Jeg er hoppet på CK3-vognen for alvor nu efter en længere dans med gode, gamle Victoria 2, hvor jeg bragte Gran Colombia til storhed.
Jeg startede med en lille serbisk pagan-gut. Har fået vippet min liege af pinden, overtaget hertugdømmet, konverteret til den ortodokse kirke (for ikke at komme i problemer med Byzans) og fået etableret Serbien som et kongerige.
Herefter døde min gamle konge, og hans paranoide søn overtog. Der fik jeg lige lært stress-systemet at kende, hold da op. Alle mulige gængse interaktioner giver stress, men så fik jeg da en achievement om at nå det maksimale stressniveau...
Den paranoide konge holdt kun i syv år, så nakkede min kvaksalver af en præst/læge ham med et kirurgisk indgreb. Så nu er det i gang med den tredje konge af Serbien (og Kroatien, som opstod pga. confederate partition, men som jeg hurtigt fik styr på med en rask krig).
Jeg kan egentlig godt lide, at man bliver udfordret lidt mere på succession. Primogeniture var for nemt i CK2. Det her giver lidt mere gang i gaden.
Og så er karaktererne jo altså ret godt lavet og mere levende, selvom jeg elskede CK2.
Bestemt en værdig arvtager i serien, og jeg kan godt mærke, at det her bliver mit go-to spil i efteråret, når tiden tillader det.
Midtjylland!