Pibe,
Jeg har ikke nævnt Breivik -- du må have forvekslet mig med en anden bruger. Men hvis "Zatoichi" er en reference til den blinde samurai (og dermed min kommentar om den blinde vinkel), så må jeg give dig den: Den er god.
Cato-rapporten blev bragt op i en bredere kontekst om amerikansk immigrationshistorie og økonomi. Og jeg sondrer hellere mellem argumenter end mellem racegrupper. Jeg er generelt enig i din præmis om, at deportation -- også prompte -- bør være en mulighed, når en indvandrer begår kriminalitet. Debatten om haitianerne i Springfield tog jeg op, fordi flere af dine påstande indeholdt konkrete fejl, som imo måtte korrigeres.
Din retorik dengang (om udskiftning af Ohio med haiti) og din reference til Powell nu, bygger på grundantagelsen om, at truslen mod samfundet altid kommer udefra, og at man som nation er bedst tjent med at lukke sig om sig selv. Jeg nævner Japans styrtdykkende fødselstal, fordi jeg er nysgerrig på, om du anerkender, at insisteren på en sådan homogenitet kan have uforudsete konsekvenser?
Jeg har en overordnet positiv indstilling til immigration, men jeg anerkender realiteterne omkring kapacitet samt de sociale gnidninger, der opstår – især ved bevægelse fra lav- til højtillidssamfund. Jeg anerkender også trilemmaet, at man ikke kan have høj migration, høj social sammenhængskraft og en generøs velfærdsstat på én gang. Eller det kan man måske, men så sker det på bekostning af friheden.
Derfor ser jeg det som et spørgsmål om risici, hvor enhver nation må gøre op med sig selv, hvilken pris man er villig til at betale. Og hvad man har råd til.