Filmmusik er jo mange ting.
Tarantino bruger jo andres sange i en original kontekst i sine film.
Andre instruktører får skrevet musik, ofte instrumental, til filmen. Det er ofte det man forstår ved filmmusik. Det kan også være en sang og der er en Oscar-kategori til hver.
Man kan også lade et band optræde med en gammel eller ny sang i filmen, det skete jo i Kill Bill.
Man kan også mikse, som Bille August gjorde i slutningen af Busters Verden ved at lade Für Elise gå fra at være en act i filmen til at være en del af filmens musik. Det er normalt et ret elegant greb.
Dogme havde fx den regel at musikken skulle produceres samtidig med filmoptagelse.
Blandt mine favoritinstruktører er det navnlig Winterbottom og Altman som bruger musikken kløgtigt og med hjerte synes jeg. Hvordan man blender den ind i handlingen uden at det virker for musicalagtigt. Andre favoritter som Minnelli, Frankenheimer, De Palma og Lynch er da heller ikke musikalske fjolser.
Altmans søn Michael skrev Suicide is painless som 14-årig til M.A.S.H. (filmen). I sin sidste film om radioprogrammet Prairie Home Companion spiller Lindsay Lohan Meryl Streeps datter. Hun skriver digte om selvmord men Streep slår det hen. Det er politisk ukorrekt men Altmans budskab er at kunsten udfrier dem snarere end terapi. I en af scenerne henimod slutningen får Lohan chancen for at optræde med en sang i radioprogrammet, men hun har taget de forkerte sider med og har ikke teksten ... så hun improviserer på typisk Altman manér og får selvfølgeligt lige indflettet en linje fra sit digt i sangen.
Sådan sluttede den store karriere. Bemærk at skuespillet fortsætter. Streep der havde prøvet at holde datteren væk fra alkohol opdager et krus bagved. Det er bestemt ikke kun det gode Obama-selskab det forestiller. Altman er satiriker og drillepind. Han bryder sig ikke om nogen af de to lejre. Han er optaget af erkendelse. Det samme var Minnelli.
https://www.youtube.com/watch?v=BaGoRN8nsbQ