Acebone, tak for feedback og din fortsat afbalancerede tilgang. Jvf. din overvejelse om at den amerikanske republik opererede med skjulte dagsordener ifm. konflikt- og krigsudviklingen, så lad mig henlede din opmærksomhed på James Dobbins, som under bl.a. Clinton- og Bush-administrationerne var problemknuser og såkaldt ekspert indenfor nation building.
Dobbins ledede i 2017-19 udarbejdelsen af en RAND-rapport, der analyserede og vurderede en række strategiske optioner for at overstrække og bringe Rusland ud af balance. Groft forenklet kredsede rapporten om økonomiske angreb og militær opbygning fra hhv. en ukrainsk og syrisk akse, parallelt med påvirkningskampagner i Europa mhp. at fravriste russerne markedsandele på især energiområdet og øge europæisk oprustningsvilje. Rapporten beskæftiger sig med risiko- og gevinstestimater, herunder hvor langt man kan gå uden at provokere en direkte krig, mens Ukraine, Syrien og Europa bliver part i et optrapningsspil, der selvfølgelig øger risikoen for at de russiske militære interventioner på Krim og i Donbas (evt. også i Georgien) forceres. Du kan evt. selv læse rapporten, den er hér: https://www.rand.org/content/dam/rand/pubs/research_briefs/RB10000/RB10014/RAND_RB10014.pdf
I samme sigtelinje har Stratfor udgivet strategiske rapporter, der fokuserer på risici og fordele ved at bringe russerne mod mulige militære quagmires i Syrien, Iran og Ukraine – hvor der ligeledes opereres med udvidelse af den amerikanske markedskontrol på det europæiske energiområde. Hvis du er interesseret i at vide mere herom, så tjek f.eks. Peter Zeihan’s udfoldelser, der bl.a. analyserer kontrollen med de fremtidige energireservoirer og fordelene ved at russerne evt. strander i en ukrainsk quagmire, som vil tappe dem flade over tid mens Europa vil gå i sort. Zeihan er tidligere vicepræsident for Stratfor og har gennem de sidste par årtier ydet rådgivning til amerikanske administrationer, energisektoren og sikkerhedsindustrien - og er del af det offentlige-private partnerskab/korporative arrangement, som det militær- og sikkerhedsindustrielle kompleks gennem de senere årtier har udviklet sig til. Også Brookings, Jamestown m.fl. har publiceret analyser, som blotlægger strategiske forlæg i stil med RAND og Stratfor.
Historisk er det ofte vurderet at amerikanernes mission med NATO er at holde sig selv inde, tyskerne nede og russerne ude af den vesteuropæiske interessesfære, hvilket op gennem 00’erne og 10’erne udfordredes af især tyskernes og russernes omsætning af deres strategiske interesser i at samarbejde på energiområdet – og hvor europæisk vækst bl.a. skete i kraft af billig og driftsikker russisk energi. Denne udvikling truede naturligvis den strategiske amerikanske kontrol med Europa – og sikrede samtidig russisk økonomi et marked, amerikanske energigiganter (særligt fracking- og LNG-innoveringerne) havde udviklet interesse i.
Det er også værd at notere sig at amerikanske administrationer og opinionsdannere løbende omtalte Nordstream som en trussel mod amerikanske interesser – og at Biden primo 2022 offentligt proklamerede at linjerne ville ophøre med at eksistere, såfremt russerne invaderede med de opmarcherede styrker. Og det gjorde de jo så. Minsandten – og alligevel blev russerne den primære mistænkte, mens vi i dag ved at en dansk havnefoged på Christiansø fik mundkurv på om de amerikanske marinefartøjer (med slukket radar), han få dage inden sabotagen observerede nær gerningsstedet.
Tilbage til 2014; få timer inden Janukovtij flygtede til Kharkiv og siden Donetsk/Rusland, indgik tyske og franske repræsentanter sammen med Janukovitj og oppositionen en aftale om fremrykket valg, begrænsninger af de præsidentielle beføjelser og en samarbejdsramme, der gav oppositionen stor indflydelse på de fremtidige ukrainske politikker. De tyske og franske motiver var hovedsageligt at undgå yderligere voldsoptrapninger og sikre at Janukovitj senere på året ville afgå via et valgnederlag – hvormed genoptagelsen af EU-processen kunne ske uden destabilisering af Ukraine.
Ved mødet aftaltes det yderligere at styrets Berkut-styrker skulle trækkes ud af Kiev centrum, mens oppositionen garanterede at de mange tusinde aktivister, hvoraf en del var bevæbnede og ønskede Janukovtij ombragt, ville forholde sig roligt og indgå i en nedtrapning/borgfred. Desværre viste det sig at man ikke kunne holde aktivisterne i ro – og dele af disse udnyttede omgående tilbagetrækningen af Berkut-styrkerne til at indtage parlamentet og præsidentbygningen, hvilket tvang Janukovtij ud samme aften som aftalen blev indgået, mens oppositionen tilpassede sig situationen og dagen efter afsatte ham via en arbitrær maskinrumsmanøvre, der omgik forfatningsmæssige proceskrav og kompetencebestemmelser.
Amerikanerne (jvf. bl.a. Nuland/Pyat-samtalen) forudså at et kup kunne ske, og lagde strategier for hvorledes man kunne påvirke udfaldet og de kommende politikker – og deltog ikke i aftalen mellem Janukovitj og oppositionen aftenen før han blev afsat. Russerne deltog som observatører og kritiserede aftalen for at være en de facto slow motion afsættelse af Janukovitj, hvormed de strategisk ville tabe kampen om Kiev. På den anden side ønskede de heller ikke yderligere eskalation, så de foretrak den tysk/franske indsats for en fredelig overgang, som gav dem tid til adaption.
Men som bekendt gik det anderledes, hvormed det europæiske Ukraine-dilemma for alvor tog form … og bl.a. manifesteredes omkring Minsk II processen. Man skal i denne forbindelse dog være opmærksom på at Merkel/Hollande et al og disses strategiske balance-tænkning tabte terræn frem mod slutningen af 10’erne, hvor mere transatlantisk orienterede kræfter tog over, mens bl.a. Trump-administrationen pressede på for sanktioner mod Nordstream og intensiverede militariseringen af Ukraine. EU-ledelsen assimilerede langsomt til de amerikanske interesser og de siden 2014 iværksatte sanktionspolitikker mod Rusland – mens Biden-administrationen øgede involveringen i indre ukrainske anliggender, som allerede var iværksat under Obama-administrationen, hvor bl.a. Shokin-afpresningen og den fortsat uforklarede anbringelse af Biden’s sagnomspundne søn i lukrative ukrainske energiforretninger fandt sted. Samtidig afslørede deklassificerede CIA-dokumenter i 2024 at man umiddelbart efter begivenhederne i februar 2014 etablerede et partnerskab med SBU, som indebar etablering af 12 hemmelige spionbaser nær grænserne til Rusland.
Iht. hvordan den amerikanske strategiske tænkning udvikler sig, er Marathon Initiative’s 2024-papir om strategisk sekvensering og vestlig arbejdsdeling mhp. forfølgelse af de globale amerikanske interesser værd at kende til: https://themarathoninitiative.org/wp-content/uploads/2024/10/Strategic-Sequencing-Revisited-Final-2024-10.pdf
Ligeledes er det værd at kende til Project 2025, som Heritage Foundation udgav i 2023 - og hvis sigtelinjer på sikkerheds- og forsvarspolitikkerne flugter nogenlunde med hvad jeg ovenfor har fremdraget; herunder behovet for at USA’s allierede tager større del i den geostrategiske håndtering af Kina/Rusland og andre BRICS-medlemmer: https://static.heritage.org/project2025/2025_MandateForLeadership_FULL.pdf
Iran omtales eksplicit som et objekt for maksimal pression mhp. regimeskifte, mens behovet for at sikre kontrol med egen hemisfære omfatter at man får løst det såkaldte Venezuelanske problem.
Ovenstående beviser naturligvis intet, men afdækker at dén anelse, du lufter om amerikansk konfliktstrategi, faktisk kan identificeres i strategipapirer, som er udarbejdet af aktører med indflydelse på, og relationer til, det amerikanske magtapparat. I samme kontekst kan kuppet mod Maduro for nyligt og de igangværende aktioner mod Israels fjender (herunder BRICS-medlemmet Iran) ses som del af de amerikanske bestræbelser på at bevare hegemoniet/den globale ledelse, som både demokratiske og republikanske administrationer helt åbenlyst har insisteret på siden den kolde krigs ophør og Fukyamaismens indtog.
Beklager at min gennemgang blev lidt halvlang; gav den mening for dine perspektiver på sagen? Giv endelig kritiske tilbagemeldinger, hvis du har nogle. Jvf. din relation til ukrainere i Odessa, kunne jeg godt tænke mig at høre hvad dine indtryk af begivenhederne frem mod mordbranden og dens efterspil er/var?
Jeg har også bemærkninger omkring den danske tilgang til konfliktudviklingen, særligt siden invasionen i 2022, som jeg synes er væsentlige at reflektere over – men dem vender jeg muligvis tilbage med på et senere tidspunkt. Det samme gælder Canadas seneste meldinger i Davos, som jeg for nogle dage siden berørte i Amerikansk politik-tråden.
Dobbins ledede i 2017-19 udarbejdelsen af en RAND-rapport, der analyserede og vurderede en række strategiske optioner for at overstrække og bringe Rusland ud af balance. Groft forenklet kredsede rapporten om økonomiske angreb og militær opbygning fra hhv. en ukrainsk og syrisk akse, parallelt med påvirkningskampagner i Europa mhp. at fravriste russerne markedsandele på især energiområdet og øge europæisk oprustningsvilje. Rapporten beskæftiger sig med risiko- og gevinstestimater, herunder hvor langt man kan gå uden at provokere en direkte krig, mens Ukraine, Syrien og Europa bliver part i et optrapningsspil, der selvfølgelig øger risikoen for at de russiske militære interventioner på Krim og i Donbas (evt. også i Georgien) forceres. Du kan evt. selv læse rapporten, den er hér: https://www.rand.org/content/dam/rand/pubs/research_briefs/RB10000/RB10014/RAND_RB10014.pdf
I samme sigtelinje har Stratfor udgivet strategiske rapporter, der fokuserer på risici og fordele ved at bringe russerne mod mulige militære quagmires i Syrien, Iran og Ukraine – hvor der ligeledes opereres med udvidelse af den amerikanske markedskontrol på det europæiske energiområde. Hvis du er interesseret i at vide mere herom, så tjek f.eks. Peter Zeihan’s udfoldelser, der bl.a. analyserer kontrollen med de fremtidige energireservoirer og fordelene ved at russerne evt. strander i en ukrainsk quagmire, som vil tappe dem flade over tid mens Europa vil gå i sort. Zeihan er tidligere vicepræsident for Stratfor og har gennem de sidste par årtier ydet rådgivning til amerikanske administrationer, energisektoren og sikkerhedsindustrien - og er del af det offentlige-private partnerskab/korporative arrangement, som det militær- og sikkerhedsindustrielle kompleks gennem de senere årtier har udviklet sig til. Også Brookings, Jamestown m.fl. har publiceret analyser, som blotlægger strategiske forlæg i stil med RAND og Stratfor.
Historisk er det ofte vurderet at amerikanernes mission med NATO er at holde sig selv inde, tyskerne nede og russerne ude af den vesteuropæiske interessesfære, hvilket op gennem 00’erne og 10’erne udfordredes af især tyskernes og russernes omsætning af deres strategiske interesser i at samarbejde på energiområdet – og hvor europæisk vækst bl.a. skete i kraft af billig og driftsikker russisk energi. Denne udvikling truede naturligvis den strategiske amerikanske kontrol med Europa – og sikrede samtidig russisk økonomi et marked, amerikanske energigiganter (særligt fracking- og LNG-innoveringerne) havde udviklet interesse i.
Det er også værd at notere sig at amerikanske administrationer og opinionsdannere løbende omtalte Nordstream som en trussel mod amerikanske interesser – og at Biden primo 2022 offentligt proklamerede at linjerne ville ophøre med at eksistere, såfremt russerne invaderede med de opmarcherede styrker. Og det gjorde de jo så. Minsandten – og alligevel blev russerne den primære mistænkte, mens vi i dag ved at en dansk havnefoged på Christiansø fik mundkurv på om de amerikanske marinefartøjer (med slukket radar), han få dage inden sabotagen observerede nær gerningsstedet.
Tilbage til 2014; få timer inden Janukovtij flygtede til Kharkiv og siden Donetsk/Rusland, indgik tyske og franske repræsentanter sammen med Janukovitj og oppositionen en aftale om fremrykket valg, begrænsninger af de præsidentielle beføjelser og en samarbejdsramme, der gav oppositionen stor indflydelse på de fremtidige ukrainske politikker. De tyske og franske motiver var hovedsageligt at undgå yderligere voldsoptrapninger og sikre at Janukovitj senere på året ville afgå via et valgnederlag – hvormed genoptagelsen af EU-processen kunne ske uden destabilisering af Ukraine.
Ved mødet aftaltes det yderligere at styrets Berkut-styrker skulle trækkes ud af Kiev centrum, mens oppositionen garanterede at de mange tusinde aktivister, hvoraf en del var bevæbnede og ønskede Janukovtij ombragt, ville forholde sig roligt og indgå i en nedtrapning/borgfred. Desværre viste det sig at man ikke kunne holde aktivisterne i ro – og dele af disse udnyttede omgående tilbagetrækningen af Berkut-styrkerne til at indtage parlamentet og præsidentbygningen, hvilket tvang Janukovtij ud samme aften som aftalen blev indgået, mens oppositionen tilpassede sig situationen og dagen efter afsatte ham via en arbitrær maskinrumsmanøvre, der omgik forfatningsmæssige proceskrav og kompetencebestemmelser.
Amerikanerne (jvf. bl.a. Nuland/Pyat-samtalen) forudså at et kup kunne ske, og lagde strategier for hvorledes man kunne påvirke udfaldet og de kommende politikker – og deltog ikke i aftalen mellem Janukovitj og oppositionen aftenen før han blev afsat. Russerne deltog som observatører og kritiserede aftalen for at være en de facto slow motion afsættelse af Janukovitj, hvormed de strategisk ville tabe kampen om Kiev. På den anden side ønskede de heller ikke yderligere eskalation, så de foretrak den tysk/franske indsats for en fredelig overgang, som gav dem tid til adaption.
Men som bekendt gik det anderledes, hvormed det europæiske Ukraine-dilemma for alvor tog form … og bl.a. manifesteredes omkring Minsk II processen. Man skal i denne forbindelse dog være opmærksom på at Merkel/Hollande et al og disses strategiske balance-tænkning tabte terræn frem mod slutningen af 10’erne, hvor mere transatlantisk orienterede kræfter tog over, mens bl.a. Trump-administrationen pressede på for sanktioner mod Nordstream og intensiverede militariseringen af Ukraine. EU-ledelsen assimilerede langsomt til de amerikanske interesser og de siden 2014 iværksatte sanktionspolitikker mod Rusland – mens Biden-administrationen øgede involveringen i indre ukrainske anliggender, som allerede var iværksat under Obama-administrationen, hvor bl.a. Shokin-afpresningen og den fortsat uforklarede anbringelse af Biden’s sagnomspundne søn i lukrative ukrainske energiforretninger fandt sted. Samtidig afslørede deklassificerede CIA-dokumenter i 2024 at man umiddelbart efter begivenhederne i februar 2014 etablerede et partnerskab med SBU, som indebar etablering af 12 hemmelige spionbaser nær grænserne til Rusland.
Iht. hvordan den amerikanske strategiske tænkning udvikler sig, er Marathon Initiative’s 2024-papir om strategisk sekvensering og vestlig arbejdsdeling mhp. forfølgelse af de globale amerikanske interesser værd at kende til: https://themarathoninitiative.org/wp-content/uploads/2024/10/Strategic-Sequencing-Revisited-Final-2024-10.pdf
Ligeledes er det værd at kende til Project 2025, som Heritage Foundation udgav i 2023 - og hvis sigtelinjer på sikkerheds- og forsvarspolitikkerne flugter nogenlunde med hvad jeg ovenfor har fremdraget; herunder behovet for at USA’s allierede tager større del i den geostrategiske håndtering af Kina/Rusland og andre BRICS-medlemmer: https://static.heritage.org/project2025/2025_MandateForLeadership_FULL.pdf
Iran omtales eksplicit som et objekt for maksimal pression mhp. regimeskifte, mens behovet for at sikre kontrol med egen hemisfære omfatter at man får løst det såkaldte Venezuelanske problem.
Ovenstående beviser naturligvis intet, men afdækker at dén anelse, du lufter om amerikansk konfliktstrategi, faktisk kan identificeres i strategipapirer, som er udarbejdet af aktører med indflydelse på, og relationer til, det amerikanske magtapparat. I samme kontekst kan kuppet mod Maduro for nyligt og de igangværende aktioner mod Israels fjender (herunder BRICS-medlemmet Iran) ses som del af de amerikanske bestræbelser på at bevare hegemoniet/den globale ledelse, som både demokratiske og republikanske administrationer helt åbenlyst har insisteret på siden den kolde krigs ophør og Fukyamaismens indtog.
Beklager at min gennemgang blev lidt halvlang; gav den mening for dine perspektiver på sagen? Giv endelig kritiske tilbagemeldinger, hvis du har nogle. Jvf. din relation til ukrainere i Odessa, kunne jeg godt tænke mig at høre hvad dine indtryk af begivenhederne frem mod mordbranden og dens efterspil er/var?
Jeg har også bemærkninger omkring den danske tilgang til konfliktudviklingen, særligt siden invasionen i 2022, som jeg synes er væsentlige at reflektere over – men dem vender jeg muligvis tilbage med på et senere tidspunkt. Det samme gælder Canadas seneste meldinger i Davos, som jeg for nogle dage siden berørte i Amerikansk politik-tråden.
Arsenal FC, Real Madrid, FC København, wonderbars: https://www.youtube.com/watch?v=HavKbRPC9Z8
