resulterede i at russerne styrkede deres militære involvering i Donbass, mens Minsk II kørte helt af sporet – uden at de vestlige garantører (Frankrig/Tyskland) lod til at have synderlig fortrydelse over dette … indtil bl.a. Merkel rørte på sig, da russerne i efteråret 2021 begyndte at mobilisere invasionsstyrker langs Ukraines grænser. Men da var det for sent, og Putin advarede direkte Biden-administrationen om at det ville få militære konsekvenser hvis USA/NATO ikke ændrede position iht. Ukraine-spørgsmålet/Open door og lyttede til russernes krav vedr. placering af missiler o.a. i russiske nærområder. Biden-administrationen (og Stoltenberg) afviste russernes advarsler og hævdede NATO’s autonomi, mens man forsikrede om at der ikke forelå planer om optagelse af Ukraine i NATO.

Jeg understreger lige atter at ovenstående langtfra dækker de mange komplekse hændelsesforløb, som udspilledes i perioden, men blot understreger at der i det russiske perspektiv blev anledning til ikke blot krænkelsesparathed, men også seriøs bekymring og afmagt når det kom til de diplomatiske muligheder for bevarelse af Moder Rusland. Vi kan evt. på et andet tidspunkt vende hvilke alternativer russerne havde – for de var der, som vi er enige om. Der var imidlertid også et indenrigspolitisk tryk på Putin et al, specielt fra ultranationalistisk og konservative kommunisters side, men også interessegrupper fra Ruslands militærindustrielle kompleks, hvilket har fyldt meget lidt i de vestlige debatter, hvor de militære interventioner i betydelig grad tilskrives Putins personlige luner og imperialistiske ambitioner.

Det blev vist lidt halvlangt, så jeg skriver lige lidt mere.

Putin bestemmer en hel del i det ny-oligarkisk ledede Rusland, og strategisk leder han naturligvis udviklingen – men man skal ikke undervurdere at han indenrigspolitisk skal navigere i et risikofyldt farvand, hvilket kræver at han indgår konsensus med visse aktører, når politikker o.a. realiseres. Med en del andre fortegn er sidstnævnte også tilfældet for Trump i USA, ligesom for Biden, selvom præsidenten udadtil tegner politikkerne og ofte, specielt af kritikere, omtales som en suveræn med frit spil på alle politiske hylder. Men det er en myte at selv russiske ledere enevældigt bestemmer politikudviklingen, som eksempel gav Stalins svære personlige dominans ham ikke fuld kontrol over bureaukratiet eller fjerne sovjetiske egne/magtentiteter – ligesom han var meget afhængig af loyaliteten og kompetencen hos rådgivere og udførere.

Putins kontrol med Rusland er en mindre opgave end Stalins med Sovjetunionen, men højest kompleks – og lykkes kun hvis hans siloviki’s er loyale/kompetente, hvis en passende del af de russiske befolkningsgrupper bakker op - således at han med begrænset pres kan holde et vist demokratur (herunder skabe konsensus i Dumaen) kørende. Men han bliver også ældre, påvirkes desuden personligt – og konflikt/krig virker forrående. Alene af sidstnævnte årsag havde det afgørende betydning at forebygge konfliktudbruddet i 2014 mest muligt; vi står ikke med en ´bedre´ fjende idag.

Vi kan evt. senere vende tilbage til de vestlige ambitioner, hvor de amerikanske konfliktede med de europæiske – specielt omkring magtskiftet/kuppet/revolutionen i februar 2014. Denne konflikt mellem de daværende europæiske og amerikanske ambitioner har en energipolitisk og geostrategisk underside, som er hyper relevant at få øje på, fordi den både hænger sammen med krigens opståen og mulighederne for at dreje den kritiske kurs.

I denne forbindelse er jeg enig i din tanke om at vesteuropæiske magter bør gå via Kina når det kommer til påvirkning af russerne – og selv påtage sig opgaven ift. styret i Kiev, hvis man ser det som nødvendigt, og magter/tør, at disengagere ift. amerikanerne. Samtidig skal man signalere en genuin afspændingsvillighed, der følges op af konkrete, forpligtende tiltag, såfremt russernes paranoia skal tøjles – og tilsvarende skal russerne være villige til at berolige især liberale kræfter i EU.

Men meget kan lade sig gøre, hvis viljen og begavelsen er til stede. Og det bliver helt sikkert mindre omkostningsfuldt for de europæiske befolkninger, og de russiske/ukrainske, at gå diplomatiske veje fremfor at fastholde en krigsudvikling, som både er ekstremt dyr og destruktiv samt kaster regninger/risici af sig til alle sider.

@TomW

Acebone, nu har jeg læst og forhåbentligt forstået dit skriv, som i mine øjne er ret nuanceret/balanceret og kendetegnet af en helt nødvendig selvkritisk vinkel på vore egne/de vestligt sindede politikker. Det er dén slags, der er brug for på alle sider af konflikten – men i udpræget grad mangler, hvilket understreger hvor vigtigt det er at forebygge krigsudviklinger, som notorisk fremmer tribalisme, revanchisme og øget bias/historisk revisionisme (jvf. Putin et al’s tendentiøse forvrængninger, som naturligvis skulle understøtte krigspropagandaen – og de ukrainske ditto, som skulle understøtte noget tilsvarende).

Ja, og mine indlæg skal naturligvis også tages for de brudstykker, de er. Jeg gik f.eks. bevidst ikke for meget ind i selve krigsførelsen og propagandaen omkring den (fra begge sider), da den er et langt kapitel for sig. Det var langt nok i forvejen! Derfor valgte jeg et lidt specifikt fokus (som ligger mit hjerte nært) for at fremhæve, hvordan konfrontationskursen har gennemsyret selv de mest gængse ting i ukrainernes dagligdag og pustet til en farlig splittelse, der ikke havde behøvet at være der.

Du får ridset en masse vigtige ting op - alt er læst og noteret, også selvom jeg ikke nødvendigvis dykker ned i det hele i denne omgang. Dog vil jeg nævne, at jeg selv har bekendte fra Odessa, som gennem årene har oplevet de sammenstød, der har været i byen. Selvfølgelig med mordbranden som et rædsomt lavpunkt indtil 2022. De er almindelige russisktalende ukrainere og er naturligt nok ekstremt bange for Højre Sektor-typer.

Putins kontrol med Rusland er en mindre opgave end Stalins med Sovjetunionen, men højest kompleks – og lykkes kun hvis hans siloviki’s er loyale/kompetente, hvis en passende del af de russiske befolkningsgrupper bakker op - således at han med begrænset pres kan holde et vist demokratur (herunder skabe konsensus i Dumaen) kørende. Men han bliver også ældre, påvirkes desuden personligt – og konflikt/krig virker forrående. Alene af sidstnævnte årsag havde det afgørende betydning at forebygge konfliktudbruddet i 2014 mest muligt; vi står ikke med en ´bedre´ fjende idag.

Vi kan evt. senere vende tilbage til de vestlige ambitioner, hvor de amerikanske konfliktede med de europæiske – specielt omkring magtskiftet/kuppet/revolutionen i februar 2014. Denne konflikt mellem de daværende europæiske og amerikanske ambitioner har en energipolitisk og geostrategisk underside, som er hyper relevant at få øje på, fordi den både hænger sammen med krigens opståen og mulighederne for at dreje den kritiske kurs.

Fuldstændig enig; det er så essentielle pointer. Både ift. Putins balancegang og de ulige europæiske og amerikanske interesser i Ukraine. Vi skulle fra europæisk side have gjort snart sagt alt for at undgå Ukraines 2014. Da blev det for alvor en grim situation - for alle andre end amerikanerne.

I denne forbindelse er jeg enig i din tanke om at vesteuropæiske magter bør gå via Kina når det kommer til påvirkning af russerne – og selv påtage sig opgaven ift. styret i Kiev, hvis man ser det som nødvendigt, og magter/tør, at disengagere ift. amerikanerne. Samtidig skal man signalere en genuin afspændingsvillighed, der følges op af konkrete, forpligtende tiltag, såfremt russernes paranoia skal tøjles – og tilsvarende skal russerne være villige til at berolige især liberale kræfter i EU.

Men meget kan lade sig gøre, hvis viljen og begavelsen er til stede. Og det bliver helt sikkert mindre omkostningsfuldt for de europæiske befolkninger, og de russiske/ukrainske, at gå diplomatiske veje fremfor at fastholde en krigsudvikling, som både er ekstremt dyr og destruktiv samt kaster regninger/risici af sig til alle sider.

Hvis jeg skal finde nogen art positivt spin på verdenssituationen pt., må det vel være, at netop dén tanke om en slags frakobling fra USA (og herunder troen på Europa som et reelt selvstændigt projekt) vel aldrig har været mere relevant og tillokkende i den bredere befolkning. Det skulle forhåbentlig gerne smitte af på noget reel politik, men det er svært at spå, når vinden vender fra uge til uge for tiden.

Jeg synes, der er noget opløftende i at se, hvordan Canada håndterer det hele. Der ser man da noget fandenivoldskhed, og der udvises et påfaldende mod ved at række hånden ud mod Kina. Det kan vi måske lære af.

Tak for gode betragtninger.