Snak

Pibe,

Det afhænger jo igen af, hvilken klasse af indvandrer vi taler om. Dem, som faktisk hæver gennemsnittet, økonomisk og uddannelsesmæssigt, får jo lov til at slå sig ned, og mange gør det også.

Men ikke nok.

Tak for at understrege pointen: at man kan sortere nok så hårdt i døren og stadig ende med rekordlav fertilitet, et slow-motion befolkningskollaps og en permanent strukturel afhængighed af udlændinge. Den blinde plet i Powells verdenssyn.

Wanks

Der er en udbredt antagelse i mange analyser af de seneste årtiers konflikter om, at sammenhængen mellem dobbelte standarder, militær intervention og efterfølgende destabilisering er relativt entydig. Det er forståeligt, at denne antagelse opstår, ikke mindst givet de konkrete erfaringer fra Mellemøsten og Centralasien, hvor resultaterne ofte har været langvarige krige, svækkede stater og betydelige menneskelige omkostninger. Men antagelsen rummer også en vis forenkling af de mekanismer, der faktisk former internationale konflikter.

Overholdelse af international lov fremstår ofte som et klart og stabilt referencepunkt, men i praksis fungerer folkeretten sjældent som et neutralt system, der konsekvent begrænser staters handlemuligheder. Den er snarere et politisk rum, hvor normer, magtforhold og fortolkninger konstant forskydes. Det betyder ikke, at loven er uden værdi, men at dens betydning i konkrete konflikter ofte er indirekte og betinget af de magtstrukturer, den er indlejret i. At henvise til international lov som løsningsnøgle siger derfor mindre om de faktiske handlingsmuligheder end om de normative idealer, man ønsker, at systemet skulle efterleve.

Tilsvarende gælder forestillingen om, at anvendelsen af ikke-statslige væbnede aktører primært udspringer af ideologisk hykleri eller moralsk inkonsistens. I mange tilfælde er sådanne valg snarere et resultat af allerede eksisterende fragmentering, hvor statslige institutioner er delvist kollapsede, og hvor alternative magtcentre er blevet uomgængelige aktører – uanset om man ønsker det eller ej. Det ændrer ikke ved de alvorlige konsekvenser, disse strategier kan få, men det komplicerer forestillingen om, at der har eksisteret et klart, uskadeligt alternativ.

Påstanden om, at vestlige indgreb i sig selv udgør den primære drivkraft bag forværringen af levevilkår og politisk sammenbrud, hviler ofte på en implicit kontrafaktisk antagelse: at fravær af intervention ville have resulteret i en mere stabil eller mindre voldelig udvikling. Den antagelse er vanskelig at efterprøve empirisk, særligt i stater præget af interne magtkampe, økonomisk stagnation og allerede eksisterende regionale spændinger. Det betyder ikke, at interventioner ikke har haft katastrofale konsekvenser – men at årsagsforholdene sjældent er lineære.

Spørgsmålet om troværdighed i internationale relationer reduceres ofte til juridisk eller moralsk konsistens, men i praksis handler troværdighed i lige så høj grad om forudsigelighed og magtbalance. Stater indgår aftaler og forhandler ikke, fordi de stoler på hinandens hensigter, men fordi de vurderer, at omkostningerne ved fortsat konflikt overstiger omkostningerne ved kompromis. Historisk set er mange fredsaftaler blevet indgået mellem aktører med lange rækker af løftebrud og overgreb bag sig.

Det gælder ikke mindst i konflikter som den i Ukraine eller i Mellemøsten, hvor alle involverede parter bærer på erfaringer, der gør gensidig mistillid strukturel snarere end afledt af enkelte begivenheder. I den sammenhæng er det ikke åbenlyst, at øget normativ konsistens alene ville have været tilstrækkeligt til at skabe mere holdbare løsninger, selv om fraværet af konsistens utvivlsomt bidrager til konfliktens fastlåsning.

Dobbelte standarder er derfor ikke blot et moralsk problem, men et symptom på et internationalt system, hvor normer anvendes selektivt, fordi magtforholdene tillader det. Det forklarer deres vedvarende eksistens – også når de på længere sigt undergraver stabilitet. Spørgsmålet er mindre, om dette er ønskværdigt, end om det er realistisk at forestille sig et system, hvor statslig magtanvendelse reguleres konsekvent, uden at selve magtbalancen samtidig forandres fundamentalt.

Set i det lys fremstår mange af de nuværende konflikter mindre som resultatet af enkeltstående fejlslagne valg og mere som udtryk for strukturelle spændinger, der gentager sig på tværs af regioner og årtier. Det gør dem ikke mindre destruktive – men det gør forklaringer, der alene fokuserer på intentioner, hykleri eller moralsk inkonsistens, utilstrækkelige som samlet forklaring.

God jul, pas på dig selv.

Wanks, du skriver, at forholdene var bedre under Assad, at han havde befolkningens opbakning, beskriver ham som "ond" med ironi og i anførselstegn, og mener at det at støtte eller samarbejde med hans arvtagere er illegitimt.

Men uha, hvis jeg skriver, at du dermed synes at foretrække ham som det mindre af to onder, så er jeg åbenbart Bari Weiss, selvom jeg sågar skriver, at hans afløsere hverken er værre eller bedre, og at man i øvrigt aldrig vil kunne forvente bedre i Syrien.

Npl

Tak for at understrege pointen: at man kan sortere nok så hårdt i døren og stadig ende med rekordlav fertilitet, et slow-motion befolkningskollaps og en permanent strukturel afhængighed af udlændinge. Den blinde plet i Powells verdenssyn.

Powell nærede ikke illusioner om at et indvandringsstop skulle afhjælpe fertilitetsproblemet i England eller whatever.

Din pointe var jo en anden, nemlig at somaliere og afghanere skulle sikre velfærdstaten i de vestlige lande.

Du vil med andre ord kurere syfilis med kviksølv.

Israel fortsætter med deres ulovlige bosættelser:

https://www.bt.dk/udland/danmark-og-13-andre-lande-fordoemmer-nye-bosaettelser-paa-vestbredden

Som jeg forstår Trumps store world jigsaw puzzle, fik han russerne til at trække støtten til Assad som led i Ukraine-planen mv. Det tilgodeså de vestlige interesser i form af færre flygtninge, lukrative genopbygningskontrakter og håb om øget stabilitet og begrænsning af russernes potentielle ekspansionsevne.

Jeg har ingen særligt funderede meninger om de to regimer i øvrigt.

"Wanks, du skriver, at forholdene var bedre under Assad, at han havde befolkningens opbakning, beskriver ham som "ond" med ironi og i anførselstegn, og mener at det at støtte eller samarbejde med hans arvtagere er illegitimt."

Pibe, jeg skriver at kilder modsiger din påstand om at Assad, der jo i vore medier blev udpeget som endnu en Hitler, havde et folkeligt flertal imod sig - og jeg skriver at levevilkårene var bedre før krigsudbruddet i 2011 end efterfølgende og nu. Du burde afstå fra at slutte modsætningsvist, nemlig at så er jeg Assad-tilhænger, ligesom man kan sige at min omtale af dig som liberal kan ses som et lidt for hårdt snit af manden - omend du faktisk betjente dig af velkendt ad hominem argumentation og velkendte talepunkter fra dén kant. Men på den strengt personlige konto vil jeg da gerne komplimentere dig for at du i øvrigt holder et vist fokus på bolden, hvormed debatten ikke stagnerede fuldstændigt.


Sir, tak og i lige måde - og tak for et ret relevant og nuanceret input til debatten af dobbelte standarder. Inden jeg evt. kommenterer nærmere på det, vil jeg lige høre om du selv har skrevet det ... eller om det er et AI-produkt?

Denne passage;

"Det gælder ikke mindst i konflikter som den i Ukraine eller i Mellemøsten, hvor alle involverede parter bærer på erfaringer, der gør gensidig mistillid strukturel snarere end afledt af enkelte begivenheder. I den sammenhæng er det ikke åbenlyst, at øget normativ konsistens alene ville have været tilstrækkeligt til at skabe mere holdbare løsninger, selv om fraværet af konsistens utvivlsomt bidrager til konfliktens fastlåsning."

; svarer jo ret fint til min pointe om at fraværet af konsistens forulemper/svækker mulighederne for at anvende diplomati som metode - hvilket kan øge risikoen/chancen (afhængigt af perspektiv) for at militær/økonomisk magtanvendelse kommer på bordet. Og naturligvis er der vilkårligheder/eksternaliteter, som påvirker givne parters politiske handlinger (beslutningstageres personlige motiver, reaktioner på uforudsete hændelser, øvrige interessers/faktorers indvirken på f.eks. militære dispositioner m.m.), men der er også strategiske sigtelinjer, som følges ... og ønskede gevinster, som høstes.

"Som jeg forstår Trumps store world jigsaw puzzle, fik han russerne til at trække støtten til Assad som led i Ukraine-planen mv. Det tilgodeså de vestlige interesser i form af færre flygtninge, lukrative genopbygningskontrakter og håb om øget stabilitet og begrænsning af russernes potentielle ekspansionsevne."

Det er klart muligt at ovenstående fandt sted, Steve - men der er belæg for at russerne ganske enkelt ikke magtede opgaven, også fordi at alle andre pro-Assad parter i regionen enten selv var i problemer (Hezbollah havde få uger forinden fået flækket hele deres ledelse af det israelske pager-angreb) eller i diskussion med Assad. Man skal huske på at Assad var på vej tilbage ind i det arabiske selskab og forventede at hans position ville blive styrket af Syriens genindtræden i den arabiske liga i 2023 - hvilket komplicerede relationen til Iran, som historisk er på kant med flere parter fra ligaen. Yderligere var Assad af indlysende årsager betænkelig ved at lade iransk militær fylde for meget i Syrien.

Men uanset om Trump og Putin fandt en konsensus om Syrien/Ukraine eller ej, så er det klart i både Trump-administrationens og Israels interesse at Syrien faldt, fordi det kappede Modstandsaksen over og banede vej for at israelerne frit kan overflyve Syrien og sikre Golan (samt hvad man ellers har regionalstrategisk interesse i). Desuden får man nok endnu en underskriver på Abraham aftalerne - og yderligere kan magthaverne i Damaskus, som er temmeligt shia-fjendtlige, blive en ressource i den videre regional- og geopolitiske magtudvikling, herunder håndteringen af Hezbollah, Iran-spørgsmålet o.a.

Ideelt set kunne Trump et al med skiftende fokus arbejde for at flytte stolperne; først konsensus omkring Syrien, siden konsensus om Venezuela/Iran/Kaukasus m.v.... uden at russerne kan realisere en for dem fordelagtig afslutning på Ukraine-spørgsmålet. Jeg har tidligere nævnt dette som en mulig alternativ geostrategi, som ikke ligger langt fra din tanke om et dominance through balance-paradigme, der i sekvenser adresserer bl.a. BRICS-udfordringen.

Pibe,

Din pointe var jo en anden, nemlig at somaliere og afghanere skulle sikre velfærdstaten i de vestlige lande.

Nej. Min pointe var, at det at bevare et samfund homogent ikke nødvendigvis gør det stabilt. Noget som du, i din iver efter at opstille stråmænd, åbenbart har overset.

Wanks,

Morisot, det væsentlige omkring Adam Holm var i konteksten at han ikke var/er enig i Pibes bombastiske udsagn om at Assad havde et flertal i befolkningen mod sig

Du bruger Jo et ældre citat fra Adam Holm, hvor Adam Holm kommer med en vurdering, som Adam Holm i dag mener var forkert. Han har jo i sit senere forfatterskab givet udtryk for at hans tidlige vurderinger var naive. Hvis man vil vide hvad Adam Holm mener, så må man jo tage udgangspunkt i den opfattelse Adam Holm har i dag.

Adam Holm mener i dag at flertallet af befolkningen i Syrien før 2011 var i mod systemet. Assad selv havde en forholdsvis stor popularitet før 2011, fordi mange troede han ville reformere systemet.

Reformhåbet og støtten til Assad forsvandt langt hen ad vejen, da regeringstropperne skød på demonstranterne i 2011. Det radikaliserede oppositionen og gjorde opposition til en væbnet kamp.

I henhold til Adam Holm var Assad primært motiveret af at fastholde klanens/dynastiets magt. Politiske reformer ville i længden formentligt føre til at dynastiet ville miste sin magt, fordi Assad-dynastiet havde en meget snæver magtbase blandt nogle få minoriteter i et land hvor næsten 80% af befolkningen er sunni- muslimer.

Derfor reagerede Assad i 2011 med vold og undertrykkelse i stedet for politiske reformer. I henhold til Adam Holm startede borgekrigen i Syrien derfor på grund af utilfredshed med Assad i befolkning og Assad-regimets reaktion herpå. Adam Holm placerer ret entydigt ansvaret for borgerkrigen hos Assad.

Jeg deler Adam Holm’s opfattelse. Men jeg tror egentligt det mest konstruktive vi kan gøre er at konstatere vi er uenige. Vores grundpræmisser for forståelsen af borgerkrigen i Syrien ligger så langt fra hinanden, at diskussion bliver ret meningsløs. Der vil i hvert fald ikke være meget vi nogensinde kan blive enige om.

Se i øvrigt mine tidligere kildehenvisninger, hvis man vil dykke mere ned i Adam Holms analyse af Syrien.