Nå, min pointe er sådan set bare, at man gør klogt i at kigge på samtlige årsagssammenhænge, når man vil tegne et billede af sådan et angreb som det i Australien.
Det er også en rigtig god pointe. Millioner af mennesker er vrede, men de færreste dræber. Vejen fra frustration til vold er lang og fuld af forudsætninger: radikalisering, infiltration, organisering og eksekvering skal alt sammen gå rigtigt -- eller galt. Som i den klassiske schweizerost-model: hvert lag har sine huller, men det er først, når flere lag svigter, at noget slipper hele vejen igennem. At stirre sig blind på en skive, som forklaringen på alt -- eller helt irrelevant, for den sags skyld -- gør os ikke klogere.
Det er også pudsigt at se indvandringsmodstanderne pege på Japan som en successhistorie. Udadtil ligner det Enoch Powells drømmescenarie: et teknologisk avanceret, demografisk og kulturelt homogent land med høj social tillid, minimal religiøs ekstremisme og en rig historie. Og alligevel står landet over for sin egen eksistentielle krise: mangel på arbejdskraft, knusende gæld, udbredt social isolation, en giftig online-kultur og et demografisk kollaps med en fødselsrate lavere end i det meste af EU. De bliver ikke “erstattet”. De forsvinder simpelthen langsomt.
At bevare homogeniteten fjernede ikke ustabiliteten; det ændrede blot dens form. Eller for at parafrasere Powell med bagklogskabens lys: “The supreme failure of statesmanship is to prevent a theoretical evil by creating an actual one.”